Phil Taylor vandt Premier League seks gange – den mest mindeværdige sejr fandt sted i 2010.
I morgen afgøres det, hvem der løber afsted med titlen som vinder af Premier League 2019. I den forbindelse tager vi her et tilbageblik på de tre mest mindeværdige finaler, siden turneringen blev introduceret i 2005.
2010: Da Phil Taylor gjorde det umulige
Mens vi de seneste år er blevet forvent med, at det i højere grad er reglen end undtagelsen, at der vil blive lavet en 9-darter på TV i løbet af en sæson, så er det fortsat uhørt, at en spiller vil kunne opnå det perfekte leg to gange i én kamp.
Endnu mere uhørt var det imidlertid, da Phil Taylor skrev historie undervejs i Premier League-finalen i 2010. På daværende tidspunkt var der blot blevet lavet 21 televiserede 9-dartere i perioden fra 1984-2010. Så selvom Michael van Gerwen selv formåede at lave to 9-dartere i en Players Championship-kamp i 2017, så blegner det alligevel ved fortællingen om den vel nok mest berømte Premier League-finale nogensinde. For da det skete i 2010, var det som nævnt den første gang nogensinde. Det man troede var umuligt, var sket – og så endda i en af dartsportens mest prestigefulde finaler.
Hvad der imidlertid ofte bliver overset, når man ser tilbage på den legendariske finale, er, at den seks-dobbelte Premier League-vinder var uhyre tæt på at gøre den historiske bedrift endnu mere ufattelig, idet han straks efter at have lavet de to første 9-dartere fulgte op med yderligere syv perfekte pile i træk, inden han missede triple 17.
Med til historien hører det desuden, at Phil Taylor, til trods for de to 9-dartere og et imponerende finalegennemsnit på 111,67, i den grad måtte kæmpe for titlen, idet James Wade pressede Taylor til det yderste, hvilket kulminerede med en snæver 10-8 sejr til Phil Taylor.
2014: Barneveld satte kritikerne på plads
Historien om Raymond van Barnevelds Premier League-triumf i 2014, er et skoleeksempel på, at alt kan lade sig gøre i sportens verden.
Til trods for at have vundet Grand Slam-trofæet i 2012, så var der efterhånden ikke meget der tydede på, at den femdobbelte verdensmester længere kunne gøre sig gældende i de store TV-turneringer. Foruden de manglende resultater, måtte Barneveld ovenikøbet erkende, at han end ikke længere var den bedste dartspiller i Holland – den titel tilhørte nu Michael van Gerwen.
Skal man tro Barnevelds egen forklaring, så var han da også selv overbevist om, at han ikke havde en chance for at vinde på Premier Leagues finaleaften i 2014. Lige indtil han i O2 Arena opdagede et lysende neon-skilt med ordet: “Believe”.
Herefter lykkedes det Barneveld at sætte alle kritikere og eksperter på plads, da han efter en uskøn semifinalesejr over Phil Taylor i overbevisende stil vandt finalen med slutresultatet 10-6 over Michael van Gerwen. En sejr, der står tilbage som en af Barnevelds absolut største triumfer i karrieren.
2017: Peter Wrights kolossale skuffelse
“Det er blot et spørgsmål om tid, før Peter Wright vinder sin første major”.
Sådan lød det, da Peter Wright i den grad slog sit navn fast, efter at have spillet sig i VM-finalen i 2014.
Til trods for at dominere ved diverse gulvturneringer og spille sig i et hav af semifinaler ved diverse majors, så var det dog først ved UK Open i 2017, at Peter Wright vandt sin første store TV-sejr. Der var ingen tvivl om, at Wright tilhørte den absolutte verdenselite – der var dog en enkelt anke: Wright havde endnu ikke vundet en major, hvor Michael van Gerwen var deltagende.
Selv Michael van Gerwen påpegede, at Wright fortsat manglede at vinde en major, hvor hollænderen var en del af turneringen. Den ellers velfortjente anerkendelse udeblev.
Til gengæld fik Wright muligheden for at sætte kritikerne på plads blot halvanden måned efter, at han havde triumferet ved UK Open, hvor ‘MvG’ havde måttet melde afbud efter en rygskade. Denne gang i finalen ved Premier League.
Efter et imponerende comeback i semifinalen mod Phil Taylor stod Wright nu med en gylden mulighed i finalen mod netop Michael van Gerwen. Efter at have ført an i kampens afgørende fase, havde Wright nu den ene fod på sejrsskamlen, da han ved stillingen 10-9 havde efterladt 32 efter blot ni pile, mens van Gerwen stod tilbage på 92. Sejren var så godt som sikker.
På ubarmhjertig vis, blev vi dog alle mindet om, at selv verdenseliten blot er mennesker. Efter seks missede matchpile udlignede Michael van Gerwen, inden hollænderen sidenhen vandt kampens sidste og afgørende leg. Et leg, hvor Wright intet havde tilbage i tanken, efter sin karrieres største skuffelse.
Be the first to comment