Henrik Vestbo: ‘Vi finder en dato for repræsentantskabsmødet i aften – DM kan blive en udfordring’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

henrik vestbo
Foto: Dansk Dart Union

Dansk Dart Unions formand ser frem til forhåbentligt at kunne afholde et fysisk repræsentantskabsmøde efter sommerferien.

Det er ikke kun Dansk Dart Unions turneringer, som coronaudbruddet satte en stopper for tilbage i midten af marts måned i år.

Også DDU’s repræsentantskabsmøde blev udskudt på ubestemt tid, men nu ser det ud til, at der er lys for enden af tunnelen. Det fortæller DDU’s formand Henrik Vestbo til Dartnyheder.dk.

Læs også:Så må dartklubberne åbne igen: Her er DDU’s retningslinjer for genåbning

Hvad er status på repræsentantskabsmødet?

– Det vil vi (DDU’s bestyrelse) melde noget ud om meget snart. Vi skal have et bestyrelsesmøde i aften, hvor vi blandt andet kommer til at diskutere repræsentantskabsmødet. Men med de udmeldinger der er kommet fra regeringen og sundhedsmyndighederne de seneste dage, som også betyder, at DIF’s årsmøde bliver et fysisk et af slagsen, så ser det ud til, at vi også kan holde vores repræsentantskabsmøde fysisk i Svendborg. Så planen er, at vi finder en endelig dato i aften, og at vi flytter de oprindelige deadlines for indsendelser af lovforslag og lignende, således at vi sikrer os, at dagsordenen for repræsentantskabsmødet bliver så aktuel som overhovedet muligt.

I diskuterer altså en endelig dato i aften – men kan du allerede nu røbe, hvilken dato det bliver?

– Nej, det kan jeg ikke. Men man må forvente, at det bliver engang efter sommerferien. Tidligere kan det nok ikke lade sig gøre. Og at vi holder det fysisk i Svendborg, det er helt sikkert vores plan, og det tegner det til, at vi kan.

Ser du ikke nogen udfordringer i, at man kun må være 50 personer samlet?

– Jo, med et loft på 50 personer kan det godt blive en udfordring. Men nu er det jo sådan, at den politiske aftale lægger an til, at når vi kommer til den 8. juli, så hæves forsamlingsforbuddet til 100 personer, og når vi runder den 8. august, så bliver det 200. Man skal selvfølgelig tage sine forbehold, men som udgangspunkt ser det positivt ud, hvis vi lægger datoen efter den 8. august. Skulle vi så alligevel blive for mange, så har jeg forhørt mig hos Christiansminde Hotel, om muligheden for at vi kan fordele os i forskellige lokaler, og alligevel kommunikere sammen gennem storskærme.

Læs også: DDU har fundet ny dato til danmarksmesterskabet

DM er som bekendt udskudt til den 14.-15. november. Hvordan ser du perspektiverne for rent faktisk at kunne afholde det?

– Jeg er jo grundlæggende optimist, men jeg må indrømme, at jeg tager stærke forbehold. For selvom vi har skubbet DM langt hen i kalenderen, så har vi jo ingen idé om, hvorvidt vi rent faktisk kommer til at kunne holde det. DM er jo en indendørs aktivitet, hvor vi som regel godt kan runde 300 deltagere, og det kan godt gå hen og blive en reel udfordring. Her må vi bare se tiden an, håbe på det bedste og være klar, hvis det kommer til at kunne lade sig gøre, at afholde det.

Jeg har tidligere spurgt dig om muligheden for, om DM kan blive afholdt eksklusivt for eksempelvis top 32 på ranglisterne. Ser du det som en udvej, hvis det er antallet af deltagere, der kommer til at kunne gøre forskellen?

– Nej, det gør jeg ikke umiddelbart. Jeg forstår godt tanken bag, men det ville ikke være fair overfor spillerne, eftersom de spillere der befinder sig udenfor en given placering på ranglisterne, ikke ville have haft mulighed for at koncentrere sig om stævner, med det mål at kvalificere sig til DM. Så nej, det gør jeg umiddelbart ikke, lyder det afsluttende fra Henrik Vestbo.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*