Tirsdagens indledning på WDF’s verdensmesterskab for landshold startede særdeles godt for de danske seniorspillere – i sidste ende blev det dog blot til to point for de danske seniorlandshold til sammen.
To ud af fire danske herrespillere blandt de sidste 64, nederlag i første kamp for begge damedoubler og en ud af to danske juniormixdoubler videre fra puljespillet. Sådan lyder det blandede facit efter tirsdagens første kampe ved WDF’s verdensmesterskab i Rumænien.
Med udgangspunkt i herrernes kampe, så startede turneringen helt suverænt set med danske briller. Mens Mogens Christensen var blevet tildelt en bye i første runde, så viste særligt Bent Lambertsen og Nicolai Olsen fornemme takter i deres indledende kampe. Her stod Nicolai Olsen blandt andet for det fjerde højeste gennemsnit af alle spillere i første runde, da han med en sublim 135-lukker i sidste og afgørende leg besejrede hollandske Luc Peters.
Også Daniel Jensen gik videre fra første runde, efter en relativt komfortabel sejr.
Blandt de sidste 128 måtte Nicolai Olsen efterfølgende ud i endnu en dramatisk kamp. Denne gang besejrede han tjekkiske Roman Benecky, efter at have overlevet en række matchpile. Desværre var det dog kun Daniel Jensen der fulgte sin klubkammerat videre til tredje runde, eftersom både Bent Lambertsen og Mogens Christensen blev besejret 1-4 af henholdvis David Cameron og Martjin Kleermaker.
Forud for tredje runde var der, på baggrund af præstationerne i de første to kampe, mest tiltro til Nicolai Olsen, der havde imponeret med særdeles konkurrencedygtige nedspil i begge kampe. Desværre gik luften af ballonen for Olsen, der blandt de sidste 64 aldrig rigtig genfandt rytmen mod schweiziske Stefan Bellmont, og derfor tabte kampen 2-4. Også Daniel Jensen måtte tage til takke med et nederlag, da han, til trods for at snitte mere end seks point højere end sin modstander, tabte 1-4 til litauiske Mindaugas Barauskas.
De to placeringer blandt de sidste 64 betyder, at Danmark tager to point med til den overordnede VM-rangliste. Finalen i herrerækken kommer i øvrigt til at skulle afgøres mellem australske Peter Machin og newzealandske Darren Herewini, efter de besejrede henholdvis Nick Kenny og Martjin Kleermaker i semifinalerne. Finalen bliver spillet på lørdag.
Nedtur for damerne
Mens de danske herrespillere leverede et par godkendte resultater, deres lodtrækning taget i betragtning, så var der ikke meget at juble over for de danske damespillere. Her tabte Sandra Rasmussen og Line Kristiansen således deres indledende opgør 2-4 mod svenske Malin Karlstrom og Susianne Hagvall – med et gennemsnit på 54,6 skete det således uden at imponere.
Henriette Honoré og Janni Larsen tabte ligeledes deresindledende kamp i anden runde, efter de have fået tildelt en bye i første runde. Her var de dog oppe imod overmagten, idet skotske Lorraine Hyde og Susanna McGimpsey leverede et fornemt gennemsnit på 73,4, og på den baggrund besejrede danskerne 1-4.
Damernes doublefinale vil på fredag blive spillet mellem japanske Mikuru Suzuki og Mayumi Ouchi, der noget overraskende møder tjekkiske Jitka Cisarova og Alena Gregurkova.
Robin Stegler førte an i mixdoublen
I juniorernes mixdouble var der blandet succes for de to konstellationer. Ganske vist lagde Sebastian Bech og Marie Hedegaard ud med en sejr i gruppen, men to efterfølgende nederlag betyder, at de ikke er videre til knock-out kampene.
Det er derimod Robin Stegler og Anick Sonnichsen, der formåede at gøre rent bord i deres gruppe. Her blev det således til fire sejre efter fire kampe. Særligt 14-årige Robin Stegler viste prøver på sit talent, da han i tre ud af fire kampe snittede over 75, og i skrivende stund står noteret for det ottende højeste turneringsgennemsnit af alle 76 spillere i juniorernes mixdouble-turnering.
Robin Stegler og Anick Sonnichsen møder på fredag Kyle Walker og Sophie McKinlay fra Skotland i 1/8-finalen.
Alle danske resultater fra tirsdagens kampe kan ses i artiklen her nedenfor.
WDF’s verdensmesterskab fortsætter i dag. Her spiller herrerne holdkamp fra klokken 15, mens juniorerne spiller henholdvis double (drenge) og single (piger) fra klokken 13. Damernes singleturnering begyndte klokken 12.
Du kan læse mere om hvordan du følger kampene her.
Herre single
Første runde (sidste 256)
Daniel Jensen (71,0) 4-2 (64,6) David Francis
Bent Lambertsen (86,7) 4-1 (75,5) Tom Becker
Nicolai Olsen (90,6) 4-3 (91,3) Luc Peters
Mogens Christensen BYE
Anden runde (sidste 128)
Daniel Jensen (71,6) 4-0 (67,9) Darren Bingham
Nicolai Olsen (80,6) 4-3 (69,5) Roman Benecky
Bent Lambertsen (72,8) 1-4 (81,9) David Cameron
Mogens Christensen (76,5) 1-4 (86,1) Martjin Kleermake
Tredje runde (sidste 64)
Daniel Jensen (80,3) 1-4 (74,0) Mindaugas Barauskas
Nicolai Olsen (74,0) 2-4 (77,8) Stefan Bellmont
Damedouble
Første runde (sidste 128)
Sandra Rasmussen & Line Kristansen (54,6) 2-4 (58,4) Malin Karlstrom & Susianne Hagvall
Henriette Honoré & Janni Larsen BYE
Anden runde (sidste 64)
Henriette Honoré & Janni Larsen (61,1) 1-4 (73,4) Lorraine Hyde & Susanna McGimpsey
Junior mix
Gruppe A
Sebastian Bech & Marie Hedegaard (47,9) 4-1 (47,7) Ozcan Karagoz & H. Sengul
Sebastian Bech & Marie Hedegaard (54,0) 3-4 (58,4) Luke Williams & Maritsa Maritz
Sebastian Bech & Marie Hedegaard (53,9) 0-4 (57,3) J. van der Velde & Lerena Rietbergen
Gruppe H
Robin Stegler & Anick Sonnichsen (62,6) 4-2 (61,2) Barnabas Nagy & Tamara Kovacs
Robin Stegler & Anick Sonnichsen (56,3) 4-1 (48,5) Robert Badea & D. Gianina
Robin Stegler & Anick Sonnichsen (70,7) 4-0 (35,3) Shahed Ghazy & Bilal Side
Robin Stegler & Anick Sonnichsen (61,8) 4-1 (55,7) Thomas Moran & Julia Hemming
Be the first to comment