Grundet den negative Corona-udvikling har Dansk Dart Union valgt at aflyse den kommende weekends danmarksmesterskaber.
Dansk Dart Union har valgt at aflyse den kommende weekends danmarksmesterskab. Sådan lyder meldingen på unionens officielle Facebook-side. I opslaget fremgår blandt andet følgende:
– “DDU er desværre nødsaget til at aflyse Danmarksmesterskaberne i dart d. 14. – 15. marts samt Oldboys-stævnet i den næstkommende weekend d. 21. – 22. marts. Dette skyldes udviklingen af Coronavirus (Covid-19).”
– “DDU har været i kontakt med sundhedsmyndighederne, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og arrangørklubberne: Assens Dart Club og Dartklubben Lido.”
– “Vi har ikke været i stand til fuldt ud at leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, hvorfor vi ikke længere ser det forsvarligt at afholde DM og Oldboys.”
Arbejder på ny dato
I forbindelse med opslaget skriver Dansk Dart Union dog også, at man arbejder på at finde en ny weekend til afholdelse af DM.
– “Vi arbejder på at flytte DM til en anden dato, det er derfor en mulighed at beholde sin tilmelding til DM og dermed ikke få refunderet sit tilmeldingsgebyr.”
Ikke kun DM
Det er ikke kun DDU’s danmarksmesterskab der står overfor at blive aflyst. Også PDC har i dag meddelt, at man har set sig nødsaget til at aflyse to Europa Tour-turneringer, der ellers skulle afholdes mellem den 27.-29. marts (European Darts Open) og 11.-13. april (German Darts Grand Prix). Begge turneringer forventes dog at blive afholdt på et senere tidspunkt.
I DDU-regi har man i øvrigt også set sig nødsaget til at aflyse Oldboys Vest-kampene, der skulle afholdes i weekenden 21.-22. marts. Også her er det endnu uvist, om man kan finde en ny dato.
Be the first to comment