Andreas Hyllgaardhus bedst placerede dansker efter første turneringsweekend i PDC Nordic & Baltic

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Niels Hejnfelt Foto

Andreas Hyllgaardhus er den bedst placerede dansker på PDC Nordic & Baltic-ranglisten efter sæsonens to første Pro Tour-turneringer.

Med en semifinale lørdag og en placering blandt de sidste 16 søndag er Andreas Hyllgaardhus den bedst placerede dansker på PDC Nordic & Baltic-ranglisten efter sæsonens to første Pro Tour-turneringer.

Den 31-årige Potten-spiller indtager således femtepladsen på ranglisten efter weekendens turneringer, der blev afholdt lørdag og søndag i den lettiske hovedstad Riga.

Ranglisten toppes af den svenske Tour Card-indehaver Oskar Lukasiak, der vandt sæsonens første Pro Tour. Dermed har han fået en god start i jagten på en top to placering, der sikrer adgang til PDC’s verdensmesterskab. I alt afholdes der 12 Pro Tour-turneringer i løbet af sæsonen.

Den næstbedst placerede dansker er Michael Mogensen på 13. pladsen, mens Niels Heinsøe og Peter Jensen indtager henholdsvis 17.- og 18.-pladsen. Du kan se hele top 20 på PDC Nordic & Baltic-ranglisten efter weekendens turneringer her nedenfor.


Top 20 på PDC Nordic & Baltic-ranglisten efter sæsonens to første turneringer:

 

Foto: Dartsrankings.com

Trods højt niveau: Resultaterne udeblev for Simon Bak og Ivan Springborg Poulsen

I løbet af weekenden blev der også spillet tre kvalifikationsturneringer til PDC’s Europa Tour. Her lykkedes det litauiske Darius Labanauskas at vinde to styks, mens finske Marko Kantele vandt en enkelt.

I den sammenhæng var Ivan Springborg Poulsen to gange tæt på at stå i en kvalifikationsfinale, da han to gange spillede sig i en semifinale. Begge gange tabte han dog til Darius Labanauskas til trods for solide gennemsnit på 84,20 og 87,66.

Generelt viste Ivan Springborg et højt niveau gennem hele weekenden, hvilket i særdeleshed kom til udtryk i en Europa Tour-kvalifikationskamp mod landsmanden Peter Jensen, hvor Ivan Springborg leverede karrierens højeste dokumenterede gennemsnit ved en international turnering på intet mindre end 97,37. Alligevel fik Slangerup-profilen dog ikke tilført mere end 50 point til Pro Tour-ranglisten.

En lignende historie gjorde sig gældende for Simon Bak, der på tværs af alle weekendens turneringer leverede et samlet gennemsnit på hele 83,96 over syv kampe, hvilket var det ottendehøjeste af samtlige 82 deltagere. Alligevel må danmarksmesteren tage tomhændet hjem fra Riga.

Den danske Tour Card-indehaver Benjamin Drue Reus var ikke blandt de 14 danske deltagere på PDC Nordic & Baltic-touren denne weekend, da han i stedet har valgt at fokusere på PDC’s Pro Tour fra mandag til tirsdag.

Næste turneringsweekend i PDC Nordic & Baltic afholdes fra den 28.-30. marts i Sverige.

Samtlige resultater fra sæsonens første turneringsweekend i PDC Nordic & Baltic kan findes på DartConnect.


Læs også:

I dag begynder en ny sæson i PDC Nordic & Baltic – 14 danskere er tilmeldt

Danske August Villumsen vandt U14-rækken ved Dutch Open

Her er de kvalificerede spillere til Dansk Dart Superliga 2025

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*