Den tidligere Europa Tour-vinder tørner lørdag ud i den løbende turnering i Dansk Dart Union – det sker i landets fjerde bedste række.
Når der klokken 11 lørdag formiddag sættes gang i Dansk Dart Unions løbende turnering, så vil der være et modstanderhold, der får sig en gevaldig overraskelse.
Således tørner den tidligere Europa Tour-vinder og ni-dobbelte VM-deltager Devon Petersen lørdag ud for en dansk klub – vel og mærke i den fjerde bedste række.
Dartnyheder.dk er bekendt med, hvilken klub der er tale om, men har til gengæld for oplysningerne forpligtet sig til at holde informationerne fortrolige indtil kampstart.
Det kan dog oplyses, at Devon Petersen udelukkende spiller formiddagskampen, og derfor ikke spiller den efterfølgende eftermiddagskamp klokken 16.
Den 38-årige sydafrikaner er fredag landet i Danmark, hvor han gennem hele dagen har været gæsteunderviser ved to landsholdssamlinger for de danske seniorlandshold. Herudover deltager han på søndag ved et bestyrelsesmøde i Dansk Dart Union, hvor han er inviteret til en dialog med det danske forbund om udviklingen af sporten i Danmark – i mellemtiden er der dog tilsyneladende blevet plads i kalenderen til en overraskende debut i den danske liga.
Læs også:
Stort dansk resultat: Tonni Sørensen vandt Swedish Masters
Devon Petersen vinder sin første PDC-titel
Video: Devon Petersen laver 9-darter ved Autumn Series
Be the first to comment