På torsdag begynder en ny sæson i PDC Nordic & Baltic, hvor Per Laursen nok engang er Danmarks bedste bud på en topplacering.
På torsdag begynder en ny sæson i PDC Nordic & Baltic. En sæson der på forhånd tegner til at blive en historisk en af slagsen – særligt for de danske spillere, der i år har mulighed for at kvalificere sig til PDC’s World Series, når Nordic Darts Masters kommer til Forum i København senere i år.
LÆS OGSÅ: Så er det officielt: World Series kommer til Danmark
Foruden muligheden for at stå overfor spillere som Michael van Gerwen, Peter Wright og Gary Anderson til juni, så vil PDC Nordic & Baltic-touren også være afgørende for, hvilke to spillere der kvalificere sig til World Cup of Darts. Herudover er der også en historisk god mulighed for at kvalificere sig til Europa Touren, alt imens der også vil være to VM-pladser på spil.
Der er med andre ord nok at se frem til, når de bedste dartspillere fra Norden og Baltikum på torsdag tager hul på en ny sæson i PDCNB. I den forbindelse har vi her forsøgt at skabe et overblik over, hvad der er på spil, og hvorfor mulighederne for succes sjældent har været større for de danske spillere.
To VM-billetter på højkant
Man skal helt tilbage til 2015, for at finde Danmarks seneste kvalifikation til PDC’s verdensmesterskab.
Dengang, som så mange gange tidligere, blev kvalifikationen sikret via en topplacering på PDC Nordic & Baltics rangliste, idet Per Laursen i 2015 indtog andenpladsen, og dermed sikrede sig den ene af de to VM-billetter.
Igen i år vil der være to VM-billetter på spil til de to spillere, der ender i toppen af PDCNB’s rangliste. Der er dog et mindre forbehold, hvilket vi vil komme tilbage til lige om lidt.
Realistisk set er der dog ikke meget, der tyder på, at det vil lykkes en dansker at spille sig i top to på ranglisten i 2020, idet litauiske Darius Labanauskas og lettiske Madars Razma sidste år viste, at de med afstand er de to bedste spillere i PDCNB netop nu. Derudover må de danske spillere også sande, at de de seneste sæsoner har haft særdeles svært ved at hamle op med eksempelvis de svenske profiler Daniel Larsson og Dennis Nilsson, alt imens den finske trio bestående af Marko Kantele, Kim Viljanen og Ulf Ceder også har leveret et niveau, hvor de danske topspillere har haft svært ved at følge med.
Og så tilbage til forbeholdet – for man behøver faktisk ikke nødvendigvis at spille sig i top to på ranglisten, for at kvalificere sig til VM i Alexandra Palace.
Sidste år kvalificerede Marko Kantele sig eksempelvis til VM, til trods for blot at ende sæsonen som nummer tre på ranglisten. Det gjorde han, eftersom Darius Labanauskas, der selv endte som nummer to på PDCNB-ranglisten, formåede at kvalificere sig til VM via PDC’s ProTour-rangliste. Gør han det igen i år, så vil der igen være mulighed for, at en tredjeplads på PDCNB-ranglisten vil være nok til en VM-billet. Og hvis både sol og stjerner står på række, så vil der være mulighed for, at selv en sjetteplads på PDCNB-ranglisten vil være nok til at sikre en VM-kvalifikation, såfremt alle PDCNB’s Tour Card-holdere (Darius Labanauskas, Madars Razma, Marko Kantele og Daniel Larsson) kvalificerer sig til VM via PDC’s ProTour-rangliste, og ovenikøbet topper PDCNB-ranglisten. Det er dog svært at forestille sig, at det scenarie vil blive en realitet, og det mest sandsynlige scenarie er i stedet, at en tredjeplads på PDCNB-ranglisten igen i år vil være adgangsgivende til PDC’s verdensmesterskab.
Danske top-10 placeringer i PDC Nordic & Baltic
2012: Vladimir Andersen (6), Alex Jensen (7), Per Laursen (10)
2013: Per Laursen (1), Dennis Lindskjold (5), Per Skau (7), Søren Hedegaard (8)
2014: Per Laursen (5)
2015: Per Laursen (2), Per Skau (10)
2016: Per Laursen (4)
2017: Per Laursen (8), Alex Jensen (10)
2018: Per Laursen (10)
2019: Per Laursen (6), Niels Heinsøe (8)
Aldrig været nemmere at kvalificere sig til Europa Touren
Foruden PDC Nordic & Baltics 10 ProTour-turneringer, der er fordelt over fem weekender, så vil der i løbet af 2020 også blive afholdt 10 kvalifikationsturneringer til PDC’s Europa Tour.
