Michael van Gerwen suveræn vinder af European Darts Grand Prix

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Michael van Gerwen kunne i går fejre karrierens anden titel ved European Darts Grand Prix.

Med et helt utroligt turneringsgennemsnit på intet mindre end 107,58 sikrede Michael van Gerwen sig søndag aften sæsonens tredje Europa Tour titel, da han i finalen ved European Darts Grand Prix besejrede James Wade 8-3.

Vejen til den samlede sejr var brolagt med den ene utrolige præstation efter den anden. Hollænderens indledende kamp ved turneringen blev markeret med en 6-2 sejr over Alan Tabern, hvorefter Darren Webster ganske vist var tæt på at skabe overraskelsen, men måtte tage til takke med et 6-5 nederlag. I kvartfinalen blev Dave Chisnall så besejret 6-4, inden Michael Smith blev ydmyget med 7-0 i semifinalen. I finalen bed James Wade godt fra sig i opgørets indledning, men fra stillingen 4-3 trådte den hollandske verdensetter speederen i bund, hvor han i sidste ende lukkede opgøret på double 16 til slutresultatet 8-3.

Umiddelbart efter sejren udtalte Michael van Gerwen til PDC, at weekendens European Darts Grand Prix muligvis var karrierens mest velspillede turnering. Med gennemsnit på henholdsvis 103,04, 104,80, 109,54, 109,59 og 110,87 er der da heller ikke noget at sige til, at den nu 23-dobbelte Europa Tour vinder var godt tilfreds med sejren.

På trods af finalenederlaget kunne James Wade ligeledes være weekendens præstation bekendt. Det er første gang siden 15. maj 2016, at ‘The Machine’ har spillet sig i en finale på Europa Touren. Weekendens finale var således den fjerde Europa Tour finale i karrieren for den 35-årige englænder, som indtil nu er noteret for to Europa Tour titler på CV’et.

Succes kunne omvendt ikke tilskrives verdensranglistens nummer to og tre, Peter Wright og Rob Cross. Begge spillere tabte således blandt de sidste 16 til henholdsvis Danny Noppert og James Wade. Selvom resultaterne ikke gik Premier League-spillernes vej, kan de imidlertid trøste sig ved, at selve niveauet i de tabte kampe må betragtes som godkendt, med gennemsnit på 103,49 og 98,50.

Alle søndagens resultater kan ses her nedenfor.

Sidste 16
Michael Van Gerwen 6-5 Darren Webster
Dave Chisnall 6-5 Ian White
Jamie Lewis 6-5 Paul Nicholson
Michael Smith 6-3 Jermaine Wattimena
Peter Wright 5-6 Danny Noppert
Joe Cullen 6-3 Kyle Anderson
Mensur Suljovic 4-6 Simon Whitlock
Rob Cross 5-6 James Wade

Kvartfinaler
Michael Van Gerwen 6-4 Dave Chisnall
Jamie Lewis 2-6 Michael Smith
Danny Noppert 6-5 Joe Cullen
Simon Whitlock 3-6 James Wade

Semifinaler
Michael Van Gerwen 7-0 Michael Smith
Danny Noppert 3-7 James Wade

Finale
Michael Van Gerwen 8-3 James Wade

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*