‘The Machine’ kæmper sig videre: Keegan Browns optræden deler vandene

Foto: Getty Images

James Wade kæmper sig til sejr trods gedigen modvind. Rob Cross er også sikkert videre. 

Har man bare fulgt dette års VM i dart med et halvt øje, ved man også, at engelske James Wade onsdag var involveret i turneringens mest kontroversielle opgør, da han snævert slog japanske Seigo Asada. Tilskuerne i Alexandra Palace havde da heller ikke glemt episoden, hvorfor ‘The Machine’ måtte finde sig i tilråb fra første til sidste pil i kampen mod engelske Keegan Brown. Stemningen så da også ud til at påvirke englænderen, der hurtigt kom bagud 1-3 til den unge englænder, der til gengæld igen og igen tog sig ekstra god tid til at pille sine pile ud af skiven, når de var kastet. Den 26-årige Brown blev af sin seneste modstander Jelle Klaasen netop kritiseret for denne taktik, og selvom James Wade lignede en mand, der kæmpede en indre kamp for at holde vreden under kontrol, endte han alligevel med at tage en 4-3 sejr hjem. Han skal nu møde VM-debutanten Ryan Joyce i sin 4. rundekamp.

Søndag blev også dagen, hvor sidste års vinder Rob Cross for alvor skulle stemple ind i turneringen. Cristo Reyes, der ellers har været velspillende ved dette års VM, var manden, der fik ørene i maskinen af den tidligere elektriker. Til trods for et fjerde set, hvor spanieren i lang tid snittede over 110, fik Cross alligevel sat den afgørende pil. Han kan nu gå på ‘juleferie’ med en sikker 4-0 sejr, inden han med overvejende sandsynlighed tager imod stjernefrøet Dimitry van den Bergh.

Til trods for et snit på ‘kun’ 97,43 lignede den tidligere dobbelte verdensmester ‘Jackpot’ Adrian Lewis også en mand, der for alvor har taget storspillet med til ‘Alley Palley’ i år. I hvert fald ser hans 4. rundekamp mod Michael van Gerwen ud til at blive en sand lækkerbisken efter, at Lewis søndag whitewashede Darius Labanauskas med 4-0. På vejen nåede ‘Jackpot’ syv 180’ere, imens hans lukkeprocent lå på den rigtige side af 50.

Også Gerwyn Price’ overmand Nathan Aspinall er videre, efter han slog turneringens eneste tilbageværende australier Kyle Anderson med 4-1. Til gengæld må 19. seedede Mervyn King sige farvel efter et 2-4 nederlag til nordirske Brendan Dolan.

Resultater søndag den 23. december: 

Chris Dobey (97,87) 4-3 (93,43) Vincent van der Voort
Brendan Dolan (95,73) 4-0 (92,22) Mervyn King
James Wade (94,71) 4-3 (91,01) Keegan Brown
Adrian Lewis (97,43) 4-1 (89,74) Darius Labanauskas
Nathan Aspinall (96,17) 4-3 (98,52) Kyle Anderson
Rob Cross (101,72) 4-1 (96,2) Cristo Reyes

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*