Optakt 1. division: Del 5/6 – De kommer i slutspil

Tekst: Frede Johansen

Foto: Dansk Dart Union

De sidste par dage har vi her på Dartnyheder.dk ladet op til den kommende sæson i landets bedste række. Frede Johansen stiller skarpt, og tager her et kig på de to hold, som han mener ender på 4. og 3.-pladsen. Denne optakt er nummer 5 ud af i alt 6 optakter, som vil blive delt her på siden frem mod sæsonstarten onsdag d. 23. august.

Vi er nu kommet til de sidste 4 hold, som engang til forårer, på en enkelt dag, skal afgøre hvordan medaljerne skal fordeles. I denne optakt koncentrerer jeg mig dog hovedsageligt om hvordan grundspillet ender.

Studsen

Hvad der i flere år lignede et farvel til den bedste danske række, på trods af flere år med stor succes (og sågar et dansk mesterskab), er på forunderlig vis blevet til historien om den grimme ælling der blev til en smuk svane. Da spillere som Kasper Hansen, Kim Frithof, Brian Buur, og til sidst Ulrich Meyn inden for kort tid sagde farvel til 1. divisionsdart i Studsen, lignede det for de fleste også et farvel til 1. divisionsdart for Studsen. 4 nederlag i starten af forårssæsonen 2016 bekræftede da også kun denne antagelse. Men på helt forunderligvis vis, og blandt andet på baggrund af 3 vitale sejre over Brøndby strand, Royal og Assens, lykkedes det Studsen, med mindst mulig margin, at undgå den direkte nedrykningsplads. En plads som i stedet gik til Randers, mens Studsen altså endte i playoff, hvor de igen klarede skærene. Denne gang på bekostning af hold som Brøndby Strand og Holeby. De sendte på den måde 3 landsholdsspillere ud af 1. division, hvilket med de nye landsholdskriterier havde vidtrækkende konsekvenser for såvel spillerne som deres respektive klubber.

Dette til trods var de af de fleste stadig spået en svær sæson da sidste års sæson startede, i og med at hovedparten af de point der reddede dem året før, trods alt var hentet med Kasper, Kim og Ulrich på holdet. Den første halvdel af sæsonen bekræftede igen den almene formodning om, at det kunne blive et farvel til 1. division, da første halvdel sluttede med kun 6 point. Men igen overraskede de alt og alle, og med hele 8 sejre og en enkelt uafgjort i foråret, formåede de at gøre al skepsis til skamme. Well Done.

Nu står vi så igen og skal se frem på en ny sæson, og lært af erfaringerne, skal man jo passe på ikke at sætte forventninger til Studsen for lavt. For det første har de et i dart-sammenhæng ungt hold, og for det andet har de nogle spillere som er i en meget positiv udvikling. Desuden har de også reserver af en kaliber, der til enhver tid vil kunne springe ind og gøre en fornuftig figur. Alle spillere lå sidste sæson mellem 45 %-60 % vundne kampe, så stabiliteten i holdet er bestemt på plads, men også grunden til at jeg kun tror det ender med en 4. plads. Topniveauet ser, modsat deres konkurrenter, til tider ud til at mangle. Selvom det med deres mange sejre i foråret kunne fremstå anderledes, så snyder billedet måske lidt, da kun 2 af de seks hold, som de slog, og som spiller med i 1 division i år, stillede i stærkeste opstilling mod Studsen.

Brian Christiansen kom lidt sent ind i sæsonen, men havde stor indvirkning på deres fremgang, og var da også holdets bedste mand med 59,62% vunde kampe og et snit på 19,57 dart. Til stævnerne viste han også god form, hvor det blev til 3 semifinaler i løbet af sæsonen. De fine resultater sikrede da også Brian en plads i landsholdstruppen. Efteråret startede også fint med en flot finaleplads ved Top Gun i Assens.

Patrick Nielsen havde også en fin sæson med 52,27 % vundne kampe. Spillet var dog ikke helt så stabilt som man kunne ønske sig, hvilket et snit på 20,68 dart pr. leg også indikerer. Patrick er dog en mand som har fremtiden for sig, og derfor har haft tid til at finde den stabilitet der skal til for at løfte snittet op blandt de allerbedste.

Kenneth Byø var holdets 3. mand med 51,14% vundne kampe. Han fik dog ved flere lejligheder vist takter der lover godt for fremtiden, men på forunderlig vis blev det alligevel ofte kun til lige ved og næsten, som det også sås ved et par af Top Gun-arrangementerne hvor det 2 gange i træk blev til et 6-5 nederlag til Top Gun ranglistens nummer 1. Kenneth er dog en af de spillere, som jeg har stor forventning til vil kunne udvikle sig i fremtiden.

Sidste mand på holdet er Brian S. Andersen, som også havde en absolut acceptabel sæson med 45,45% vundne og et snit på 20,81 dart.

