Mads Magnussen: Giv mig pigerne tilbage!

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

PDC valgte op til denne weekend at droppe de såkaldte walk-on girls. Jeg er ikke tilfreds.

Det har skabt en del debat henover weekenden, efter at PDC offentliggjorde valget om at droppe walk-on girls.

Personligt må jeg sige, at jeg finder det dybt latterligt.

Selvfølgelig går jeg ind for ligestilling, selvom det er et relativt begreb og jeg går ind for, at kvinder ikke skal føle sig undertrykt. Men den her såkaldte “kvindekamp” er simpelthen gået for vidt. Det var som om at kampen skulle fra A til B, men den valgte bare at suse videre til Å med 140 kilometer i timen.

Walk on girls har været en del af dartsporten i over ti år og har længe været anset som en del af hele showet, hvorfor skal man nu ændre sådan en tradition og samtidig gøre flere kvinder arbejdsløse? Kvinderne har jo selv valgt at have dette arbejde, da det jo nok er noget de kan lide. De fleste af dem er modeller, så de lever jo af deres udseende, hvorfor må de så ikke gøre det som walk on girls? De lever af at være blikfang og de blev i denne sammenhæng brugt som et ekstra blikfang.

Når du går ind på Red Dragon Darts, en walisisk pendant til Søgaard Dart, og finder deres online-katalog, så ser du hurtigt den storbarmede Melissa Debling stå og være blikfang. Det er ikke nyt det her. Hvorfor skal det være så forkert at disse kvinder vælger at leve af noget de er gode til? Jeg er god til at være social og god til at skrive og derfor vil jeg gerne være journalist, min ven Morten er god med tal og computersystemer, så derfor vil han arbejde med den slags i fremtiden. Hvorfor er det så forkert at disse kvinder er gode til at bruge deres udseende og derfor gerne vil leve af det? Vi bruger jo bare alle det vi er gode til og som vi godt kan lide. Det gør dem jo ikke undertrykte.

Bare fordi jeg ser en flot kvinde følge en dartspiller til scenen og nok endda tænker: “Hun ser da godt ud” betyder det jo ikke, at jeg bare ser hende som et objekt. Jeg er da fuldt ud bevidst om, at hun er en kvinde med tanker og følelser. Jeg ser jo heller ikke på min kæreste og tænker: “Du er kun til for at jeg skal have sex og kunne give mine gener videre.” Jeg, lige så vel som de fleste mænd, ved da godt at kvinder er ligeværdige med os mænd. De kvinder der påstår andet, burde begynde at få deres hoveder ind i det 21. århundrede.

Jeg er da godt klar over, at der stadig er mænd som tænker som en neandertaler, men der vil jo altid være dårlige eksempler. Det er jo også de dårlige eksempler der får folk til at tro, at alle indvandrere er terrorister eller kriminelle, men det gør det jo ikke til sandheden.

Hvorfor skal mindretallet, for det mener jeg denne feministiske kamp er, bestemme? Der er jo også folk der anbefaler, at man ikke skal smide billeder af sine børn på Facebook, fordi der nok sidder en pædofil og følger med. Og det har de da garanteret ret i, men det betyder jo ikke at vi gør det til en lov. Her lader man det være op til hver enkelt person at vurdere, om de vil tage denne chance med billeder af deres børn, for vi kan jo ikke bare lave en lov fordi et fåtal har en bestemt mening.

Daniella Allfree, kvinden som eskorterede Phil Taylor op til sin sidste kamp tweetede efter afgørelsen: “Had the best 6 years working for @officialPDC. Loved every minute of being a walk on girl and will miss the darts family so much.” Hvorfor skal hendes fantastiske arbejde tages fra hende fordi der er nogle andre, som åbenbart mener hun bliver brugt som et objekt? Hvorfor kan hun ikke få lov at have det arbejde indtil den dag hun ikke gider mere? For så kan hun jo sige op og begynde at lave noget andet.

Kvinderne har jo selv valgt at være der, de er jo ikke tvunget til det. De har selv valgt arbejdet, så hvorfor skal nogle snæversynet mennesker ødelægge det for dem? Havde kvinderne været tvunget til det, så var sagen jo straks en helt anden. I cykelsporten, hvor kyssepiger anses som en ganske ærefuld tjans, så vi tidligere eksemplet med Peter Sagan, hvor han nev en af pigerne i bagenden. Dette er selvfølgelig ikke i orden og det udtalte kyssepigen også. Numse-niveriet var nok bare en sjov gestus, men selvfølgelig var det en krænkende handling, som ikke var en del af kyssepigens jobbeskrivelse.

Men det er jo ikke det PDC’s walk on girls er blevet udsat for. Som Daniella Allfree skriver, så er de alle en stor familie. Raymond van Barneveld har også tweetet: ” I will really miss the girls !! For me they are a part of the darts.” Og det er da ikke fordi han vil rende rundt og nappe dem i numserne og udsætte dem for sexchikane, det er da fordi de er en del af dartsporten.

Det kan godt være det hele fremstår en smule rodet, men det er simpelthen fordi jeg er så arrig over denne beslutning, som kommer på baggrund af, at verden skal være så forfærdelig politisk korrekt.

Så kort og godt kommer jeg altså frem til dette budskab: Lad vær med at være så snæversynet, lad kvinderne få det job tilbage som de i så mange år har nydt. Hvis du mener kvinderne bliver undertrykt og objektinficeret, så kig væk mens de går op på scenen.

Denne artikel består udelukkende af Mads Magnussens mening. De skrevne holdninger deles ikke nødvendigvis af resten af redaktionen.

1 Comment

  1. Er der nogen af de der har truffet beslutningen, der på noget tidspunkt har udtalt at de er droppet fordi folk synes det er nedværdigende eller diskriminerende eller noget andet?

    Efter min opfattelse er beslutningen ganske enkelt truffet fordi man efterhånden finder disse walk-on-piger overflødige – en betragtning jeg personligt er helt enig i.

    Jeg har intet imod pigerne, og de har da uden tvivl været glade for deres arbejde, men igen – al den snak om at man “tager arbejdet fra dem” og at de er blevet “banned” (som overskriften var i et engelsk tv-program om emnet) viser jo bare at folk ikke aner hvad de snakker om. Som det sker på så mange andre arbejdspladser har man ikke haft brug for dem længere, og de er derfor blevet fritstillet. Det er jo ikke en ret at beholde sit job for evigt.

    (I øvrigt meget fint opsummeret af Dan Dawson også i dette tweet og den efterfølgende tråd: https://twitter.com/DanDartsDawson/status/957956047561482240)

    Hvis man følger med på Twitter er der i overflod af harme mennesker, der tilkendegiver at de egentlig kun så dart for at følge walk-on-pigerne, og at de nu “aldrig vil se dart igen” eller “opsige deres abonnement”,
    og efter min mening så er det jo perfekt – så bliver der mere plads til dem der rent faktisk er interesseret i dart.

    Mere fokus på dartsporten – mindre fokus på show og cirkus!

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*