Dansk nedtur på førstedagen ved Nordic Cup

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

Den resultatmæssige nedtur fra seneste VM fortsatte for de danske seniorlandshold på åbningsdagen ved Nordic Cup 2018.

Den første dag ved Nordic Cup (de nordiske mesterskaber) blev desværre uden de store højdepunkter for de danske landshold. Dermed fortsætter nedturen fra sidste års VM.

Traditionen tro stillede det danske herrelandshold med både et A- og et B-landshold ved torsdagens gruppekampe i holdturneringen. Særligt A-holdet (Mogens Christensen, Nicolai Olsen, Brian C. Christiansen og Alex Jensen) skuffede fælt, idet alle fem gruppekampe endte med nederlag – heriblandt et 6-9 nederlag til Islands A-landshold og en samlet legscore på 19-36 efter gruppespillet. Med til historien hører sig, at Island blot har i omegnen af 170 licensberettigede dartspillere, alt imens Danmark ligger på den gode side af 3000.

En anelse bedre gik det for det danske B-landshold (Lars Helsinghof, Tonny Madsen, Frank Andreasen og Daniel Jensen), som med sejre over Island B på 9-3 og Norge A med 9-8 sikrede sig en fjerdeplads i puljen, hvilket betyder at B-landsholdet kan se frem til et møde med Norge B i fredagens kvartfinale.

I forbindelse med de danske herrelandshold er det interessant, at den danske herrelandstræner – set udefra – umiddelbart har efterstræbt at lave to lige gode hold, fremfor at sætte de fire stærkeste på et A-hold og de fire formodede svageste på B-holdet. I bagklogskabens klare lys, kan man stille spørgsmålstegn ved, om det var den rette strategi. Det betød nemlig, at vores ene landshold ikke gik videre fra puljen, mens det andet blot gik videre på en fjerdeplads, hvilket er ensbetydende med, at man skal møde vinderen fra den anden gruppe.

Det danske damelandshold bestående af de erfarne landsholdsprofiler Henriette Honoré og Janni Larsen samt debutanterne Trine Byø og Sandra Rasmussen, endte som treer i puljen, efter sejre over Island (9-2) og Sverige (9-5) efterfulgt af nederlag til Finland (7-9) og Norge (2-9) – Nu venter puljens nummer to, Norge, i semifinalen, hvor danskerne vil gøre sig forhåbninger om revanche efter gruppe-nederlaget.

I herrernes singlerække blev det allerede i prelim-kampene til nederlag for Lars Helsinghof, Frank Andreasen og Nicolai Olesen. Mogens ”Turbo” Christensen spillede sig som den eneste dansker fra prelim-kampene videre til første runde efter en 4-1 sejr over islandske Halgrimur Efilsson. Dermed var fem danske herrespillere spillere klar til første runde, med 32 spillere tilbage i turneringen. Her måtte både Mogens Christensen og Tonny Madsen imidlertid kapitulere, som resultat af nederlag på 4-2 og 4-0 til henholdsvis norske Andreas Rokstad og svenske Andreas Harryson.

Videre til anden runde kom til gengæld Alex Jensen, Brian C. Christiansen og Daniel Jensen. Her lød endestationen dog for både Alex Jensen og Brian C. Christiansen, som tabte henholdsvis 4-0 til norske Henrik Halsvik og 4-2 til finske Heikki Hyvönen. Anderledes positivt gik det for 22-årige Daniel Jensen som besejrede islandske Thorgeir Gudmunsson med cifrene 4-3, og dermed som eneste dansker var klar til kvartfinalen. Kvartfinalen blev imidlertid sidste kamp for seniorlandsholds-debutanten, som blandt de sidste otte tabte 1-4 til finske Petri Rasmus.

Hos damerne løb debutanten Trine Byø i prelim-runden ind i et nederlag til rutinerede Kaisu Reikonen fra Finland. Med tre spillere tilbage i første runde (sidste 16) blev det efterfølgende til nederlag for sølvvinderen fra 2012, Janni Larsen, mens både debutanten Sandra Rasmussen og Henriette Honoré var klar til kvartfinalerne. Her endte de danske medaljedrømme i singlerækkerne dog brat, idet Henriette Honoré led et knebent 4-3 nederlag til Rachna David mens Sandra Rasmussen tabte 4-2 til svenske Maud Jansson.

Havde du forventet bedre resultater af de danske landshold på førstedagen ved Nordic Cup?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*