13-årige Leighton Bennett vandt tidligere i år BDO’s ungdomsverdensmesterskab. Ifølge Daniel Thybøl, så er den unge englænder blandt favoritterne ved dette års Søgaard Denmark Open & Masters.
I den kommende weekend danner Granly Hockey Arena i Esbjerg endnu engang rammerne for Skandinaviens største åbne dartturnering, Søgaard Denmark Open & Masters.
Mens Denmark Masters første gang blev afviklet i 2014 – da man i sin tid valgte at fjerne søndagens doubleevent til fordel for endnu et singlestævne – så har Denmark Open sine rødder helt tilbage til 1974, hvor engelske Bill Geary kunne lade sig kåre som den første vinder af turneringen nogensinde. Siden da har legender som John Lowe, Eric Bristow, Phil Taylor, Raymond van Barneveld og Gary Anderson alle haft deres navne tilført sejrslisten, mens de seneste års udgaver har været domineret af både nuværende og tidligere BDO-profiler som Glen Durrant og Scott Mitchell.
LÆS OGSÅ: Gratis Live-Stream til Søgaard Denmark Open & Masters
Netop Scott Mitchell sejrede sidste år ved Denmark Masters, man han i 2017 triumferede ved Denmark Open. Den tidligere Lakeside-vinder er igen i år blandt de absolutte favoritter med henblik på at gå hele vejen ved historiens 46. udgave af turneringen, hvortil begge weekendens events tilsammen har 235.600 danske kroner på højkant.
Det er i øvrigt ikke helt uden betydning for Scott Mitchell, som i øvrigt indtager BDO-verdensranglistens sjetteplads, om han kan tage succesfuldt fra weekendens turnering eller ej, eftersom der er en hel del rangliste point der skal forsvares. Denmark Open er således kategoriseret som et kategori A+ stævne, hvilket sidestiller turneringen med events som Dutch Open og England Open, og er derfor kun overgået af de fem majors.
Igen i år vil Søgaard Denmark Open & Masters blive besøgt af en lang række prominente BDO-profiler og øvrige udenlandske dartspillere, hvorfor det kan være svært at danne sig et overblik over, hvilke spillere man bør holde øje med. Vi i den forbindelse spurgt Daniel Thybøl, der har kommenteret turneringen siden 2015, hvem han betegner som de største favoritter til turneringen, og hvad muligheden er for, at vi ser en dansker med helt fremme i turneringen.
LÆS OGSÅ: Succes for dansk dart: Denmark Open/Masters opgraderes
() = seedning
1. Scott Mitchell (3)
– Han er en af de få nuværende spillere i BDO, der har niveauet til at kunne begå sig i sub-toppen i PDC. Derfor var det også overraskende, at han ikke prøvede sig af ved Q-school tidligere i år. Omvendt kan vi andre så heldigvis nyde, at vi igen har muligheden for at se ham på dansk grund, for jeg føler mig overbevist om, at havde han tilmeldt sig Q-school, så havde han også vundet et Tour Card.
– Set i det lys, er det måske også en smule overraskende, at han kun har vundet Lakeside en enkelt gang. De seneste år har han jo også spillet med ved Grand Slam, hvor han har vist, at han sagtens kan snitte over 100. Nøjagtig som han gjorde, da han vandt Denmark Open i 2017 – der spillede han virkelig på et suverænt højt niveau.
– Det siger også lidt om hans klasse, at selvom han sidste år havde båret sin mors kiste blot få dage forinden Denmark Open, så går han alligevel hen og vinder Denmark Masters. Så er man altså lavet af noget specielt, og det var tydeligt, at den sejr betød enormt meget for ham. I det hele taget, så tror jeg, at Denmark Open er en af de turneringer, han sætter aller størst pris på. Jeg kan sagtens forestille mig, at han igen i år tager en af de to titler.
2. Wesley Harms (2)
– Han har ret beset aldrig udviklet sig til den spiller, man jo nok havde forventet, da han i 2012-2013 fik sit gennembrud i BDO, og blandt andet spillede sig i semifinalen ved Lakeside to år i træk. Når det er sagt, så spillede han faktisk rigtig fornuftigt sidste år, efter at have underpræsteret et par sæsoner.
– Han har også fået en super god start på 2019, hvor han både har vundet Scottish Open og Slovak Open, mens han senest spillede sig i finalen ved Westfries Masters tilbage i marts. Det er positive tegn, at han fortsætter takterne fra sidste år, hvor han også var sprudlende forud for Denmark Open.
– Sidste år spillede han sig i semifinalen ved Denmark Open og i 1/8-finalen ved Denmark Masters. Ser man bort fra det, så har han faktisk tit floppet i Danmark, men det tror jeg nu ikke, får den store betydning.
3. Jim Williams (1)
– Han havde en fantastisk sæson i 2018, hvor han for alvor formåede at slå igennem i BDO. Da han så deltog ved PDC’s Q-school tilbage i januar, var jeg da også fuldstændig overbevist om, at han uden problemer ville vinde et Tour Card. Han fik det dog aldrig til at fungere, og det tror jeg, var en enorm skuffelse for ham – særligt når man tænker på hans sæsonafslutning, hvor han gjorde en god figur ved Grand Slam og efterfølgende spillede sig i semifinalen ved Zuiderduin Masters og Lakeside.
