Den sidste dag af den første Europa Tour-turnering i Skandinavien er over os, og hvilken dag vi har i vente.
Peter Wright fik en nem sejr mod Barry Lynn i går, men på trods af en akilles-skade må man formode at Gerwyn Price yder væsentligt mere modstand i eftermiddagens første opgør. Mensur Suljovic havde heller ikke de store problemer med at spille sig videre mod Ryan Joyce, mens dagens modstander Darren Webster overlevede en hæsblæsende start af Cristo Reyes og måtte ud i et afgørende leg for at tage sejren; en jævnbyrdig kamp nr. 2, hvor østrigeren dog trods alt må have favoritværdigheden.
Joe Cullen stod for lørdagens bedste præstation med et gennemsnit på 105,99 mod Madars Razma, og mon ikke han skal hive en lignende præstation op af hatten for at komme videre fra dagens 3. runde-kamp mod James Wade, som efterhånden har et ry for på en eller anden måde at vinde sine kampe på trods af spil på det jævne – en term som er døbt ‘Wading‘.
Eftermiddagens fjerde kamp byder på to tidligere verdensmestre (i hver deres forbund) i Adrian Lewis og Stephen Bunting, uden at nogen af dem endnu har vist det blændende spil vi ved de er i stand til. Herefter er det den nuværende PDC-verdensmesters tur, idet Rob Cross tager imod Mervyn King.
“Rapid” Ricky Evans stod efter undertegnedes mening for gårsdagens største overraskelse med sejren over Daryl Gurney, og belønningen for den indsats er en kamp mod Simon Whitlock i 3. runde, inden dagen byder på lidt PDC Nordic & Baltic-deltagelse, når Darius Labanauskas tager imod Per Laursens overmand, Steve West. Bestemt ikke en uoverkommelig opgave for litaueren, som forhåbentlig kan regne med lidt støtte fra publikum i Brøndby-hallen.
Eftermiddagen slutter af med den suveræne verdensetter og storfavorit til at tage sin 26. Europa Tour-titel – der er naturligvis tale om “Mighty” Michael van Gerwen, som dog leverede et uvant lavt gennemsnit på 91,3 i lørdagens sejr over Scott Taylor. Formodentlig viser han lidt mere af klassen her i de afgørende stadier af turneringen, hvor han i første omgang står overfor nordirske Brendan Dolan.
Hele dagens program kan ses nedenfor – til og med kvartfinalerne spilles der bedst af 11 legs, mens det i semifinalerne hedder bedst af 13 og i finalen bedst af 15 legs. Alle kampe kan streames live på pdc.tv.
Søndag den 24. juni
Eftermiddagssession (kl. 13:00)
Peter Wright v Gerwyn Price
Mensur Suljovic v Darren Webster
Joe Cullen v James Wade
Adrian Lewis v Stephen Bunting
Rob Cross v Mervyn King
Ricky Evans v Simon Whitlock
Darius Labanauskas v Steve West
Michael van Gerwen v Brendan Dolan
Aftenssession (kl. 19:15)
Kvartfinaler
Semifinaler
Finale
hejsa hva hedder ham i jakkesæt der står ved dart tavlen og siger score ??
fik han autograf i går man mangler navn
Der er flere forskellige dommere – til denne turnering er det vist enten Kirk Bevins eller George Noble der har styret løjerne. Ved dog ikke lige om de har haft jakkesæt på, så hvis du mener MC’en (ham der introducerer spillerne), så er det John McDonald.