Gary Anderson vinder US Darts Masters 2018

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gary Anderson måtte overleve en enkelt matchpil på vej til triumfen ved US Darts Masters 2018.

Efter en måneds pause fra turneringsdart kunne 47-årige Gary Anderson i nat lade sig hylde som vinder af US Darts Masters 2018. Titlen er Gary Andersons sjette World Series titel i karrieren, kun overgået af Phil Taylor (8) og Michael van Gerwen (11).

Ser man bort fra Gary Andersons knebene 8-7 sejr i semifinalen over James Wade, så var ‘The Flying Scotsman’ i det hele taget den altdominerende skikkelse ved historiens anden udgave af Las Vegas-turneringen. Særligt Gary Andersons 6-1 sejr over DJ Sayre i turneringens indledende runde, med et dertilhørende gennemsnit på 112,63, vidnede om, at den dobbelte verdensmester ikke havde glemt hvordan pilene skulle kastes, på trods af ikke at have deltaget i en turnering siden World Cup of Darts tilbage i begyndelsen af juni måned.

Den efterfølgende kvartfinale resulterede i en 8-5 sejr over Dawson Murschell. Den 22-årige canadier var med sin sejr over Gerwyn Price den eneste af de amerikanske/canadiske kvalifikationsspillere som havde spillet sig videre til turneringens anden runde.

Dermed var Gary Anderson klar til semifinalen ved US Darts Masters. Her måtte han overleve en enkelt matchpil fra en yderst formstærk James Wade, som forinden semifinalen havde besejret Michael van Gerwen med intet mindre end 8-3 i den foregående kvartfinale.

Finalen skulle herefter afgøres mellem Gary Anderson og Rob Cross – en finale som endte med slutresultatet 8-4 til skotten, som dermed sikrede sig titlen ved årets andet World Series-event, efter at Mensur Suljovic tog titlen ved German Masters. Der resterer nu fire øvrige World Series-turneringer for sæsonen, inden World Series Finals afholdes den 2.-4. november.

William Hill US Darts Masters 2018
Fredag 6. juli
Første runde
Michael Smith 6-1 David Cameron
James Wade 6-5 Danny Lauby
Rob Cross 6-1 Ross Snook
Dawson Murschell 6-2 Gerwyn Price
Gary Anderson 6-1 DJ Sayre
Michael van Gerwen 6-0 Jeff Smith
Peter Wright 6-4 Joseph Huffman
Daryl Gurney 6-2 John Norman Jnr
All games best of 11 legs

Lørdag 7. juli
Kvartfinaler
Rob Cross 8-6 Michael Smith
Peter Wright 8-6 Daryl Gurney
Gary Anderson 8-5 Dawson Murschell
James Wade 8-3 Michael van Gerwen

Semifinaler
Rob Cross 8-3 Peter Wright
Gary Anderson 8-7 James Wade

Finale
Gary Anderson 8-4 Rob Cross

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*