Michael Frydendahl og Morten Thunø peger på Gerwyn Price som det bedste bud på en udfordrer til Michael van Gerwen ved dette World Darts Championship.
Så er der ikke længe igen. Faktisk er det allerede på fredag, at dette års PDC World Darts Championship i Alexandre Palace starter. Højdepunktet i hele dartsæsonen, og hvordan skal det hele ende? Vi har smidt et par spørgsmål afsted til to af Danmarks største darteksperter, nemlig PDC Nordic & Baltics formand, og kommentator hos TV3 Sport, Michael Frydendahl og Morten Thunø, som ligeledes kommenterer hos TV3 Sport.
Og så kan vi samtidig nævne, at hvis du gerne vil høre flere vise ord fra de to herrer, så vil de begge være en del af sendefladen under dette års VM på TV3 Sport. De to herrer danner også makkerpar, når vi kommer frem til finalen.
1) Hvem er din favorit og hvorfor?
Michael Frydendahl:
Michael van Gerwen må være klar favorit igen, igen. Han er trods alt den mest vindende og top motiveret til at hente ind, og om ikke andet blive den spiller med næstflest verdensmesterskaber. Taylors 16 VMér bliver meget svær at slå, men MvG er rekordernes mand. Favoritværdigheden kan han dog ikke fedte af på nogen andre, men kan naturligvis slås.
Morten Thunø:
Jeg bliver jagtet med høtyve af darteliten, hvis jeg ikke siger Michael van Gerwen, men det er ikke derfor, jeg peger på hollænderen. Han er ubestridt verdens bedste dartspiller, og når der er en stor titel på spil, så er Mighty Mike favoritten – hver gang. Hans kvaliteter rent teknisk og mentalt er en verden for sig, og hvis han skal besejres, så skal ”the best of the rest” ramme deres absolutte topniveau. Det har vi heldigvis også set før, men han er stadig utvivlsomt min favorit.
2) Sidste år bød på mange negative overraskelser, hvem tror du bliver det største flop i år og hvorfor?
Michael Frydendahl:
Rob Cross er under stort pres ved dette VM. Han skal ud og forsvare sit VM for to år siden, og selv om han er en stærk spiller, så har det været svingende præstationer i 2019. Med fare for at tabe i én af de første runder og miste mange point/penge på OOM er der stort pres fra start. (Tænk bare på Adrian Lewis for nogle år siden). Ud af top 10 ryger han dog ikke.
Daryl Gurney kunne godt floppe i år, han har et svært program og står til allerede at møde Glen Durrant/Josè de Sousa i 3. runde. Mensur/Dobey i 4. runde.
Morten Thunø:
Lad mig først slå fast, at jeg håber, Gary Anderson kommer dybt i turneringen. For mig er han et symbol på World Championship, men intet varer for evigt, og jeg er bekymret for, at The Flying Scotsman ikke længere har, hvad der skal til.
Jeg skal passe på, hvad jeg siger. Gary vandt UK Open, Champions League og World Matchplay i 2018 samt en andenplads ved Grand Slam samme år. Skotten har haft dårlig ryg i en lang periode og været nødsaget til at holde pause. Det skal vi også huske på. Det har påvirket hans 2019, så spørgsmålet er, hvor vi har ham, når VM for alvor ruller.
Jeg har set næsten samtlige kampe med Gary i 2019, og min fornemmelse, når jeg ser ham spille, er en bekymring for, at hans drive ikke er kompatibelt med den storsatsende dartelite, der bliver mere og mere talstærk. Det bliver nok ikke Gary Andersons sidste VM. Men jeg frygter, han får en dårlig oplevelse i år, og så ville jeg ikke være overrasket, hvis skotten melder ud, at han stopper efter VM 2021.
3) Hvem er de(n) største konkurrent(er) til din ovennævnte favorit?
Michael Frydendahl:
Gerwyn Price har endelig fået knækket koden til at slå MvG, og selv om det “kun” er blevet til een sejr her for nylig, så er han virkelig vokset og spiller stabilt godt, nærmest fantastisk. For mig at se er det faktisk kun Gerwyn Price der er den største konkurrent.