– Det er nok også den skuffelse, der er årsag til, at han stort set ikke har spillet internationalt i 2019. Derfor er det også utrolig svært at forudse, hvilken forfatning han vil være i, når han møder op i weekenden. Jeg håber, at han får det til at fungere, for sidste år viste han virkelig, at han er the real deal. Omvendt, så frygter jeg, at han falder fuldstændig igennem, for det kan der godt være nogle indikationer på – så igen, hvis han møder op i topform, så hører han helt bestemt til blandt favoritterne. Hvis ikke, så ved vi også, at han kan være meget ordinær, og lige nu, der hælder jeg desværre nok mest til det sidste.
4. Michael Unterbuchner (4)
– Han er en spøjs fætter, det er han altså. Han er ikke den type spiller, der bare har støvsuget titlerne til sig i BDO, men så snart han er kommet op på den store scene, så klikker det altså for ham. Derfor må det også bare være et spørgsmål om tid, før han vinder en af de større turneringer i BDO.
– Om det så lige skal være i den her weekend, det er svært at sige, men man kan sagtens forestille sig det. Han var ret skuffende ved Denmark Open sidste år, så han kan i det mindste trøste sig ved, at han ikke har nævneværdige rangeliste-point, han skal ind og forsvare.
– Det der taler imod ham er, at han ikke har den bedste historisk ved diverse gulv-turneringer. Så om man bare har ladet sig rive med af hans gode TV-kampe, det vil jeg ikke udelukke. Det tror jeg nu ikke. Jeg tror tværtimod, at han kan være en af de spillere, der for alvor lukrerer på, at spillere som Glen Durrant og Mark McGeeney nu er aktive i PDC.
5. Leighton Bennett (uden seedning)
– Selvom han kun er 13 år, så er han allerede blevet sammenlignet med Michael van Gerwen. Jeg ved godt, at det er alt for tidligt at sige noget om, hvor stort hans potentiale egentlig er, og hvad han vil kunne drive det til – men jeg havde altså personligt fornøjelsen af at spille mod både Dimitri van Den Bergh, Max Hopp og Jeffrey de Zwaan, da jeg selv var junior, og ingen af de tre var i nærheden af Leighton Bennets niveau.
LÆS OGSÅ: 13-årige Leighton Bennett snitter 107,37 ved British Internationals
– Én ting er, kontinuerligt at kunne snitte over 90 ved PDC’s junior-turneringer, og at kunne give Phil Taylor kamp til stregen i en opvisningkamp. En anden er, at kunne levere varen ved de store udenlandske turneringer, hvor man ikke befinder sig i sine vante omgivelser. Her har vi blandt andet set en spiller som Justin van Tergouw falde igennem, til trods for, at han også var blevet udråbt som en ny Michael van Gerwen. Nu har vi ganske vist kun set Leighton Bennet ved German Open- og Masters, men her spiller han sig både i semifinalen og i kvartfinalen. Her taler vi altså om to af de mest prestigefulde turneringer i BDO. Det gør man altså ikke bare lige, hvis ikke man er af en helt speciel støbning.
– Igen, det er svært at spå om hans fremtid, men lige nu og her, så er han altså i forrygende form, og så er hans alder mindre vigtig. Ham skal vi glæde os til at opleve, for det kan blive meget specielt.
Hvad er danskernes chancer?
Til trods for at der gennem tiden har været tre danskere i finalen i herrerækken ved Denmark Open, så er det aldrig lykkedes en dansk herrespiller at vinde turneringen. Spørger man Daniel Thybøl, så kommer det da heller ikke til at ske i år.
– Det har jeg svært ved at forestille mig. Til gengæld kan jeg sagtens forestille mig, at vi igen får minimum en enkelt dansker med blandt de sidste otte, og det betyder altså meget for turneringen og stemningen i hallen, at en dansker kvalificerer sig til scenekampene.
– I 2017 var det Rene Johansen, og sidste år lykkedes det for Niels Heinsøe. Det er dog ikke en selvfølge, at det sker igen i år, for ellers skal vi helt tilbage til 2014.
– Vi må dog også være ærlige at sige, at Denmark Open ikke er nær så stærkt besat i år, som det har været tidligere. Flere af BDO’s profiler fra sidste år er skiftet til PDC, mens spillere som Richard Veenstra og Scott Waites har valgt ikke at deltage. Det hjælper selvfølgelig på det. Jeg vil sige, at oddsene er i retning af 60/40 i dansk favør, med henblik på at en dansker formår at spille sig i kvartfinalen.
Søgaard Denmark Open & Masters begynder i morgen. Der er gratis adgang for publikum, og vil i år kunne streames gennem Dansk Dart Unions/DIF’s hjemmeside.
Hvilken af følgende spillere tror du har størst sandsynglighed for at vinde enten Denmark Open eller Denmark Masters?
- Leighton Bennett (28%, 10 Stemmer)
- Scott Mitchell (22%, 8 Stemmer)
- Vladimir Andersen (22%, 8 Stemmer)
- Michael Unterbuchner (8%, 3 Stemmer)
- Jim Williams (8%, 3 Stemmer)
- Ross Montgomery (6%, 2 Stemmer)
- Per Laursen (6%, 2 Stemmer)
- Wesley Harms (0%, 0 Stemmer)
- Adam-Smith Neale (0%, 0 Stemmer)
- Willem Mandigers (0%, 0 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 36
Be the first to comment