Optakt: 1. Division – Formiddagskampe

Tekst: Frede Johansen

Foto: DDU

Frede Johansen ser endnu engang frem mod de kommende kampe i landets bedste dartrække. 2. del af optakten bliver delt her på siden i morgen, fredag.

Så nærmer vi os 3. runde i 1. division, og der er siden sidste runde afviklet en enkelt kamp, hvilket var den udsatte kampe fra 2 runde mellem Ringsted og Holbæk. Et spændende opgør mellem 2 af aspiranterne til slutspillet, og derfor et godt pejlemærke til at vurdere holdenes muligheder i indeværende sæson. Begge hold kom da også til kampen med 2 sejre i bagagen, så alt tydede på et tæt opgør. Spændingen blev dog ganske kortvarig, da Holbæk trods en god start og føring efter de første 4 kampe måtte slippe taget. Og i de sidste 12 kampe blev det kun 2 sejre til udeholdet, der derfor måtte forlade kampen med et klart nederlag på 11-5. Hos hjemmeholdet imponerede især Ole Jørgensen med 4 sejre, selvom gennemsnittet var i den høje ende, hvorimod især Nicolai Olsen skuffede for udeholdet, med blot en enkelt sejr. Sejren sikrede samtidigt Ringsted rækkens dukseplads, og vi kan se frem til et rigtigt topbrag, når rækkens to tophold tørner sammen lørdag.

DK26: Brian Løkken – Michael Hansen – Flemming Hansen – Kenneth Hansen
Vs.
Verninge: Tonny Madsen – Heine Rasmussen – Jens Andreasen – Michael Clemme

Efter en god start på sæsonen af DK26 hvor det kun er blevet til nederlag mod de forsvarende mestre fra Potten, og da Verninges spil trods sejren mod Assens ikke har været på toppen ligner det en klar hjemmesejr til DK26. Det forventes dog at Tonny Madsen igen er med hos Verninge til denne weekends kampe, men det er næppe nok til at skabe overraskelsen.

Forventet resultat 10-6

Dart Odense: Søren Gjerlufsen – Daniel Hadberg – Jan Møller – Casper Rasmussen
Vs.
Kælderen: Anders Zaar – Kasper Puggaard – Steffen Olling – Søren Christensen

Efter en start med 2 nederlag i 3 kampe til Dart Odense og 2 sejre og maksimumpoint til Kælderen kunne det på papiret ligne en sikker sejr til Kælderen. Der har dog været væsentlig forskel i de to holds kampprogram, og hvor Odenses nederlag har været mod hold fra den forventede øverste halvdel, har Kælderens sejre været mod to af rækkens formodede dårligste hold. Derfor forventer jeg da også en meget tættere kamp end den nuværende stilling kunne antyde. Ikke nok med de 2 hold styrkemæssigt rangere helt lige, så syntes jeg faktisk også at de gør det spiller for spiller. Derfor bliver denne kamp også den første hvor jeg spår et uafgjort resultat. Det kan dog være ekstremt svært at spå om kampresultatet når holdende spiller for spiller er så tæt matchet, da selv små udsving fra det ene hold kan resultere i en stor forskel i den endelige kampscore. Det bliver dog helt sikkert en spændende kamp, som har alle muligheder for at bølge frem og tilbage. Og især for Odense virker det som en ekstremt vigtig kamp i forhold til muligheden for at ende i den bedste halvdel.

Forventet resultat 8-8

Holbæk: Nicolai Olsen – Daniel Jensen – Jørgen Ejlertsen – Peter Starskov
Vs.
Aabenraa: Daniel Vogt – Niels-Jørgen Hansen – Bjørn-Oliver Derichs – Flemming Hansen           

Holbæk er startet sæsonen som de sluttede, og også lidt som jeg forventede, med både svingende spil og resultater. Hvis de med den spillestil skal sikre sig en slutspilsplads, har de naturligvis behov for indimellem at tage point fra måske på papiret bedre hold, da de højst sandsynlig vil komme til at smide point mod nogle af de lavere rangerende hold. Selvom Holbæk kun har tabt til Ringsted, som er blandt de absolutte favoritter til en af slutspilspladserne, vil et nederlag til Aabenraa trods alt lægge kraftigt pres på Holbæk resten af efterårssæsonen, og ikke efterlade meget plads til smuttere. Aabenraa har dog trods 6 point i de første 2 kampe, ikke virket overbevisende i hverken spil, gennemsnit eller kampresultater. Det blev dog til en sikker sejr mod et svækket Verninge hold, men blot til en snæver sejr på 9-7 over Assens, og selv ikke Daniel Vogts 8 sejre virkede alt for overbevisende. Derfor ligger der måske en mulighed for Holbæk for med en af deres gode kampe at snuppe point. Jeg vil dog stadig betegne Aabenraa som favoritter, selvom vi endnu har til gode at se dem levere beviser for deres kunnen i denne sæson.

Forventet resultat 7-9

Lido: Søren Arnstrup – Tonni Sørensen – Morten Sørensen – Frede Johansen
Vs.
Ringsted: Stig Jørgensen – Rene Johansen – Jacob Mortensen – Ole Jørgensen

Selvom Lido var tæt på at overraske mod Potten, og undertegnede agerer reserve til weekendens kampe, må Ringsted dog stadig betegnes som klare favoritter. Med stensikre sejre i årets første 3 kampe har de allerede bevist deres slutspil, såvel som medalje potentiale, og jeg forventer desværre ikke det bliver Lido der kommer til at sætte en stopper ved dette. Omvendt bliver det nok nærmere en opvarmningskamp for holdene, der begge har meget vigtigere kampe senere på dagen.

Forventet resultat 6-10

Studsen: Brian Christiansen – Patrick Nielsen – Kenneth Byø – Brian Andersen
Vs.
Assens: Benjamin Drue Reus – Jimmy Warvzonek – Finn Madsen – Ann-Louise Peters

Studsen har fået en dårlig start på sæsonen, med 2 nederlag i 3 kampe, og selvom det efterhånden er blevet en vane for dem at starte dårligt, må det stadig betegnes som en skuffelse. Nederlaget mod Potten, kan jo ikke decideret betegnes som en skuffelse, men ser man på spillet var det ikke af slutspilsklasse, og med nederlaget i første runde mod DK26 har de allerede fået kniven for struben. I hvert fald hvis slutspillet er ambitionen. Der er trods alt forskel på at skulle kæmpe sig ud af nedrykning efter en dårlig start, og så at nå et slutspil. Der er ganske enkelt ikke plads til ret mange svipsere. Det ser dog ud til at weekenden byder på gode muligheder for at få booket lidt selvtillid mod 2 af holdende fra den nederste del af rækken. Assens viste dog en klar fremgang fra 1. runde, og tabte med den mindst mulige margin til såvel Kælderen, som Aabenraa, hvilket viser at 3 point ikke kan betegnes som en selvfølge, selvom det dog må betegnes som en nødvendighed. Studsen er da også under alle omstændigheder favoritter.

Forventet resultat 11-5

Potten: Alex Jensen – Mogens Christensen – Lars Helsinghof – Frank Andreasen
Vs.
Holeby: Jesper Pedersen – Winfreid Kuchel – Ole Nissen – Lars Sørensen

Her kan man virkelig snakke om top mod bund. De forsvarende danske mestre og guldfavoritter Potten mod oprykkerne og nedrykningskandidaterne fra Holeby. Kampen bliver nok derefter, men igen er det for ingen af holdende en særlig vigtig kamp, hvorfor den nærmere kommer til at udgøre opvarmning til dagens senere kampe.

Forventet resultat 14-2

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*