For tredje gang: Andreas Toft Jørgensen skal igen spille Modus Super Series

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Mikal Schlosser

Landsholdsspilleren Andreas Toft Jørgensen er blandt næste uges deltagere i Modus Super Series.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan.

I den kommende uge får Modus Super Series igen dansk deltagelse, idet landsholdsspilleren Andreas Toft Jørgensen for tredje gang er inviteret med til turneringen i Portsmouth i England.

Ved sine to første deltagelser lykkedes det ikke 29-årige Jørgensen at kvalificere sig til finaledagen, men han tror på, at det kan lade sig gøre denne gang. Det fortæller han i et større interview med Dartnyheder.dk, hvor han også ser tilbage på sæsonen 2023, og samtidig sætter ord på ambitionerne for den kommende sæson.

Hvordan vil du vurdere dit 2023?

– Jeg synes egentlig, at 2023 har været fornuftigt. Jeg har vundet min første A-række, og jeg sluttede som nummer seks på Martin Hawkins rangliste. Jeg kom også i top otte i Superligaen, og selvom jeg tabte min kvartfinale, så spillede jeg en rigtig god kamp, fortæller Andreas Jørgensen, der ganske rigtigt spillede en solid kvartfinale i Superligaen, hvor han til trods for et gennemsnit på 89,55 tabte 8-7 til Ulrich Meyn.

– Jeg fik også debut ved WDF’s World Cup for landshold, hvor jeg synes, jeg spiller en god turnering på tværs af disciplinerne. Jeg er en smule ærgerlig over, at jeg ikke fik spillet alle turneringer i PDC Nordic & Baltic, men nogle gange er man nødt til at prioritere.

Når et lys slukkes… 

Du har været igennem meget i 2023, også på det personlige plan. Du oplevede både at miste din far, men også at få dit første barn. Hvordan har du oplevet 2023, når det ikke har handlet om dart?

– 2023 har været et hårdt år – meget hårdt. Selvom jeg hele tiden har vidst, at min far var døende, så har det fyldt rigtig meget, og desto tættere vi kom på enden, jo mere virkeligt og tungt blev det – jeg er bare glad for, at min far, Jens Jørgensen, ikke skulle have smerter og lide alt for længe. Det gik heldigvis hurtigt til sidst.

– Og som du siger, så blev jeg jo selv far, det er jo den total omvendte verden. Det fjernede ikke sorgen, men det har givet mig en masse lys og glæde, selvom det selvfølgelig også er utroligt angstprovokerende at stå med ansvaret for sådan en lille hjælpeløs skabning.

– De to episoder har ikke gjort mig til en bedre dartspiller, nærmere tværtimod – til gengæld har det givet mig noget at spille for, for jeg vil jo stadig gerne gøre min far og resten af min familie stolt. Ja, og så giver det da anledning til virkelig at gøre sig umage, når man er ude, for det er selvfølelig træls at rejse væk en hel weekend eller uge og undvære det herhjemme blot for at spille dårligt eller under niveau.

Formkurven er opadgående

Hvor føler du, dit niveau er netop nu?

– Lige nu er niveauet egentlig meget pænt. Bevares, der er udfald – det er der altid. Men jeg føler, jeg bevæger mig i den rigtige retning.

– Ambitionerne er stadig store, og troen på at jeg kan opnå det hele er 110% intakt. Jeg ved, der har været mange forstyrrende elementer i mit liv det seneste år, men nu er der gået mere hverdag i den, så nu kan jeg bedre fokusere på darten – selvom sønnen selvfølgelig trækker mig væk fra skiven af og til.

– Jeg er dog ikke helt, hvor jeg ønsker endnu – så der skal stadig kæmpes, trænes, rejses og investeres.

Hvad er dine forventninger og forhåbninger til den kommende uge i Modus Super Series?

– Min ambition er at kvalificere mig til finaledagen om lørdagen, og spiller jeg med lørdag, ja så satser jeg da selvfølgelig på at gå hele vejen. Jeg kender spillestedet og formatet – så det er kun modstanderene jeg ikke ved noget om endnu, og det gør det jo svært at komme med et konkret bud på, hvad der er en succes og en fiasko.

Siden interviewet med Andreas Toft Jørgensen har arrangørerne bag Modus Super Series dog offentliggjort navnene på de spillere, som danskeren skal i tvekamp mod i den kommende uge. Han kan i den forbindelse se frem til kampe mod blandt andre den tidligere vinder af PDC’s World Cup of Darts John Henderson og en af de formstærke svenske profiler i skikkelse af Andreas Harrysson, når han indleder uge seks i Super Series 5.

Bliver motiveret af Benjamin Drue Reus

Kan du sætte nogle ord på den udvikling, som Benjamin Drue Reus har gennemgået de seneste 12-18 måneder, og er det noget, der motiverer dig?

– Jamen hvor skal jeg da starte. Den unge fyr fra Fyn imponerer mig helt vildt. Han bliver jo ved, og ved og ved med at udvikle sig og blive bedre. Selvfølgelig motiverer det mig med konkurrencen, og at Benjamin så ovenikøbet er et så stille og roligt og rart menneske, ja, det gør, at jeg respekterer ham helt vildt meget. Ikke kun som dartspiller, men også som menneske.

– Men jeg vil også sige, at jeg frygter ham ikke. Jeg tror også på mine egne evner, og jeg har spillet det her spil for længe til at vide, at ingen er uovervindelige. Jeg håber, han fortsætter sin udvikling, for det tvinger nemlig mig og alle andre med ambitioner til at knokle, hvis vi ønsker at hænge i.

Overvejer at fokusere på WDF-touren

Deltager du ved Q-School til januar?

– Som det ser ud lige nu – nej, desværre ikke.

– Det er dyrt at tage afsted, og så skal det jo trods alt også passe ind i arbejds- og privatlivet. Måske vil jeg til næste sæson jagte en kvalifikation til Lakeside (WDF’s verdensmesterskab, red.) i stedet, eller også vil jeg give PDC Nordic & Baltic en helhjertet indsats.

Hvad er dine målsætninger for den kommende sæson?

– Jeg satser da på, at vi i Aabenraa Dartklub kan gøre det bedre i 1. division, end den femteplads vi fik i år. Vi vil gerne have noget metal, også selvom der er andre hold, der ser stærke ud for tiden.

– Måske kigger jeg lidt imod at kvalificere mig til Lakeside – det er i hvert fald en tanke, jeg har gået med.
Det vil jo nok betyde, at jeg skal nedprioritere PDC Nordic & Baltic, men det vil jo så give nogle WDF-turneringer under bæltet i stedet, og kunne man nu vinde en titel eller flere i WDF, så ville det da bestemt også være værd at tage med.

– Og skulle jeg så ikke prøve at se, om jeg kan komme længere end til kvartfinalen i Dansk Dart Superliga næste sæson. Jeg forventer i hvert fald, at jeg får endnu et travlt år, uanset om det bliver på den ene eller anden tour. I bund og grund, så ønsker jeg jo bare at spille dart.

Modus Super Series spilles fra mandag til lørdag i næste uge. Samtlige kampe vil kunne streames gratis live på YouTube.


Læs også:

VM 2024: Her er kampprogrammet

Benjamin Drue Reus sejrede i Superliga-finale

Christian ‘Krille’ Sørensen skriver historie: Første danske caller ved et verdensmesterskab


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*