Det er ikke noget nyt, at PDCNB er vært for regionale kvalifikationsturneringer til PDC’s Europa Tour, men i år bliver vilkårene for at vinde en af de prestigefulde ET-pladser væsentligt mere overkommelig, eftersom både Darius Labanauskas, Madars Razma, Marko Kantele og Daniel Larsson alle er udelukket fra at deltage, eftersom Tour Card-holdere er nødsaget til at kvalificere sig til Europa Touren gennem PDC’s kvalifikationsturneringer for Tour Card-holdere.
Der bliver dog fortsat hård konkurrence ved PDCNB’s kvalifikationsturneringer, hvor det kun er vinderen af de respektive turneringer der sikrer sig en plads på Europa Touren. Det er i øvrigt endnu aldrig lykkedes en dansker at vinde en kvalifikationsturnering i PDCNB-regi, og igen i år vil spillere som Dennis Nilsson, Kim Viljanen og Ulf Ceder være blandt favoritterne ved kvalifikationsturneringerne.
Hård kamp om kvalifikation til World Cup of Darts
PDC Nordic & Baltics ProTour er i øvrigt også afgørende for, hvilke to spillere der kvalificerer sig til Danmarks World Cup-landshold.
PDC’s World Cup of Darts afvikles i år mellem den 18.-21. juni, og det vil være de to danskere, der har lavet de bedste resultater på PDCNB’s ProTour 12 måneder forinden, der kvalificerer sig. I skrivende er Per Laursen og Niels Heinsøe de to spillere, der står til at skulle repræsentere Danmark ved landsholdsturneringen til sommer – nøjagtig som det også var tilfældet i 2019.
Nedenfor kan du se en top fire over de danske spillere, som indsamlede flest point i løbet af de sidste seks ProTours i sidste sæson. Pointene fra disse turneringer tæller med i regnskabet over, hvilke to danskere der kvalificerer sig til World Cup-landsholdet.
1. Per Laursen, 1250
2. Niels Heinsøe, 1050
3. Ivan Springborg Poulsen, 975
4. Niels Jørgen Hansen, 550
Der er dog et enkelt forbehold med hensyn til hvilke spillere, der kvalificerer sig til World Cup of Darts. For lykkes det en dansker at vinde den Europa Tour-kvalifikation der bliver afholdt nu på torsdag, så vil vedkommende have sikret sig den ene plads på landsholdet, uanset hvor mange point vedkommende formår at indsamle til den overordnede PDCNB-rangliste.
Minimum tre danske pladser ved Nordic Darts Masters
Sidst, men bestemt ikke mindst, så vil de tre danskere der ligger højst på PDC Nordic & Baltic-ranglisten efter sæsonens første fire ProTours kvalificere sig til Nordic Darts Masters.
Herudover vil der være mulighed for, at Danmark får fire spillere med, når PDC’s World Series kommer til København den 12.-13. juni.
Foruden de tre sikre danske pladser, så vil der også være mulighed for at hele fire danskere kvalificerer sig. Søndag den 7. juni vil der således blive afholdt en kvalifikationsturnering for alle spillere, der er spilleberettigede i PDC Nordic & Baltic, og som ikke på forhånd har kvalificeret sig til Nordic Darts Masters. Her vil vinderen af turneringen sikre sig den sidste kvalifikationsplads.
LÆS OGSÅ: Officielt: Disse otte profiler er udtaget til Nordic Darts Masters
PDC Nordic & Baltic kalenderen 2020:
27. februar – 1. marts: Finland
Pro Tour 1
Pro Tour 2
Europa Tour Kvalifikation 4, 5, 6 & 7
5.-7. juni: Danmark
Pro Tour 3
Pro Tour 4
European qualifier 8, 9 & 10
25.-26. juni: Danmark
Pro Tour 5
Pro Tour 6
European Qualifier 11
7.-9. august: Sverige
Pro Tour 7
Pro Tour 8
European qualifier 12 & 13
24.-25. oktober: Letland
Pro Tour 9
Pro Tour 10
Be the first to comment