Fallon Sherrock nummer fem i afstemning over største kvindelige sportspræstationer i England nogensinde

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Fallon Sherrocks historiske sejre ved PDC’s verdensmesterskab 2020 er blevet kåret til den femte største kvindelige sportspræstation nogensinde ved en afstemning af BBC.

25-årige Fallon Sherrock skrev historie, da hun tilbage i december blev den første kvindelige dartspiller nogensinde, der vandt en kamp ved PDC’s verdensmesterskab.

Sherrock vandt indledningsvis sin første kamp mod Ted Evetts, hvorefter hun leverede en suveræn overraskelse, da hun besejrede 11. seedede Mensur Suljovic. Eventyret fik så en brat ende, da hun i tredje runde tabte til Chris Dobey.

Læs også: Fallon Sherrock kommer til Danmark: Disse otte profiler er udtaget til Nordic Darts Masters

Til trods for nederlaget var Sherrock i denne periode det mest omtalte sportsnavn i England, og ramte også overskrifterne i de største medier verden over.

Nu er Sherrocks præstation så blevet kåret til den femte største, engelske kvindelige sportspræstation nogensinde i en afstemning foretaget af det engelske medie BBC.

Afstemningen blev vundet af Jessica Ennis-Hill, der vandt OL-guld ved kvindernes syvkamp i 2012. Herefter fulgte Englands hockeyhold der vandt OL-guld i 2016, Englands guldvindere ved Netball Commenwealth-turneringen i 2018 og Virginia Wades sejr ved Wimbledon i 1977.

Umiddelbart efter offentliggørelsen af afstemningens resultater udtalte Sherrock følgende til BBC:

– Bare det at være en del af afstemningen er en kæmpe ære for mig, og at jeg så ovenikøbet er blevet nummer fem – jeg er helt forbløffet, lød det.

– Dart er jo altid blevet anset som en sport, der har været domineret af mænd. Så det var rart, at vi som kvinder fik muligheden for at spille (ved PDC’s VM, red.), og at jeg så ovenikøbet fik oplevelsen af at vinde en kamp mod mændene på den største scene af dem alle, det er noget, jeg altid har drømt om.

– Det var et ufatteligt øjeblik, og jeg havde alle mine følelser ude på tøjet. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde.

– Det ændrede mit liv fuldstænding, og da dén kamp (sejren mod Ted Evetts, red.) var afgjort, så havde jeg muligheden for at spille to kampe mere. Momentum ændrede sig, og alle fulgte med. Det var en fantastisk oplevelse, og hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, og opleve det hele igen, så ville jeg helt sikkert gøre det, afslutter hun.

I alt var 18 sportspræstationer nomineret til prisen. I den forbindelse løb Fallon Sherrock afsted med fem procent af stemmerne, alt imens vinderen, Jessisa Ennis-Hill, fik 26 procent af de samlede stemmer.

Læs også: Michael Frydendahl om muligheden for at afholde Nordic Darts Masters: Jeg er optimistisk

Danske Fallon Sherrock-fans kan i øvrigt se frem til at se hende på dansk jord senere i år. “The Queen Of The Palace” er således udtaget til World Series-turneringen Nordic Darts Masters, der efter planen skal afholdes i Forum i København til oktober. Det kan du læse mere om her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*