Optakt: Lørdagens kampe ved World Series of Darts Finals

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Jamie Lewis var i forrygende form, da han i går besejrede Dimitri van den Bergh i første runde ved World Series of Darts Finals.

Med første runde afviklet ved World Series of Darts Finals, kan tilskuerne i Wien i aften se frem til, at de otte seedede spillere indtræder i turneringen, hvor de møder vinderne af kampene fra fredagens indledende runder.

Resultater fra første runde
Raymond Smith 6-3 Keegan Brown
Damon Heta 6-5 Maik Langendorf
Kyle Anderson 6-4 Ian White
Dave Chisnall 6-1 Max Hopp
Jamie Lewis 6-2 Dimitri Van den Bergh
Gerwyn Price 6-1 Royden Lam
Daryl Gurney 6-0 Steve Beaton
James Wade 6-3 Ross Smith

Til trods for at den absolutte verdenstop ikke optrådte på scenen i går aftes, så var der dog rigeligt at lade sig begejstre over. Mens Kyle Anderson brillerede i sin 6-4 sejr over Ian White, så var også Dave Chisnall og Daryl Gurney deres és, alle med gennemsnit på henholdsvis 101,35, 102,91 og 102,48.

Til trods for de imponerende sejre, blegnede de dog ved siden af december/januars VM-semifinalist, Jamie Lewis, der i sin 6-2 sejr over Dimitri van den Bergh leverede et forrygende gennemsnit på intet mindre end 109,82, hvilket er det højeste TV-gennemsnit af en waliser siden 2011, hvor Mark Webster spillede med 110,19 i snit i en Premier League sejr over Adrian Lewis.

Også Raymond Smith, Damon Heta, Gerwyn Price og James Wade er imidlertid klar til anden runde, efter hver i sær at have spillet sig videre, uden for alvor at imponere i deres respektive sejre.

Hvor vidt det vil kunne lade sig gøre, at spille sig videre til kvartfinalerne uden at imponere i aften, virker på forhånd svært at forestille sig. Men Damon Heta har fået den utaknemmelige opgave at skulle møde den tre-dobbelte vinder af turneringen, Michael van Gerwen, så møder James Wade, der i sidste weekend triumferede ved European Championship, det østrigske hjemmebanehåb, Mensur Suljovic, som kan glæde sig til at tage imod en uforbeholden opbakning blandt publikum.

Inden da skal Gerwyn Price forsøge at hente sin første sejr i 12 forsøg mod Peter Wright, mens Raymond Smith jagter en overraskelse mod sin hollandske navnebror, Raymond van Barneveld.

I første omgang er det dog Premier League-finalisten, Michael Smith, der åbner ballet i et direkte opgør med Kyle Anderson, hvor det skal blive spændende at se, om australieren kan genfinde gårsdagens spilhumør. Lykkes det, så kan Michael Smith risikere at skuffe for fjerde TV-turnering i træk.

Senere på aftenen mødes Gary Anderson og Dave Chisnall, i hvad der på forhånd tegner sig for lørdagens hovedopgør. Dave Chisnall har de seneste måneder vist indikationer på, at han efterhånden er tilbage i topform, og kan derfor gøre sig forhåbninger om at hente sin første sejr over Gary Anderson siden august 2016.

Også Simon Whitlock jagter en sjælden sejr, idet han blot er noteret for to sejre i karrierens 15 indbyrdes dueller mod Daryl Gurney, hvor australieren ikke har vundet de seneste otte gange de er mødtes.

Herefter tager verdensmesteren Rob Cross imod fredagens helt store oplevelse, Jamie Lewis. Den unge waliser har overordnet haft en forfærdelig sæson siden semifinalen ved VM tilbage i december. Derfor var det da også en overraskelse af de større, at han i går leverede en af sit livs absolut bedste præstationer. Gør han det igen i aften, så kan Rob Cross nemt risikere at skulle forlade turneringen, før den for alvor er begyndt.

Du kan se oversigten over lørdagens kampe her nedenfor. Alle kampe spilles bedst af 11 legs og kan ses live på Viaplay.dk og PDC.tv.

Lørdag 3. november (20:00)
Anden runde

Michael Smith vs. Kyle Anderson
Raymond van Barneveld vs. Raymond Smith
Gary Anderson vs. Dave Chisnall
Peter Wright vs. Gerwyn Price
Simon Whitlock vs. Daryl Gurney
Rob Cross vs. Jamie Lewis
Mensur Suljovic vs. James Wade
Michael van Gerwen vs. Damon Heta

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*