Sensationelt nederlag til Michael van Gerwen i 3. runde ved Danish Darts Open

Tekst: Martin Hawkins

Michael van Gerwen tabte i dag for blot anden gang i sæsonen på PDC’s Europa Tour.

Peter Wright spillede sig frem til turneringens sidste dag med en sejr på 6-1 over Barry Lynn, og resultatet gentog sig i eftermiddagens første kamp mod Gerwyn Price, som ikke kunne yde nævneværdig modstand mod den 3. seedede skotte. Anderledes jævnbyrdigt var det mellem Mensur Suljovic og Darren Webster, og samtidig fik kvaliteten også lige et nøk opad, da hvert af de første 4 legs blev vundet i 14 pile eller færre. Darren Webster havde det højeste gennemsnit (101,17 mod Suljovic’ 98,92), men slog ikke til på de rigtige tidspunkter, og så kunne østrigeren spille sig videre til en kvartfinale mod Peter Wright med en 15-darter i afgørende leg.

Joe Cullen leverede en aldeles fremragende indsats i sejren mod Madars Razma, og det var nok også for meget forlangt at skulle leve op til samme niveau igen mod James Wade.  Ikke desto mindre var det en yderst solid indsats fra Cullen, som efter at have været bagud 2-4 nappede 4 legs i træk og spillede sig videre til den sidste session med en sejr på 6-4 og et gennemsnit lige omkring de 100. Adrian Lewis jagter sin 2. Europa Tour-finale i træk efter at have tabt den seneste mod Michael van Gerwen på Gibraltar for to uger siden, og med en sejr på 6-4 over Stephen Bunting i en velspillet, tæt affære, er han nu endnu et skridt nærmere det mål. Adrian Lewis har vundet over engelske landsmænd i de første tre kampe i turneringen, og i kvartfinalen møder han minsandten endnu en i form af Joe Cullen.

For anden gang på to dage viste det sig at bull-up’en inden kampen skulle blive afgørende, da de første 10 legs i kampen mellem verdensmesteren Rob Cross og Mervyn King alle gik med udlægget. I en kamp hvor begge spillere endte med et gennemsnit på 98+, var det King der havde fordelen af udlæg i sidste leg, som blev vundet med en solid 15-darter. Ricky Evans er en fantastisk spiller at se på, når hans vanvittigt hurtige spillestil kører for ham – det gjorde det i går, og det gjorde det til dels også i dag; Simon Whitlock havde bare lige et ekstra gear og satte bl.a. 7 perfekte pile i 7. leg. Han måtte nøjes med en 11-darter, men det rakte dog til en sejr på 6-5 og en plads i kvartfinalen.

Darius Labanauskas fik en fornem start på opgøret mod Steve West, da han brød de to første af Wests udlæg og holdt sit eget, for dermed at føre 3-0. Lige så hurtigt gik det dog nedad igen, da de næste fire legs gik Steve Wests vej, inden Labanauskas fik holdt sit eget udlæg og udlignet til 4-4. Herefter var det praktisk talt bedst af 3 legs, desværre for litaueren med West der havde udlægget i det sidste leg. Med Labanauskas ventende på 40 efter 12 pile, lukkede West sikkert 86 og tog sejren på 6-5 – dermed er det desværre slut med PDCNB-deltagelse i denne turnering, men en ganske fornuftig præstation af Darius Labanauskas gennem hele weekenden.

Eftermiddagen blev rundet af med titelfavoritten Michael van Gerwen mod Brendan Dolan, hvor sidstnævnte helt utroligt formåede at bringe sig foran med 3-1 på trods af et gennemsnit på under 80. Van Gerwen spillede med blot 91 i snit i går, og på trods af en 10-darter i leg nr. 2, gik det ikke meget bedre i eftermiddag. Ved stillingen 3-5 lukkede verdensetteren 70 på sidste pil med Dolan ventende på 40, og så troede alle nok han ville køre den hjem – sådan skulle det dog ikke gå, for med en fantastisk 11-darter brød Dolan udlægget og fuldendte den største sensation i denne turnering.

Peter Wright 6-1 Gerwyn Price
Mensur Suljovic 6-5 Darren Webster
Joe Cullen 6-4 James Wade
Adrian Lewis 6-4 Stephen Bunting
Rob Cross 5-6 Mervyn King
Ricky Evans 5-6 Simon Whitlock
Darius Labanauskas 5-6 Steve West
Michael van Gerwen 4-6 Brendan Dolan

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*