Hold-ranking: 230 (65-60-55-50)*
Forventet placering: 4

Ringsted

Ringsted sluttede sidste sæson på en 7. plads, og selvom det retlig skal siges at der var nogle rigtig stærke hold i sidste sæson, så må det vel betegnes som en skuffelse. En stor del af den tvivlsomme ære må klubbens ankermand Stig Jørgensen dog nok tage på sin kappe. Han spillede vel sin dårligste sæson i flere årtier, hvis ikke nogensinde. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at han har døjet med nogle fysiske skavanker som kraftigt har minimeret hans træningsmuligheder.

Ringsted er dog det hold, jeg har forventninger om, vil rykke sig allermest til den kommende sæson. Grunden til den store fremgang ligger blandt andet i, at jeg simpelthen ikke tror på at Stig spiller en lige så skidt sæson i år, og at de udover at have en forstærk skikkelse i Rene Johansen, desuden har et af de allermest rutinerede hold i denne sæson.

Denne rutine er også den lille forskel der gør, at jeg tror de løber med 3. pladsen, selvom jeg egentlig har rangeret deres hold på helt lige fod med Holbæk og Studsen. Rutinen er blot forskellen på om man på en dårlig dag falder helt igennem, eller man i stedet kæmper en enkelt sejr hjem, og det kan blive vigtigt når feltet er så tæt. Når Stig sit gamle niveau i denne sæson, så vil Ringsted sågar være et godt bud på 2 pladsen.

Stig Jørgensen sluttede sidste sæson med præcis 50 % vundne kampe, hvilket er langt under hans normale niveau. Snittet var bestemt heller ikke i top, med hele 20,02 dart pr. leg. Jeg tror dog at Stig opper sig i den nye sæson, selvom fysikken måske stadig vil sætte sine spor. På stævnefronten blev det til en enkelt semifinale-placering ved Samsø Open, samt flere placeringer blandt de sidste 16. Stig indtager derfor også stadig en plads som nr. 26 på ranglisten, selvom det er et stykke fra hvor vi normalt kender ham fra.

Jacob Mortensen havde en ganske solid sæson, med 55,26 % vundne kampe og et snit på 19,43 dart. Han var da også klubbens bedste, såfremt man ser bort fra Ole Jørgensen som kun var med i enkelte kampe. Jacob havde også sæsonens bedste resultat i stævne-sammenhæng, da han ved Samsø Open sejrede i b-rækken.

Rene Johansen er klubbens højest placerede spiller på ranglisten, med en placering som nummer 20. Sæsonen huskes dog bedst for at han var bedst placerede danske spiller ved Denmark Open, med en super flot kvartfinale plads. Efteråret startede da også godt stævnemæssigt med en finaleplads ved Vestfyn Open, og når disse point bliver tilskrevet, så vil han naturligvis rykke yderligere frem. Rene er desuden en af de spillere jeg forventer mig allermest af udviklingsmæssigt i det kommende år. Godt nok blev det kun til 45,24 % vundne kampe, og et snit på 20,09 dart, men det ser dog ud til at udviklingen er stor, hvilket også ofte medfører nogle kraftige bump på vejen. Når disse bump bliver jævnet, vil vi sikkert se ham oppe blandt de allerbedste. Og jeg forventer faktisk at han allerede i år kommer over 60 % vunde kampe, svarende til en fremgang på hele 15 procentpoint – og ja, det vil som ikke overraske mig, hvis han sågar når højere op.

Sidste plads bliver en kamp (eller fordeling), mellem Ole Jørgensen og Thomas Nordal. Jeg har her valgt at kikke på Ole Jørgensen, da han virker en lille smule bedre end Thomas. Ole spillede sidste sæson lidt som reserve på såvel 1. som 2. holdet. På 1. holdet blev det til 8 sejre i 12 kampe, hvilket resulterede i en statistik 66,67 % sejre, samt et snit på 19,31 dart, hvilket gør ham statistikmæssigt til klubbens bedste spiller. Med blot 12 kampe, er det dog i underkanten af, hvad man kan bruge som sammenligningsgrundlag. Der er dog ingen tvivl om, at Ole virker til at vokse med opgaven, hvorfor han igen kan blive en vigtig brik i Ringsteds kamp om slutspilsplads og medaljer.

Hold-ranking: 230 (60-60-55-55)*
Forventet placering: 3

*Hold-ranking er udregnet på baggrund af hvor mange kampe de respektive spillere skønnes procentvis at vinde gennem den kommende sæson, og derefter lagt sammen. Er der eksempelvis 4 spillere på et hold, som hverisær skønnes at vinde 50 % af sine kampe, giver det således en ranking på 200.

Kampprogrammet for 1. division kan findes på DDUs hjemmeside ved at trykke her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*