Per Laursen skal for niende gang i karrieren repræsentere Danmark ved PDC’s World Cup of Darts – denne gang med klubkammeraten Niels Heinsøe ved sin side.
Det har længe ligget i kortene – baseret på PDC Nordic & Baltics udtagelseskriterier – at Per Laursen og Niels Heinsøe bliver Danmarks repræsentanter ved PDC’s World Cup of Darts, når turneringen begynder den 6. juni i Hamborg senere i år.
Nu er det så endelig blevet bekræftet af PDC via PDC Nordic & Baltics hjemmeside. Her fremgår det også, at Sveriges landshold bliver bestående af Dennis Nilsson og Magnus Caris, alt imens det finske hold bliver udgjort af Marko Kantele og Kim Viljanen.
Mens Per Laursen kan se frem til sin niende optræden for Danmark i World Cup-regi, så er det første gang Niels Heinsøe er med på Danmarks World Cup-landshold. Det sker efter et par sæsoner, hvor den 49-årige Potten-spiller har intensiveret sin dartkarriere, der indtil nu blandt andet har budt på en sejr ved Catalonian Open, alt imens han tidligere i år deltog ved PDC’s Q-school og på PDC’s Challenge Tour. Sidste år leverede han i øvrigt det bedste danske resultat ved Denmark Open, hvor han spillede sig i kvartfinalen.
Til trods for at 53-årige Per Laursen hovedsageligt fokuserer på PDC’s nordiske/baltiske turneringer og ikke deltager ved nær så mange turneringer som tidligere i karrieren, så kunne han tidligere i år fejre karrierens femte individuelle danmarksmesterskab, alt imens han af mange fortsat betragtes som Danmarks bedste dartspiller.
Per Laursens World Cup-udtagelse betyder desuden, at danskeren har deltaget ved samtlige World Cups, siden turneringen blev afholdt første gang i 2010. Kun Simon Whitlock (Australien), Mensur Suljovic (Østrig), William O’Connor (Irland), Haruki Muramatsu (Japan), Brendan Dolan (Nordirland), Toni Alcinas (Spanien) og Darin Young (USA) kan prale af samme historik. Det samme vil Raymond van Barneveld, såfremt han formår at kvalificere sig til Hollands landshold igen i år.
Be the first to comment