Medstifter af PDC Tommy Cox er død

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Tommy Cox blev 72 år gammel.

Tommy Cox var en af de bærende kræfter, da PDC blev dannet tilbage i 1992 (dengang World Darts Council). I dag, næsten 27 år senere, blev det så offentligt kendt, at Tommy Cox døde i går, tirsdag. Det skriver PDC på sin hjemmeside.

Foruden sin rolle som medstifter af PDC er Tommy Cox også særligt kendt for sin rolle som turneringsansvarlig i organisationen. En rolle som han bestred i mere end 20 år frem mod sin pension i 2016. Det er blandt andet disse bedrifter der var udgangspunktet for, at Tommy Cox i 2010 blev indlemmet i PDC’s hall of fame. En titel som han deler med blot 13 øvrige personer.

Siden nyheden om Tommy Cox’ død blev offentliggjort, har en lang række af både spillere og andre fremtrædende skikkelser indenfor dartsporten udtrykt deres sorg over englænderens dødsfald. Heriblandt PDC’s formand, Barry Hearn:

– Det er en enormt trist dag for os alle i PDC. Tommys bidrag til dannelsen af PDC kan ikke undervurderes og vil aldrig blive glemt.

– Han var kendt og respekteret overalt i sporten, og jeg ved, at han var stolt over PDC’s verdensomspændende vækst, siden han i sin tid stod skulder ved skulder med Dick (Dick Allix, en anden medstifter af PDC, red.) og spillerne dengang man brød med BDO.

– Jeg kan ærligt sige, at Tommy var en af de primære årsager til, at jeg blev involveret i dartsporten. Han opfordrede mig til at gå ind i sporten, og det er noget, jeg aldrig vil glemme.

– Selvom han var gået på pension, så var Tommy fortsat involveret i sporten, og han vil blive savnet, afslutter Barry Hearn til pdc.tv.

Nedenfor kan du se en række af dartsportens mest prominente personers reaktioner på nyheden om Tommy Cox’ død.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*