Gary Anderson har ikke imponeret ved sæsonens to første World Series-turneringer.
Allerede klokken 11 i dag dansk tid kastes de første pile ved Brisbane Darts Masters, idet den første af de følgende ugers tre oceanske World Series-turneringer begynder her til formiddag.
Brisbane Darts Masters er den tredje af denne sæsons fem World Series-turneringer. Den første, US Masters, blev vundet af Nathan Aspinall, mens Peter Wright strøg til tops ved German Masters.
World Series-touren er i høj grad én stor promoveringsøvelse af PDC, der forsøger at udbrede dartsporten rundt omkring i verden. I den forbindelse er der også stor forskel på hvilke otte spillere PDC inviterer til at deltage ved de forskellige turneringer, hvor de møder en række forskellige kvalifikationsspillere.
Når Brisbane Masters begynder senere i dag, så vil de otte inviterede spillere dog være de samme som ved Melbourne Masters og New Zealand Masters, der afvikles de kommende weekender. Der er i den forbindelse tale om Michael van Gerwen, Rob Cross, Peter Wright, Gary Anderson, Daryl Gurney, James Wade, Simon Whitlock og Raymond van Barneveld.
Michael van Gerwen jagter opblomstring
Af disse otte spillere vil det blive særligt interessant at følge Michael van Gerwen, der befinder sig i en usædvanlig formsvag periode. Den regerende verdensmester har således ikke snittet over 100 i sine seneste ti kampe, og har derudover også tabt i henholdvis første og anden runde ved sæsonens første to World Series-turneringer, inden han for nyligt tabte til Glen Durrant allerede i anden runde ved World Matchplay.
I den anden ende af formbarometret vil det blive interessant at følge Rob Cross, der i denne weekend skal forsøge at ride videre på forrige weekends triumf ved førnævnte World Matchplay. Derudover vandt Rob Cross i øvrigt i Brisbane sidste år, hvor han besejrede Michael van Gerwen i finalen. Også Peter Wright har den seneste måned været i forrygende form, og vil på den baggrund have realistiske ambitioner om at kunne stryge til tops, og dermed sikre sig sin anden World Series-titel i træk.
Gary Anderson mod Corey Cadby
Blandt de deltagende spillere fra Australien og New Zealand er det særligt Kyle Anderson og Corey Cadby, der står som de stærkeste profiler. Netop de to spillere mødtes i øvrigt i finalen ved Auckland Darts Masters i 2017, og har derfor tidligere formået at overraske ved World Series. I dag skal de så forsøge at jagte overraskelsen mod henholdsvis Peter Wright og Gary Anderson, hvor særligt ‘The Flying Scotsman’ kan forventes at komme i problemer, hvis ikke han formår at hæve sit niveau fra hans seneste turneringsdeltagelser, der blandt andet har budt på tidlige exits ved både US Masters, German Masters og World Matchplay.
Brisbane Darts Masters begynder i dag klokken 11.00 og kan ses live på TV3 Sport og Viaplay.dk.
Lodtrækning/kampprogram
Fredag 9. august
Raymond van Barneveld v Haupai Puha
Daryl Gurney v Koha Kokiri
James Wade v Damon Heta
Simon Whitlock v Brendon McCausland
Rob Cross v James Bailey
Michael van Gerwen v Ben Robb
Gary Anderson v Corey Cadby
Peter Wright v Kyle Anderson
Lørdag 10. august
Kvartfinaler
Semifinaler
Finale
Be the first to comment