Morten Thunø:
Vi har fået en ny rivalisering mellem Gerwyn Price og MvG, da Iceman efter 20 forsøg endelig slog verdens nummer et. Det er noget, Price har hungret efter, og det var en kæmpe forløsning for waliseren. Lige siden den sejr har han for mig fremstået som en nyfødt spiller med et fantastisk, spillemæssigt flow. Han er klart min førsteudfordrer. Og det glæder mig uendeligt meget, at de potentielt kan mødes i finalen. Price har en god quarter, hvor han ikke møder ligeværdig modstand før en eventuel kvartfinale.
Årsagen til min tro på Price er hans ærgerrighed, drive, fightervilje og indædte tro på egne evner. Han er meget svær at knække mentalt for tiden. Se bare, hvad han har gennemgået af modstand fra publikum og på de sociale medier siden hans kontroversielle Grand Slam-titel i 2018. Der er mange, der har været på nakken af ham, men han er kommet stærkere ud på den anden side. Han er en enestående karakter, når man tænker på, at han har begået sig professionelt i en anden sportsgren. Nu er han en af verdens bedste dartspillere.
4) Forrige år var det Jamie Lewis, sidste år var det Nathan Aspinall. Hvem bliver årets positive overraskelse og hvorfor?
Michael Frydendahl:
Chris Dobey “kunne” være et godt bud, men det er et svært program han har. Han skal først forbi Mensur Suljovic og Gurney/Durrant, men en spiller jeg forventer mig meget af de næste år. Det er svært at spå om på forhånd, det er en lang turnering og der skal holdes momentum i en lang periode, så jeg glæder mig bare til at følge samtlige kampe.
Morten Thunø:
Hvis ikke José de Sousa havde en så drilsk vej til kvartfinalen, så havde jeg gættet på ham. I stedet tror jeg på ungdomsverdensmesteren Luke Humphries. Han vandt U/VM på yderste mandat rent aldersmæssigt. Han er nemlig 24 år og ikke bare en ung knægt. Han har været på den store scene flere gange, og han nåede faktisk kvartfinalen ved seneste VM. Han har ikke de store resultater udover U/VM, men jeg ser ham som skarp kandidat til fjerde runde, hvor han sandsynligvis møder Rob Cross, og den opgave er ikke umulig for Humphries. Jeg er virkelig spændt på den her quarter, som er klart den stærkeste. Så mange gode navne, at vi snildt kan få en overraskelse i netop denne sektion. Mit bud er Cool Hand Luke.
5) Hvis du skal pege på én kamp i første runde som folk bare skal se, hvilken en skulle det så være og hvorfor?
Michael Frydendahl:
James Richardson v Mikuru Suzuki og Ted Evetts v Fallon Sherrock kan blive rigtig interessant og skønt at se pigerne spille med på lige fod med mændene. Suzuki gjorde virkelig god reklame ved Grand Slam of Darts for ikke så lang tid siden, og mon ikke hun er gået all in på træningen op til dette.
Luke Humphries v Devon Petersen og James Wilson v Nico Kurz glæder jeg mig også til som første runde kampe.
Morten Thunø:
Jeg kunne fylde flere A4-sider med punkter, jeg glæder mig til i første runde, men hvis jeg absolut skal vælge én blandt de mange perler, så bliver det José de Sousa mod Damon Heta.
Det er nok et hipster-svar, men jeg er betaget af portugiserens niveau, og hvis han ikke havde fået sådan en forfærdelig lodtrækning, så kunne han sagtens gå langt ved VM, men Glen Durrant venter i anden runde, og klarer Sousa den massive opgave, så gælder det formentlig Daryl Gurney i tredje runde. Ikke nok med det, så møder han vinderen af Brisbane Darts Masters fra dette år, Damon Heta, i første runde.
I Brisbane i år slog den 32-årige australier James Wade, Gary Anderson, Simon Whitlock og Rob Cross for at tage titlen. Det vidner trods alt om et højt topniveau. Sousa og Heta er ikke de vildeste navne lige nu, men jeg glæder mig helt vildt til at se netop denne kamp – og ikke mindst for at se, om José de Sousa rammer et niveau, så vi har grobund for at tro på en stor sydeuropæisk overraskelse i London.
