I aften står den på semifinaler, hvor Michael van Gerwen og Gary Anderson trækker overskrifterne.
Vi nærmere os så småt afgørelsen på det hele. Den står således på semifinaler i aften, hvor den største kamp uden tvivl er Michael van Gerwen mod Gary Anderson.
Inden den kamp skal den anden semifinale dog afgøres, og den står mellem Michael Smith og Nathan Aspinall.
Da der kun er disse to kampe på dagens program, er det således også først i aften, at spændingen bliver løftet.
Aftenkampe
Michael Smith v Nathan Aspinall
Hverken Michael Smith eller Nathan Aspinall havde de store problemer med, at nå denne semifinale, da de i gårsdagens kampe begge vandt med 5-1 over henholdsvis Luke Humphries og Brendan Dolan. Nathan Aspinall imponerede ved at snitte 99,72, hvilket samtidig er det højeste snit, som havde nogensinde har lavet på tv. Michael Smith snittede til gengæld 103 i hans kamp mod Luke Humphries.
De to spillere har mødt hinanden fire gange i karrieren, og her er det blevet til 3 sejre for Michael Smith. Nathan Aspinalls ene sejr var helt tilbage i 2016, under et Players Championship-event, hvor han vandt med cifrene 6-5. Det kan altså godt blive en svær kamp for Aspinall i aften, men det han man sagt om de fleste af hans kampe indtil videre, og nu er han trods alt nået frem til semifinalen.
En ting er dog sikker, og det er det faktum, at der vil være en engelsk spiller i finalen.
Michael van Gerwen v Gary Anderson
Opgøret, som de fleste har ventet på lige siden lodtrækningen afgjorde, at de to ville rende ind i hinanden i semifinalen. Michael van Gerwen spillede i går mod Ryan Joyce, hvor han ikke havde de store problemer med at vinde. Han vandt således med 5-1, og samtidig snittede han 101,12, hvilket betyder, at han stadig ikke har snittet under 100 i denne turnering. Gary Anderson snittede også over 100 i gårsdagens kamp, da han med et snit på 103,03 slog Dave Chisnall med 5-2. Det var godt nok første gang, at Anderson snittede over 100 i denne turnering, men det er trods alt to spillere, som går ind til dette opgør i storform.
Tidligere har de mødt hinanden 56 gange i karrieren. Her hedder stillingen 36-18 til Michael van Gerwen, samtidig med, at der er blevet spillet to uafgjorte. I de seneste to opgør er det dog blevet til en sejr for hver af dem. Gary Anderson vandt således med 16-12 i semifinalen ved Grand Slam of Darts. I semifinalen ved Players Championship Finals blev det til gengæld til en sejr på 11-9 for Gerwen. Intet er altså afgjort på forhånd i dette opgør.
Begge kampe spilles bedst af 11 sæt. Derudover er værd at nævne, at darten holder pause i morgen, da det er nytårsaften. Til gengæld spilles finalen allerede i overmorgen.
Aftenens to kampe kan ses på TV3 MAX fra klokken 20.00, hvor både Morten Thunø og Michael Frydendahl vil kommentere.
Be the first to comment