Lars Helsinghof forud for EM: Formen er god

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

Lars Helsinghof er blandt de i alt otte danske dartspillere, der de kommende dage deltager ved WDF’s europamesterskab.

Søndag rejste det danske herre- og damelandshold til Ungarn, hvor de den 25.-28. september deltager ved WDF’s europamesterskab.

Målsætningerne for det danske herrelandshold lyder i år på en samlet placering blandt de 9-16 bedste nationer, foruden en kvartfinale i mindst en af de tre discipliner: Single, double og holdkamp. For damelandsholdets vedkommende er målsætningerne stort set de samme, bortset fra at man samlet ønsker en placering blandt de 10 bedste nationer. I alt deltager 38 herrelandshold og 34 damelandshold.

Frem mod dette års europamesterskab er der kommet nyt blod til landsholdet, idet Daniel Jensen og Nicolai Olsen hver i sær får deres debut på herrernes A-landshold mens Sandra Rasmussen ligeledes får debut på damernes EM-landshold, efter at de alle tre deltog på Nordic Cup-landsholdet tilbage i maj.

En af de mere rutinerede landsholdsspillere der i år repræsenterer Danmark ved WDF’s 21. afholdelse af europamesterskabet er 48-årige Lars Helsinghof fra Potten Dartklub, som i år kan trække i landsholdsskjorten for ottende gang i karrieren. I den forbindelse er den dobbelte jysk-fynske mester fortrøstningsfuld omkring landsholdets og sin egen formkurve.

– Formen er god. Jeg kan selvfølgelig kun tale på egne vegne, men jeg har valgt at forberede mig en smule anderledes frem mod EM i år, og det føler jeg har været rigtig godt. Jeg er fortrøstningfuld, udtaler Lars Helsinghof, som i år danner doublepar med Mogens Christensen.

– Det er svært at kommentere på målsætningerne, for de blev jo offentliggjort før lodtrækningen.

– Jeg synes dog, at lodtrækningen er udemærket. Vi har ganske vist nogle hårde lodtrækninger i single-rækkerne, til gengæld har vi fået en fornuftig lodtrækning i holdkampen, hvor der trods alt er flest point at hente, fortæller Lars Helsinghof.

Mens EM i morgen bliver indledt med åbningsceremoni, så skal de første afgørende pile kastes på onsdag, hvor både herre- og damelandsholdet indleder turneringen med at skulle forsvare de rød/hvide farver i holdkampen. Lodtrækningerne de danske landshold og spilletidspunkter kan ses på WDF’s hjemmeside.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*