Benjamin Drue Reus ser frem til duel mod Dave Chisnall

Tekst: J.P.

Foto: Mikal Schlosser/PDC

Benjamin Drue Reus møder fredag Dave Chisnall ved opvisningsturneringen “Battle in Copenhagen”.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Efter et par weekender med WDF’s World Cup i Esbjerg og Superliga i Slangerup står den for landets mest formstærke talent fredag aften i København på mødet med en verdensstjerne, der tilmed har en varm plads hos danskerens moderlige ophav.

– Det bliver en vild oplevelse. Jeg kender Chisnall fra TV, og han har været min mors yndlingsspiller internationalt i en årrække. Jeg har en målsætning om, at hvis jeg kan vinde et par legs, så er jeg tilfreds. Det primære bliver, at jeg får samlet på den slags oplevelser og får mere erfaring med de store scener og et levende publikum, forklarer Benjamin Drue Reus om fredagens Battle in Copenhagen i K. B. Hallen 13. oktober.

Inspireret af Humphries

Her optræder verdensstjerner som Gerwyn Price, Rob Cross og Dave Chisnall foran en forhåbentlig sydende arena, og Reus får fornøjelsen af at kæmpe mod verdens nummer 12, Chisnall, i første runde i spilformatet bedst af 11 legs.

Reus så selv søndag aftens finale i World Grand Prix med altså Danmarks-aktuelle Gerwyn Price, og her sejrede en af fynboens egne forbilleder.

– Jeg kan godt lide et par af de yngre spillere som for eksempel Josh Rock, men især en som Luke Humphries. Dem kan jeg identificere mig med aldersmæssigt, og derfor inspirerer det mig, når Humphries vinder en stor finale. For når han kan nå så langt, så kan jeg også drive det vidt, fortæller Reus om den 28-årige englænders finalesejr og fremgang.

Fører superligaen

Den forgangne søndag fandt den tredje af fire indledende runder sted i Dansk Dart Superliga i Slangerup. Selvom Reus isoleret set på søndagens kampe måtte nøjes med andenpladsen i event tre efter Jon Hegaard Kirkeby, så stod han for dagens højeste turneringsgennemsnit på flotte 89,57, hvilket resulterede i syv sejre og et enkelt nederlag. Det blev også til en lukning på blot 10 pile.

– Jeg havde en god indre ro og følte ikke, at det kunne gå galt. Mit niveau var højt, og vi havde det som altid til de turneringer rigtig fint sammen. Der er bare et godt klima os alle imellem, fortæller Reus.

I den samlede stilling fører han aktuelt rækken a point med netop Kirkeby, men med et højere samlet turneringsgennemsnit.
Tonni Sørensen, der også skal i aktion fredag aften mod Gerwin Price, ligger nummer tre.

Afspejler niveauet i Danmark

Reus mener, at formatet med mange ligakampe på en enkelt dag i kendte omgivelser er gavnligt for hans præstationer og resultater som for eksempel den aktuelle førsteplads i superligaen:

– Det er mega fedt, og det viser, at al min træning og de mange timer, jeg lægger i det, giver resultater. Turneringen afspejler, hvem der er i top i Danmark, fordi de mange kampe giver et mere retsvisende billede af styrkeforholdet, idet det ikke bare er knald-eller-fald-kampe.

Det bliver det til gengæld fredag aften imod Dave Chisnall.

Fredagens indledende kampe i K. B. Hallen i vilkårlig rækkefølge:
Gerwyn Price-Tonni Sørensen
Dave Chisnall-Benjamin Drue Reus
Rob Cross-Simon Bak
Darius Labanauskas-Per Laursen

Bemærk: Turneringen kan udelukkende følges live i KB Hallen.


Læs også:

Luke Humphries i kæmpe triumf: Tog karrierens største sejr ved World Grand Prix

Holland og England løb med VM-guldet i Esbjerg

Trods gode præstationer: Resultaterne udeblev for de danske landsholdsspillere på førstedagen ved World Cup i Esbjerg


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*