Luke Humphries var i en klasse for sig, da England søndag aften besejrede Østrig i finalen ved World Cup of Darts.
For første gang siden 2016 kan England kalde sig vindere af PDC’s landsholdsturnering World Cup of Darts. Det står klart, efter Luke Humphries og Michael Smith søndag aften besejrede Østrig, der var repræsenteret af Mensur Suljovic og Rowby-John Rodriguez, 10-6 i finalen i Frankfurt.
Det er første gang nogensinde, at England vinder turneringen uden Phil Taylor og Adrian Lewis på holdet. De to tidligere verdensmestre vandt således World Cup of Darts fire gange i perioden 2012-2016.
I finalen var det i særdeleshed Luke Humphries, der trak den største del af læsset. Med et individuelt finalegennemsnit på 113 og otte checkouts – heraf fire lukninger over 100 – var den regerende verdensmester således en monumental del af Englands finalesejr.
Overlegen fra start til slut
England var topseedet ved World Cup of Darts, og trådte på den baggrund først ind i turneringen efter gruppespillet. Her indledte verdensranglistens nummer et og tre deres triumftog med en 8-3 sejr over Frankrig i turneringens 1/8-finaler.
I kvartfinalen blev Nordirland besejret med cifrene 8-4, inden Skotland blev overvundet med samme cifre i semifinalen. I finalen noterede Luke Humphries og Michael Smith sig så for deres højeste gennemsnit i turneringen på 100,62.
Mensur Suljovic og Rowby-John Rodriguez var også i World Cup-finalen i 2021, hvor de dengang tabte til Skotland. Til trods for at Østrig nu står noteret for to finalenederlag ud af to mulige, så vil både Suljovic og Rodriguez kunne glæde sig over, at de nu er kvalificeret til Grand Slam of Darts til november.
Danmark sluttede som treer
For Danmarks vedkommende resulterede dette års World Cup-deltagelse i to gruppenederlag på 4-2 og 4-3 til henholdsvis Letland og Frankrig. Det skete med Benjamin Drue Reus og Claus Bendix Nielsen på holdkortet.
Oprindeligt var Vladimir Andersen kvalificeret til det danske landshold, men den tidligere Tour Card-indehaver er i skrivende stund suspenderet af PDC, og var derfor udelukket fra at kunne deltage. PDC har endnu ikke offentliggjort, hvad der ligger til grund for suspenderingen.
World Cup of Darts 2024 – afgørende resultater
Søndag 30. juni
Kvartfinaler
Østrig 8-7 Kroatien
Belgien 8-7 Italien
England 8-4 Nordirland
Skotland 8-7 Sverige
Semifinaler
Østrig 8-3 Belgien
England 8-4 Skotland
Be the first to comment