Nicolai Rasmussen vil være professionel

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Nicolai Rasmussen (tv.) vil i samarbejde med Brian Olsen (th.) jagte drømmen om at blive professionel.

Nicolai Rasmussen er et af de største darttalenter i Danmark og derfor jagter han nu drømmen.

For lige knap en måned siden offentliggjorde Nicolai Rasmussen, i samarbejde med Brian Olsen, at et nyt dansk dartprojekt var sat igang. Målet er at Nicolai skal være professionel. Dartnyheder har taget en snak med den unge aarhusianer.

Det hele startede i Rosenhøj

For Nicolai startede dartkarrieren for lige knap ni år siden. Nicolai havde fået darten ind med modermælken og derfor var det meget naturligt, at han hurtigt faldt for sporten.

– Min mor har spillet i al den tid jeg kan huske og min far har spillet før vi (Nicolai og hans storebror) blev født. Så vi kom selvfølgelig med i klubben på klubaftener og den slags. Så prøvede vi at spille og så hang det ved.

I Rosenhøj gik Mikael Merlit ind og begyndte at træne de unge juniorer i klubben. En træning som virkelig fik sat gang i Nicolais evner med de tre pile.

– Jeg hoppede med på træningen og blev fanget af det. Så jeg begyndte at træne helt vildt. Jeg har aldrig haft noget talent, det har jeg trænet mig op til. Jo mere jeg trænede, jo bedre blev jeg. Det kunne jeg godt se, men jeg kunne ikke rigtig se noget talent inden jeg begyndte at gøre noget ud af min træning.

Skiftede til Randers Dart Klub

For lige knap to år siden valgte Nicolai at rykke fra Rosenhøj til Randers Dart Klub.

– Rosenhøj var en rigtig god klub at være junior i, de gjorde rigtig meget for deres juniorer, men de havde ikke nogen hold, som lå særlig højt oppe i divisionerne. Så hvis jeg skulle højere op, som jeg havde brug for, for at udvikle mig bedst muligt, så skulle jeg til en anden klub. På det tidspunkt havde Randers et 1. Divisionshold og da det lå tæt på, og min bror samtidig spillede der, så kunne jeg lige så god rykke til Randers og se hvad det kunne blive til.

Efter Nicolais skifte skulle det desværre gå sådan, at Randers’ førstehold er rykket ned i 3. Division. Derfor kan Nicolai godt forstå, at folk stiller spørgsmålstegn ved, at det lige netop er ham, som er et godt bud på en professionel dansk dartspiller.

– Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at folk stiller spørgsmålstegn ved det. Men jeg har jo heller ikke sagt, at jeg er professionel nu, jeg har sagt at jeg gerne vil være det. Jeg ved skam godt, at mit niveau ikke er hvor det skal være for at blive professionel. Jeg føler det er på vej og jeg ved at jeg ligger blandt toppen af de danske spillere. Men at gå fra, hvor jeg er nu og så til at blive professionel, det tager lang tid og jeg kommer til at bruge rigtig meget tid på det.

Projektet startede lidt ved et tilfælde

Brian Olsen spiller til daglig i Dronningborg Dart Klub. En aften var han så ude for at spille mod Randers og her opdagede han Nicolai.

– Jeg stod og trænede på en bane ved siden af og så trak han mig til siden på et tidspunkt og sagde, at han godt kunne se, at jeg kunne noget med de pile og så præsenterede han sig selv. Han har før arbejdet sammen med andre sportsudøvere og hjulpet dem med at finde sponsorer. Så han ville gerne hjælpe mig med at finde nogle sponsorer, så jeg kunne komme ud og spiller noget dart.

Nicolai og Brian blev derfor hurtigt enige om at starte et samarbejde.

Lige pt. har Nicolai et sabbatår efter sin afsluttede gymnasieuddannelse, hvor han er pakkepost for Post Nord, for at tjene til føden. Planerne om en videregående uddannelse er dog sat lidt på standby lige nu.

– Hvis det lykkedes os at finde sponsorer nok, som gør at jeg både kan finansiere mit dart og samtidig have lidt penge til mig selv, så går jeg fuldt efter dart. Så tager jeg i hvert fald et år mere og ser hvad det kan blive til.

Nicolai skal ud på PDC-scenen

Udover de to til tre timers træning hver dag, så har Nicolai også planer om, at han skal deltage i så mange turneringer som muligt på PDC’s Development Tour og PDC Nordic and Baltics turneringer.

– Jeg går all-in på dem (Development og Nordic) frem for alt mulig andet. Så dropper jeg hellere et dansk stævne, for at komme til et PDC-stævne.

Af forskellige grunde kommer Nicolai dog desværre ikke til Development Tour i denne weekend, men der er ingen tvivl om, at Nicolai vil det her og har store ambitioner, så fra denne pen skal lyde et stort held og lykke med fremtiden.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*