Han blev kaldt den næste Phil Taylor: Nu er stortalent tildelt otte års karantæne

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Getty Images

Leighton Bennett var 14 år, da han i 2019 vandt juniorrækken ved BDO’s verdensmesterskab.

I disse år peger de fleste i retning af en vis 17-årig englænder, når de skal forsøge at forudsige, hvem der vil sætte sig på dartsportens trone i fremtiden.

Og selvom Luke Littler da også er godt på vej til at nå toppen af tinderne, så er det ikke mange år siden, at opmærksomheden tilfaldt ‘The Nukes’ blot et år ældre landsmand, Leighton Bennett.

Som bare 13-årig viste Bennett flere gange prøver på sit exceptionelle talent – blandt andet ved at lave en 9-darter for rullende kameraer, eller da han snittede over 107 i en turneringssejr ved British Internationals. På den baggrund blev Leighton Bennett samme år tilbudt en opvisningskamp mod den netop pensionerede Phil Taylor, hvortil den purunge teenager undervejs havde legenden ude i torvene, inden han dog tabte 10-7.

Til trods for nederlaget var der udbredt enighed blandt eksperter om, at Leighton Bennett gik en storslået fremtid i møde, og at han uden tøven kunne omtales “den næste Phil Taylor“.

Herfra var Bennetts vej til verdenseliten dog ikke nær så ensrettet, som man først havde forudset. I de kommende år led englænderen et drastisk formdyk, og der var efterhånden ikke mange der troede på, at det tidligere stjerneskud ville finde vej til darthimlen.

Og så alligevel – for i januar i år tog en genfødt Leighton Bennett fusen på de fleste, da han, nærmest ud af det blå, sikrede sig et Tour Card ved PDC’s Q-School. Dermed var ‘Boom Boom’ nu at finde side om side med verdens bedste dartspillere på PDC’s Pro Tour, hvor han, uden at være spektakulær, i løbet af sæsonen leverede flere solide præstationer på Players Championship-touren.

Teenageren nåede dog kun at deltage ved de første 17 af sæsonens i alt 30 Players Championship-turneringer, før han i august blev suspenderet af PDC grundet mistanke om Bennetts rolle i en sag om matchfixing fra september 2023 i Modus Super Series. Her var der mistænkelig bettingaktivitet i fire af Bennetts kampe – herunder en kamp mod danske Benjamin Drue Reus.

I dag har DRA (Darts Regulation Authority, red.) så offentliggjort, at man har fundet Leighton Bennett skyldig i at medvirke til matchfixing i de pågældende kampe.

Straffen lyder på i alt syv år og seks måneders karantæne fra dartsporten, og er blevet yderligere forlænget med to gange seks måneder. I første omgang fordi Leighton Bennett ikke har været samarbejdsvillig med DRA under sagsforløbet, og i anden omgang fordi Bennett i sin tid har underskrevet en kontrakt med en ikke-registreret spilleragent. Den pågældende agent, Billy Warriner, er tildelt samme straf som Leighton Bennett, der foruden karantænen også lyder på en bøde på lige knap 73.000 danske kroner. Warriner er herudover tildelt yderligere to års karantæne for andre kritisable forhold.

Både Leighton Bennett og Billy Warriner har nu indtil den 14. december til at appellere dommen.

Det er langt fra første gang, at spillere bliver dømt skyldig i sager om matchfixing, efter at have deltaget i turneringer som Modus Super Series. Tidligere har det hollandske stortalent Wessel Nijman udstået en karantænedom, efter han blev kendt skyldig for sin medvirken i matchfixing. Herudover afsoner nordirske Kyle McKinstry netop nu en otte år lang karantænedom, mens Jack Main, Prakash Jiwa og Andy Jenkins i skrivende stund er suspenderet af DRA, eftersom de er under undersøgelse for deres rolle i lignende matchfixingsager.


Læs også:

Video: 13-årige Leighton Bennett laver en 9-darter

20-årigt stortalent tildelt fem års karantæne efter matchfixing

Phil Taylor håber på Grand Slam-wildcard til Leighton Bennett

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*