Gary Anderson åbner op for muligt afbud til VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Den dobbelte verdensmester fortæller, at han har i sinde at melde afbud til VM, hvis det afholdes udenfor England, og coronavirusset ikke er nedkæmpet.

Skulle PDC vælge at afholde deres verdensmesterskab udenfor England, samtidig med at coronakrisen fortsat hersker, så er den dobbelte verdensmester, Gary Anderson, klar i mælet. Et sådant scenarie vil nemlig betyde, at han ikke har i sinde at deltage. Det fortæller den 49-årige skotte til Darts World.

– Bare fordi vi er sportspersoner, skal vi så bare kunne rejse, som vi vil? Nej, lød det retorisk fra ‘The Flying Scotsman’, da han i går, umiddelbart efter sin sejr over Rob Cross i første runde af World Grand Prix, blev bedt om at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat har i sinde at melde afbud til turneringer, der ikke afholdes i England.

Tilbage i september meldte Gary Anderson nemlig afbud til både Autumn Series og World Series of Darts Finals, eftersom de blev afholdt udenfor England.

– Jeg føler mig bare ikke sikker på at rejse, sådan som tingene er lige nu. Jeg er nødsaget til at flyve, og selvom jeg er tryg ved at bære min maske, og følge de øvrige retningslinjer, så stoler jeg ikke på andre mennesker, udtalte Gary Anderson ved den lejlighed.

Selvom det umiddelbart virker usandsynligt, at PDC skulle vælge at afholde VM udenfor England, så er det et tema der bliver debatteret på blandt andet de sociale medier. Baggrunden for spekulationerne er, at England fortsat ikke tillader publikum til sportsarrangementer, og muligvis heller ikke vil åbne op for publikum, inden VM indledes til december. På den baggrund vil PDC have økonomiske interesser i at afholde verdensmesterskabet et andet sted i Europa, hvor publikum er tilladt.

En anden mulighed der spekuleres i er, at VM kan blive udskudt til et senere tidspunkt i 2021, i håbet om at coronakrisen vil være væsentligt aftaget til den tid.

Selvom det er svært at gennemskue, hvorvidt PDC rent faktisk overvejer at finde en anden værtsnation til VM, så er det væsentligt mere håndgribeligt, at Gary Anderson risikerer at melde afbud til PDC’s World Cup of Darts.

Landsholdsturneringen er således programsat til at skulle afholdes i begyndelsen af november, altså om lidt under en måned, i Østrig. Står Andersons ord til troende, så er der med andre ord en overhængende risiko for, at Skotland i år vil blive repræsenteret af Peter Wright og John Henderson.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*