Morten Toft Sørensen stopper som udviklingskonsulent i Dansk Dart Union

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

Morten Toft Sørensen har sidste arbejdsdag i Dansk Dart Union d. 28. februar.

Efter tre år på posten som udviklingskonsulent i Dansk Dart Union stopper Morten Toft Sørensen i sit nuværende arbejde pr. 28. februar. Morten Toft har efter eget udsagn fået et jobtilbud, som han ikke har kunnet sige nej til. Det skriver Morten Toft på Dansk Dart Unions hjemmeside.

Formand i Dansk Dart Union, Henrik Vestbo, har tidligere erklæret sin hengivenhed overfor sin nu snart tidligere udviklingskonsulent. Bl.a. da han for et år siden udtalte nedenstående i et interview på Dansk Dart Unions hjemmeside, i anledning af Mortens Toft to års jubilæum i DDU.

– “Morten er jo bare helt vildt ihærdig i alt hvad han foretager sig, hvad end det er i fritiden eller i arbejdstiden. Et godt eksempel er dengang vi i første omgang snakkede med Morten om en eventuel ansættelse, hvor vi hurtigt så en problematik i, at vi ville få nogle kørselsudgifter, da han på daværende tidspunkt boede i Aarhus, og meget af arbejdet jo foregår i Brøndby. Men da var han iskold, og sagde, med største selvfølgelighed, at han da bare flyttede til København så. Og dét førstehåndindtryk har egentlig holdt ved lige siden. Morten er kort fortalt bare vildt engageret og energisk i alt hvad han foretager sig. Men også i privat forstand er han jo bare en god og rar fyr, som de færreste kan sige et ondt ord om. Vi hører jo også kun gode historier ovre fra Danmarks Idrætsforbund, hvor de også er imponerede over Morten, både i arbejdsmæssig og privat forstand. Man kan sige, at hvis jeg fik at vide, at jeg skulle pege på en jeg skulle ansætte i stedet for Morten, så ville jeg til enhver tid bare pege over på Morten igen – jeg er virkelig imponeret over Morten, og han har aldrig skuffet mig.”

Morten Toft Sørensen efterlader nu et hul i Dansk Dart Union, som bestyrelsen skal forsøge at udfylde. Hvem end en eventuel ny udviklingskonsulent bliver, så vil det være store sko der skal udfyldes. I Morten Tofts tid i Dansk Dart Union er der blevet etableret mere end 40 nye dartklubber og medlemstallet har været stigende alle tre år.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*