Uanset om Luke Humphries vinder aftenens VM-finale mod Luke Littler eller ej, så vil han overtage førstepladsen på verdensranglisten efter verdensmesterskabet. Læs ni andre interessante facts om VM-finalen i denne artikel.
Der er god grund til at glæde sig til aftenens VM-finale mellem 28-årige Luke Humphries og dennes blot 16-årige engelske landsmand Luke Littler.
For udover at der er godt og vel 4,3 millioner danske kroner i præmiepenge, titlen som verdensmester og det prestigefulde Sid Waddell-trofæ på højkant, så er der også lagt i kakkelovnen til en sportsbegivenhed i særklasse, når ‘Cool Hand Luke’ og ‘The Nuke’ tørner sammen i Alexandra Palace i aften fra klokken 21:15.
Kampen vil kunne følges live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport fra klokken 21. Indtil da kan du lade op til finalen med 10 interessante facts, som du kan underholde dine medtilskuere med undervejs i aftenens kamp om VM-titlen.
10 interessante facts forud for VM-finalen 2024:
1) Luke Humphries bliver ny verdensetter
Uanset hvem der vinder aftenens VM-finale, så står det på forhånd klart, at den regerende Grand Prix-, Grand Slam- og Players Championship Finals-vinder Luke Humphries vil overtage førstepladsen på verdensranglisten.
Luke Humphries vil overtage førstepladsen fra sidste års verdensmester Michael Smith, og vil samtidig blive den 13. verdensetter i historien. De 12 foregående var (i kronologisk rækkefølge), Alan Warriner-Little, Dennis Priestley, Rod Harrington, Phil Taylor, Peter Manley, John Part, Colin Lloyd, Raymond van Barneveld, Michael van Gerwen, Gerwyn Price, Peter Wright og Michael Smith.
2) Luke Littler kan gå direkte i top ni
Såfremt VM-finalen ender med en sejr til Luke Humphries, så vil Luke Littler indlede den kommende sæson som nummer 31 på PDC’s verdensrangliste. Såfremt det i stedet er ‘The Nuke’ der vinder finalen, så vil han stryge helt op som nummer ni på verdensranglisten.
Luke Littler har kun præmiepenge på ranglisten fra VM og UK Open tilbage i marts, men vil med en sejr altså alligevel gå forbi højprofilerede navne som Jonny Clayton, Dave Chisnall og Joe Cullen.
3) Yngste VM-finalist nogensinde
Med sine 16 år og 347 dage er Luke Littler den ubetinget yngste VM-finalist nogensinde. Den tidligere rekord ved PDC’s verdensmesterskab tilhørte Kirk Shepherd, der i 2008 tabte finalen til den tredobbelte verdensmester John Part. Kirk Shepherd var dengang 21 år og 91 dage gammel.
4) Ikke Luke Littlers første senior-VM
Selvom det er rigtigt, at det igangværende verdensmesterskab markerer Luke Littlers debut ved PDC’s verdensmesterskab, så er det til gengæld ikke rigtigt, at det er første gang, at det purunge supertalent deltager ved et seniorverdensmesterskab.
I april 2022 var englænderen nemlig kvalificeret til WDF’s seniorverdensmesterskab. Her tabte den dengang 15-årige pilekaster sin anden kamp i turneringen, da han i 1/8-finalerne måtte se sig besejret med cifrene 3-0 til hollandske Richard Veenstra.
Richard Veenstra deltog også ved det igangværende verdensmesterskab, men tabte 4-0 til Michael van Gerwen i 1/16-finalerne.
5) Fjerde debutant i en finale
Det er blot fjerde gang, at en debutant ved PDC’s verdensmesterskab spiller sig hele vejen til finalen. Foruden Luke Littler i år, så er det kun Raymond van Barneveld (2007), Kirk Shepherd (2008) og Rob Cross (2018) der har gjort det tidligere. Både Barneveld og Cross vandt sidenhen finalen, og begge gange skete det med sejre over Phil Taylor.
6) Kun tre spillere med et højere turneringsgennemsnit inden en finale
Inden VM-finalen i aften, så står Luke Littler noteret for et samlet turneringsgennemsnit på 101,82. Det er kun Phil Taylor, Michael van Gerwen og Gary Anderson, der tidligere har haft højere turneringsgennemsnit inden en finale.
Luke Humphries turneringsgennemsnit ved dette års verdensmesterskab lyder samtidig på 99,33.
7) Anden gang at en spiller ikke har været i en VM-finale tidligere
Såfremt man ser bort fra PDC’s første VM-finale i 1994, så er det blot anden gang nogensinde, at VM-finalen skal afgøres mellem to spillere, der ikke har optrådt i finalen tidligere. Sidste det skete var i 2011, hvor Adrian Lewis besejrede Gary Anderson.
8) Kun tredje gang nogensinde, at en finalist har snittet over 105 i tre kampe
Det er god grund til at være imponeret over, hvor velspillende Luke Littler har været ved VM 2024. I sine seks kampe forud for finalen har den useedede publikumsfavorit tre gange snittet over 105. Han er dermed kun den tredje spiller i historien, der har spillet tre kampe med så høje gennemsnit inden en VM-finale. De eneste to spillere der har gjort det tidligere er Phil Taylor og Michael van Gerwen.
9) Første VM-finale, hvor ingen af spillerne nogensinde har mødt Phil Taylor
Dartsporten befinder sig for alvor i en brydningstid, og det kommer også til udtryk ved det forhold, at aftenens VM-finale vil være den første nogensinde, hvor ingen af de to finalister nogensinde har spillet en officiel kamp mod Phil Taylor.
Både Humphries og Littler har ved lejlighed spillet opvisningskampe mod den legendariske 16-dobbelte verdensmester, men de har altså aldrig mødt ‘The Power’ i officiel sammenhæng.
10) Kan slå seerrekord – igen
Da Luke Littler i går havde besejret Rob Cross i den første VM-semifinale, da skrev PDC-formanden Eddie Hearn på Twitter, at 2,3 millioner mennesker fulgte kampen foran TV’et. Den tidligere rekord lød på 1,65 millioner seere i VM-finalen mellem Phil Taylor og Gary Anderson i 2015. Det skal nu blive spændende at følge, om rekorden bliver slået igen i aften.
VM-finalen mellem Luke Humphries og Luke Littler kan følges live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport fra klokken 21.
Læs også:
Video: Se 14-årige Luke Littler lave en 9-darter
Steve Beaton gør klar til karrierestop
Top tre: De største stjerner der ikke er kvalificeret til PDC’s verdensmesterskab 2024
Be the first to comment