Daniel Tyge Thybøl har ikke høje tanker om Phil Taylors ageren på den store scene. Artiklen er ikke nødvendigvis et udtryk for Dartnyheder.dks øvrige skribenters holdninger.
Vi skylder alle sammen Phil Taylor en stor respekt. Uden Phil Taylor, var dartsporten aldrig blevet til hvad den er i dag. Phil Taylors rolle i dartsporten, kan på mange måder sammenlignes med hvad Tiger Woods formåede at udrette for golf. Begge formåede de at være de bedste indenfor deres felt, karismatiske overfor pressen, samt ansigtet udadtil. Et ansigt som alle genkendte.
De er/var mere end bare atleter. De blev ambassadører. Det er da også en af årsagerne til, at Phil Taylor blev hædret med en fornem 2. plads i 2010, ved BBCs årlige kåring af årets sportspersonlighed. Hvilken præstation af en mand, som kommer fra så lille og kontroversiel en sportsgren som dart.
Med næsten 25 år som verdens bedste dartspiller, fik det hele dog en ende i 2014. Michael van Gerwen overtog tronen, vandt verdensmesterskabet og overtog pladsen som nummer 1 på verdensranglisten fra netop Phil Taylor. En placering, som han har holdt fast i til den dag i dag. Og siden da, er der sket noget med Phil Taylor. Han har indset, at han ikke længere er den bedste. Og det er tydeligvis ikke noget, som behager den nu 57-årige mangemillionær, som desværre har udviklet sig fra blot at være en dårlig taber, til nu at fremstå som en grådig, bitter gammel mand.
Det var tydeligt efter VM i 2014, at Taylor ikke brød sig om, ikke længere at være nummer 1. Når det er sagt, tog han det dog som en udfordring, og havde fortsat respekt for sine nederlag. Den tilgang har dog desværre udviklet sig i en negativ retning, hvilket kom tydeligt til udtryk i finalen ved World Matchplay sidste år. Phil Taylor kunne intet stille op mod van Gerwen i finalen, hvilket udviklede sig til en pinlig forstilling af Taylor, som igen og igen forsøgte at vinde publikum over på sin side – og det på en facon, som vi aldrig havde set Phil Taylor før. Han lignede ganske enkelt skyggen af sig selv.
Siden da, har vi igen og igen måttet konstatere, hvor åbenlys dårlig en taber Phil Taylor er. Og fred være med det. Én ting er, at være en dårlig taber, hvilket som oftest hører med til elitesport. En anden ting er dog, når man opfører sig uanstændigt overfor sine modstandere.
Ved World Matchplay i år, genopstod den gamle Phil Taylor. Det er efterhånden nogle år siden, at vi sidst så Phil Taylor spille så suverænt, som han gjorde i år. Desværre blev der taget en smule af glansen fra triumfen, set i lyset af Phil Taylors gentagende, nedladende kommentarer om blandt andre Michael van Gerwen. Jovist, van Gerwen havde også begået sine fejl, da han blandt andet havde sendt en sms til Vincent van der Voort ,undervejs i sin kamp mod Simon Whitlock, med teksten; “Whitlock er ude”, allerede halvvejs under kampen. Og igen, jovist, Phil Taylor havde en pointe. Det var blot den nedladende og krampagtige måde det blev sagt på, som ikke var helt fin i kanten.
Igen i går viste Phil Taylor sig så fra sin dårlige side, da han – muligvis i et forsøg på at være sjov – benyttede sig af Corey Cadbys håndklæde oppe på scenen, og sågar indikerede at han ville bruge det til at tørre sig bagi, efterfulgt af en episode, hvor han til sidst endte med at smide håndklædet ned fra scenen. En episode som gik forbi TV-kameraerne, men som kan ses her.
Alt dette skete i perioder af kampen, hvor Phil Taylor var tydeligt presset, og ikke anede råd for, hvordan han skulle vinde på selve dartskiven. Derfor måtte kampen jo vindes på anden vis. Hvilket ganske enkelt fremstod småligt, pinligt og ikke mindst usportsligt af manden, som ovenikøbet kunne fejre sin 57-års fødselsdag i går.
Der er efterhånden gået inflation i ordet “legende”, men hvis der findes én mand i sporten, som har fortjent den titel, så er det Phillip Douglas Taylor. Andre koryfæer som Eric Bristow, John Lowe og Raymond van Barneveld blegner ved siden af den største af de største. Derfor er det også kun endnu mere ærgerligt, at Phil Taylor agerer som han gør, her mod udgangen af sin karriere.
Phil Taylor, hermed en venlig forespørgsel. Som et barndomsidol for mig selv, og ikke mindst en inspiration for flere tusindvis af mennesker, vil du så ikke nok stoppe karrieren på værdig vis. Hvad enten du så vinder din 17. VM-titel, eller ej.
Be the first to comment