Efter et års karantæne gør Vladimir Andersen i den kommende weekend comeback ved Samsø Open.
Vladimir Andersen har gennem de seneste år delt vandene i det danske dartland. På den ene side er han blevet hyldet for sit åbenlyse talent, mens han på den anden side også har måttet stå model til en del kritik af sin disciplinære optræden. En kritik som sidste år kulminerede i et års karantæne fra Dansk Dart Union. En dom som kom i kølvandet på en lignende straf et halvandet år forinden.
På trods af en lang karantæne vender Vladimir tilbage til sporten i en fortsat ung dartalder, hvilket gør at man som dansker fortsat kan have forhåbninger om at den 28-årige vejlenser får udnyttet sit potentiale – ikke mindst på den internationale scene. Med sejre ved German Gold Cup og Dortmund Open i henholdsvis 2010 og 2012, samt andre gode placeringer ved eksempelvis World Masters og Dutch Open, er der belæg for at Vladimir har det potentiale der skal til for at kæmpe med om succes internationalt. I første omgang gælder det dog noget mere ydmyge rammer, når Vladimir i den kommende weekend gør comeback i B-rækken ved Samsø Open. Dartnyheder.dk har i den forbindelse fået lov at lave et interview med den kontroversielle dartspiller.
Vladimir, det er nu et år siden at du fik tildelt din karantæne. Hvad har du lavet i den mellemlæggende periode? Der går rygter om at du skulle have holdt formen ved lige ved at spillet E-dart?
– Jeg har overhovedet ikke spillet E-dart. Jeg så godt der var en der skrev det inde på ‘Dart Forum’, men jeg gad ikke rette på det. Jeg har ganske vist været ude til et enkelt stævne, og så Hvide Sande her for nyligt. Men heller ikke mere end det. Til gengæld har jeg fået passet en del ting, som jeg ikke havde så meget tid til før karantænen. For eksempel har der været bedre tid til familie, venner og sådanne ting.
Vil det sige, at du slet ikke har holdt formen ved lige siden sidste år?
– Naarh. Formen kunne nok have været bedre. Det har været svært at motivere sig selv, når man ikke har kunnet spille stævner og division, men jeg har da kastet pile engang imellem. Men nej, jeg er ikke i topform.
Er det rigtigt, at du gør comeback ved Samsø Open, og at du har valgt at stille op i B-rækken?
– Ja, det gør jeg. Jeg kunne selvfølgelig også have valgt A-rækken, men når nu pengepræmierne er lige store i begge rækker, og jeg har muligheden for at stille op i B, hvorfor så ikke gøre det?
I 2015 lykkedes det Vladimir, som den første danske herrespiller siden Per Laursen og Brian Buur i 2006, at kvalificere sig til BDO’s verdensmesterskab, Lakeside, i 2016. En karantæne fra Dansk Dart Union betød dog, at den tidligere danske mester blev nægtet deltagelse ved VM. Vladimir udelukker dog ikke, at den mulighed kan byde sig igen.
Har du stadigvæk ambitioner om at spille med blandt de aller bedste?
– Det kommer an på hvad du mener. Jeg har ingen ambitioner om at skulle spille 1. division for eksempel. Jeg har heller ikke noget behov for at spille mig op som nummer 1 på den danske rangliste, for hvad er det egentlig værd? Jeg vil selvfølgelig gerne spille med blandt de bedste, men så bliver det nok i BDO i første omgang. Jeg kommer nok også til at deltage ved PDC Nordic.
Ved Samsø Open spiller du med gæste-licens. Kan du afsløre om du har været, eller er i kontakt med nogle klubber?
– Jeg har overhovedet ikke været i kontakt med nogen klubber. Jeg har selvfølgelig snakket lidt med nogle spillere fra forskellige klubber, men jeg har ikke decideret forsøgt at finde en klub. Jeg har ganske vist tænkt på Lido og Dart Odense, men det ved jeg ikke helt. Som sagt ønsker jeg heller ikke at spille 1. division.
Hvorfor ønsker du ikke at spille 1. division?
– Jeg synes bare det er for langt at køre når man spiller 1. division, og så synes jeg heller ikke man får nok ud af det. Nu har jeg jo også spillet det i 10 år, og har også prøvet at vinde det. Jeg kan godt mærke, at det ikke er det, jeg har lyst til lige nu og her.
Føler du, at den karantæne du fik i sin tid var retfærdig?
– Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes mest af alt, at det gik ud på at man bare var efter mig.
Har karantænen fyldt meget i din bevidsthed, og er det noget der har gået dig på?
– Nej, det har det ikke. Jeg har faktisk næsten ikke tænkt over det. Jeg har valgt at tænke positivt på det, og nydt at have mere tid til venner og familie og alt sådan noget i stedet.
Kommer du til at optræde anderledes ude til stævner og lignende fremover, nu her efter din karantæne?
– Nej, det gør jeg ikke. Jeg er stadigvæk den samme, og det vil jeg ikke ændre på. Som sagt så synes jeg heller ikke at den seneste karantæne var fair. Derudover kunne jeg nok godt have gjort noget mere sidste gang, for at undgå karantænen. Jeg svarede jo eksempelvis ikke på deres (red. DDU’s) mails.
Hvis du er i topform, er du så Danmarks bedste dartspiller?
– Ja, selvfølgelig.
Hvor lang tid går der, før vi ser dig tilbage på det niveau igen?
– Det kommer an på hvor meget jeg gider gøre ved det. Hvis jeg gør lige så meget ud af det, som før karantænen, så tager det ikke særlig lang tid.
Hvor lang tid, og hvor vidt det i det hele taget lykkes, for Vladimir Andersen at etablere sig blandt landets bedste dartspillere igen, vil kun tiden kunne vise. En indikation på dette får vi dog efter weekenden, når Samsø Open er færdigspillet.
Be the first to comment