Wayne Warren tror ikke længere på BDO: ‘BDO er færdig’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: James Chance/Getty Images Europe

Wayne Warren har ikke meget tilovers for BDO’s nuværende ledelse, og tror derfor heller ikke på en fremtid for det tidligere magtfulde forbund.

Han vandt BDO’s verdensmesterskab tilbage i januar, men nu siger 57-årige Wayne Warren, at han ikke længere tror på en fremtid for BDO. I stedet vælger han at fokusere på WDF-turneringer og en mulig fremtid i PDC næste år. Det fortæller waliseren i et interview med dartjournalisten Phill Barrs.

Warren vandt BDO-titlen den 12. januar, efter at have besejret sin landsmand Jim Williams i finalen. Sejren resulterede dog langt fra i det karrieremæssige rygstød, som verdensmesteren på forhånd kunne have forventet. For efter sejren blev Warren tildelt en præmiesum på omkring 190.000 kroner. En væsentlig reduktion i forhold til året før, hvor Glen Durrant blev tildelt en præmiecheck på 835.000 kroner. Faktisk var Warrens præmiesum den laveste pengepræmie, der er blevet tildelt en BDO-verdensmester siden 1989 – og så er der end ikke taget højde for inflationen.

– Alle drømmer om at blive verdensmester. Det har jeg selv drømt om, siden jeg var barn, fortæller Wayne Warren.

– Men at få det, jeg har fået – det kan ikke være rigtigt, kan det? Det er et mareridt, ikke en drøm.

Wayne Warrens frustrationer bunder blandt andet i, at spillerne forud for BDO’s verdensmesterskab ganske vist var blevet informeret om, at præmiepengene ville blive reduceret – dog ikke i nær så høj grad, som det blev tilfældet. Og det vælger Warren at bebrejde BDO’s formand, Des Jacklin, for.

Læs også: Dartmedie erfarer: Des Jacklin genvalgt som formand for BDO

– Det eneste Des har gjort bare en smule rigtigt, var at flytte VM til O2. Men hvad han ellers har gjort, det har ikke været godt nok, lyder det fra waliseren.

– Vi vidste godt, at præmiesummen slet ikke ville blive 100.000 pund, men jeg havde hørt rygter om, at det ville blive 50.000 eller 60.000 pund. Så jeg kunne ikke begribe det, da jeg fik en e-mail, hvor der stod, at den var reduceret til 23.000 pund. Det er en forbandet stor reduktion, uddyber han.

– Den oprindelige præmiesum ville have været livs-forandrende for en på min alder. Det er simpelthen en joke. Det er en katastrofe, hvis jeg skal være ærlig. BDO er færdig. Der bliver ikke mere BDO, hvis man spørger mig.

Læs også: Efter kontroversiel afvikling af World Masters: WDF anerkender ikke længere BDO’s turneringer

– BDO har ikke længere min interesse. Jeg vil dedikere mig til WDF-turneringer nu, og så tager vi det ét skridt af gangen. Men BDO er færdig for mig, lyder det.

Selvom Warren fylder 58 til juni, så har han dog fortsat ambitioner om en fremtid i PDC, hvortil han forventer at deltage ved Q-School til januar.

– Jeg forventer at deltage ved Q-School. Jeg var oprindeligt tilmeldt i år, men da jeg fik den e-mail fra BDO, blev presset på mig for stort, og derfor havde jeg ikke hovedet med mig. Men jeg har niveauet til at vinde et Tour Card, afslutter Wayne Warren.

1 Trackback / Pingback

  1. Wayne Warren: I am Done With The BDO. • Darts World Magazine

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*