Det er blevet tid til dette års Champions League, hvor de otte bedste møder hinanden.
Er du gået lidt kold i de “små” kampe fra Europa Touren, og har bare lyst til at se de store gutter møde hinanden? Så er du heldig, for i dag starter Champions League, hvor de otte højest placerede spillere fra PDC’s Order of Merit skal op mod hinanden.
Ligesom man kender det fra mange andre sportsgrene, så starter turneringen med et gruppespil, hvor de otte spillere er blevet fordelt i to puljer af fire mand i hver.
I dag skal vi allerede have gennemført de to første runder af gruppespillet, hvoraf vi kender programmet af første runde allerede, men anden rundes opsætning bliver afgjort af første rundes resultater.
Den første runde spilles allerede her i eftermiddag. Her starter Daryl Gurney med at spille mod Peter Wright i Gruppe B. Efter et noget skuffende Grand Prix for Peter Wright, to han virkelig revanche, da de sidste to Players Championships skulle spilles. Den ene dag satte han ny rekord for det højeste gennemsnit i en transmitteret kamp nogensinde og dagen efter vandt han Players Championship 30. Det virker således til, at skotten er i særdeles god form. Forud for turneringen har ‘Snakebite’ da også sagt, at nu skal det være slut med andenpladser, nu vil han vinde!
Daryl Gurney kommer i en helt anden forfatning med et skuffende Grand Prix og to skuffende Players Championships i bagagen. Men så længe skiven er rund og pilene er spidse, så kan alt jo ske. Men favoritten ligner Peter Wright.
I Gruppe B’s anden kamp skal Rob Cross op mod Gerwyn Price. Rob Cross har haft lidt tid til at slappe af, da han ikke deltog i de to Players Championships efter Grand Prix’et, hvor han jo tabte til Glen Durrant i anden runde. Om pausen bliver en fordel for ham, det må tiden jo vise. For i modsætning til Cross, så var Gerwyn Price med ved de to gulvturneringer, og her gik det ganske godt. Waliseren spillede sig således i en kvartfinale og en semifinale, og virker derfor til at være inde i en ganske fornuftig periode. Dog var det ikke de helt store drenge han mødte under Players Championship, ligesom det var i Grand Prix’et, hvor han tabte til Dave Chisnall i første runde.
Her kan det så allerede gøres klart, at vinderne af de to ovennævnte kampe, vil møde hinanden i aftenens anden runde, og taberne vil ligeledes møde hinanden. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for de næste to kampe fra Gruppe A.
Her starter Michael Smith med at gå op mod den forsvarende mester Gary Anderson. Ikke så overraskende, var Gary Anderson heller ikke til stede under de sidste to Players Championships, og derfor kan vi kun kigge på, at han ved Grand Prix’et allerede røg ud til Chris Dobey i anden runde. Det samme gjorde sig gældende for Michael Smith, som tabte til Ian White.
Smith var til gengæld med ved Players Championship. Men begge dage nåede han ikke forbi 1/8-finalerne, da han begge gange rendte ind i den velspillende polske ørn Krzysztof Ratajski.
Det er altså to spillere, som bestemt har set bedre dage baseret på form og resultater. Spørgsmålet er så bare, hvem der kommer bedst fra land i denne turnering. En sejr kan bestemt give selvtillid og skabe momentum.
Eftermiddagens sidste kamp står mellem Michael van Gerwen og James Wade. Ingen af de to var med ved midtugens Players Championships, og har derfor holdt en lille pause siden Grand Prix’et. Wade har så unægteligt holdt en lidt længere pause, da han røg ud allerede i anden runde, hvorimod Michael van Gerwen jo endte med at vinde hele molevitten.
Michael van Gerwen ligner altså efterhånden den hollænder igen, som vi har kendt i så mange år, som de andre stort set ikke kan røre ved.
Hollænderen har dog ikke slået James Wade i deres seneste to opgør. De skal dog findes helt tilbage i foråret, hvor de to mødte hinanden to gange i Premier League, hvor det altså blev til en uafgjort og en sejr til Wade.
Top to fra hver pulje går videre til morgendagens semifinaler, hvor der dog først skal spilles de resterende gruppekampe om eftermiddagen.
Det er samtidig værd at tage med, at tilskuerne ved dette års Champions League kommer til at håbe på en ni-darter mere end nogensinde før. Paddy Power, som er turneringens officielle sponsor, har således lovet, at en pulje på £100.000 vil blive ligeligt uddelt til publikum, hvis der altså skulle falde en ni-darter i løbet af turneringen.
Dagens kampe kan følges på pdc.tv og Viaplay fra henholdsvis klokken 14.15 og klokken 19.30.
Program for Paddy Power Champions League of Darts
Lørdag 19. oktober
Eftermiddagssession (14.15)
4x Gruppekampe
Daryl Gurney v Peter Wright (Gruppe B)
Rob Cross v Gerwyn Price (Gruppe B)
Michael Smith v Gary Anderson (Gruppe A)
Michael van Gerwen v James Wade (Gruppe A)
Aftensession (19.30)
4x Gruppekampe
Eftermiddagens vindere møder hinanden og taberne møder ligeledes hinanden
Søndag 20. oktober
Eftermiddagssession (14.15)
4x Gruppekampe
Resterende gruppekampe
Aftensession (1830 BST start)
Semifinaler
Finale
Format
Gruppekampe – Bedst af 19 legs
Semifinaler og finale – Bedst af 21 legs
Be the first to comment