Gary Anderson og Phil Taylor mødtes to gange ved PDC’s verdensmesterskab. Dette billede er taget umiddelbart efter Anderson besejrede Taylor i finalen i 2015.
Det er ikke mere end et par uger siden, at 59-årige Phil Taylor gav et interview til det engelske dartmedie Live-Darts, hvor han fortalte, at han ville gøre comeback, hvis han følte, at han blev god nok.
Kommentaren faldt imidlertid i forbindelse med Targets (Phil Taylors sponsor, red.) lancering af en række nye produkter – heriblandt en ny udgave af Phil Taylors egne pile.
På den baggrund er de sociale medier splittet vedrørende troværdigheden af Phil Taylors kommentar. Mens nogen anser et comeback som sandsynligt, så er der også dem, der er af den overbevisning, at Phil Taylors udtalelse mest af alt skulle ses som et reklamefremstød i forbindelse med de nye pile.
Blandt skeptikerne er blandt andet den femdobbelte VM-semifinalist og nuværende dartekspert Wayne Mardle, der ikke tror på, at et Phil Taylor-comeback er realistisk.
– Jeg ville elske at se det, men vil det ske? Nej, det gør det ikke, udtalte Wayne Mardle til Live-Darts.
Det er dog ikke alle i dartmiljøets elite, der helt udelukker muligheden for, at den 16-dobbelte verdensmester vil gøre comeback i PDC. Verdensranglistens nummer 4, Gary Anderson, fortæller således i et nyligt interview med Live-Darts, at han ikke ville blive overrasket, hvis Phil Taylor lavede et comeback.
– Da Phil trak sig tilbage, da var jeg fuldstændig overbevist om, at han ville blive irriteret. Han elsker dart. Phil er dart. Jovist, han har sikkert tænkt at ‘jeg er ved at blive gammel, rejserne er overvældende og kalenderen er hektisk’, men han vil sidde derhjemme og se dart på fjernsynet og tænke, jeg kan stadig vinde over ham, og ham, og ham, og ham, forklarer Gary Anderson og uddyber:
– Han vil være ængstelig efter at gøre comeback. Dart er alt hvad Phil drejer sig om, så jeg vil ikke blive overrasket, hvis Phil Taylor gør comeback, afslutter den dobbelte verdensmester.
Du kan se hele interviewet med Gary Anderson, hvor han også taler ud om sin nuværende formkurve og et muligt comeback til Europa Touren, i videoen her nedenfor.
Be the first to comment