6) Mange har snakket om en finale mellem Michael Van Gerwen og Gerwyn Price, da de pt. virker til at være de bedste i verden. Men hvad er din drømmefinale i år og hvorfor?
Michael Frydendahl:
Finale mellem lige præcis MvG og Gerwyn Price kunne være et godt eksempel på en drømmefinale 2020.
Jeg ville ønske at Gary Anderson kunne hive sig selv op til fordums storspil, men tror desværre ikke på ham, det ville være en drømme semifinale med Mvg og Gary på top niveau.
RvB og MvG kunne også være en ønskefinale, men desværre tror jeg heller ikke han kan gå til finalen, men fantastisk hvis han ligesom Taylor kunne slutte på toppen.
Sidst ville det være dejligt at kunne se en Adrian Lewis tilbage på toppen, men han er mentalt ikke der hvor han var, da han var bedst.
Morten Thunø:
Den realistiske drømmefinale for mig er faktisk de to kamphaner Michael van Gerwen og Gerwyn Price. Det er det opgør, der slår flest gnister på den helt rigtige måde. De seneste par kampe mellem Mvg og Price har været sande fornøjelser med alt, hvad dart- og sportshjertet begærer. Til tider umenneskeligt niveau, tekniske detaljer i verdensklassen, stålvilje fra en anden planet og en knivskarp rivalisering.
Den urealistiske drømmefinale for mig er et hollandsk møde mellem Michael van Gerwen og Raymond van Barneveld. Barney Army i sit sidste VM. Elsket af alle og i særdeleshed i England. Og så lige mod MvG, der lod sig inspirere af den hollandske godfather af dart. Det ville være fantastisk. Vejen er dog for svær for RvB, så den finale er for mig utopi og står kun tilbage som en drøm.
7) Er der et navn du savner i årets felt og eventuelt hvorfor?
Michael Frydendahl:
Ja som dansker savner jeg virkelig dansk deltagelse. Det blev desværre heller ikke til noget i år, men når du der var tre spillere fra PDC Nordic & Baltic der kvalificerede sig, så ville det have været rart med en dansker helt fremme i feltet.
Per Laursen er naturligvis et navn der altid har gjort det fint ved VM og har det med at spille ekstra stærkt når han er på de store scener. Det ville have været rart at se ham i Ally Pally.
Morten Thunø:
Jeg ærgrer mig over, at Robert Thornton misser VM for første gang siden 2007. Han begyndte nemlig at spille nogle gode kampe op mod VM. Han er en af de gamle drenge i gamet, og dem kan man ikke undgå at holde af.
Og så må vi vente på det 13-årige supertalent Leighton Bennett. Han kan først være med i PDC, når han fylder 16 år og med Rob Cross som mentor, så vil han være ufattelig stærk til den tid allerede. Som Phil Taylor siger, ”Bennett er skræmmende at spille mod. Han er god, og han frygter ikke nogen”. Den unge knægt fra Lincoln vandt ungdoms-VM i BDO i 2019 og deltager også ved BDO-VM 2020 som den yngste mandlige deltager nogensinde. Ham kunne jeg virkelig godt tænke mig at se i PDC allerede nu, men han bliver beskyttet indtil 16-års-alderen.
8) Er der noget ved dette års VM som du ser ekstra meget frem til, og som du eventuelt ikke har nævnt ovenover?
Michael Frydendahl:
Det bliver spændende at følge Glen Durrant som nu har måtte aflevere sin Lakeside titel og nu skal i sit første PDC VM.
Danny Noppert kan måske gøre livet surt for Rob Cross allerede i 3. runde og ellers glæder jeg mig bare til alle kampene.
Håber på de overraskelser som næsten altid kommer, og så selvfølgelig “vores” egne spillere, Darius Labanauskas, Madars Razma og Marko Kantele.
Morten Thunø:
Vi har 28 forskellige nationer repræsenteret ved VM. Samme antal som det rekordstore antal ved VM 2019. Jeg ser frem til at se, hvor langt de mindre dartnationer er kommet i forhold til at udfordre de større af slagsen. Hvor langt er Filippinerne, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Rusland og Japan kommet i deres udvikling af en spiller, der kan udfordre de bedste i verden? Det er jeg meget spændt på at se.
Be the first to comment