Peter Wright var nærmest uovervindelig, da han med et gennemsnit på hele 110,37 besejrede Michael van Gerwen 17-10 i semifinalerne ved World Matchplay.
Sidste års verdensmester, Peter Wright, er klar til karrierens anden finale ved World Matchplay, efter han i går besejrede Michael van Gerwen med de overlegne cifre 17-10 og et gennemsnit på hele 110,37. Dermed står ‘Snakebite’ nu noteret for det syvendehøjeste gennemsnit ved World Matchplay nogensinde. Det er dog fortsat Phil Taylor der indtager førstepladsen på dén liste med et gennemsnit på 114,99.
Lørdagens sejr over ‘MVG’ var på intet tidspunkt i fare. Peter Wright indledte således kampen med at bringe sig komfortabelt i front 4-1, og selvom Michael van Gerwen på et tidspunkt fik kæmpet sig tilbage til stillingen 5-4, så var det det tætteste, den tredobbelte verdensmester kom på at udfordre sin skotske rival.
Peter Wright har nu muligheden for at vinde sit første World Matchplay-trofæ i karrieren, efter han tabte sin hidtil eneste finale 18-8 til Phil Taylor i 2017.
Møder Van den Bergh i finalen
I søndagens finale kan verdensranglistens nummer to så se frem til at møde den regerende World Matchplay-vinder, Dimitri Van den Bergh, der til trods for store startvanskeligheder formåede at hive en komfortabel 17-9 sejr i land over polske Krzysztof Ratajski, der ved den lejlighed stod i sin første semifinale ved en major i PDC nogensinde.
Efter sejren kan Dimitri Van den Bergh fortsat kalde sig ubesejret ved World Matchplay. Den 27-årige belgier vandt således turneringen ved sin debut sidste år, og står nu igen i finalen. Hvis han vinder, vil han i øvrigt være den blot fjerde spiller i historien, der vinder World Matchplay to år i træk. Tidligere har kun Rod Harrington, Phil Taylor og Michael van Gerwen præsteret den bedrift.
Hvis Dimitri Van den Bergh vinder aftenens finale, så vil han i øvrigt rykke op som nummer fire på verdensranglisten, mens han må tage til takke med en femteplads, hvis han taber. Peter Wright vil i øvrigt fastholde sin andenplads uanset om han vinder eller ej.
Finalen ved World Matchplay starter i aften klokken 21:30 og kan ses live på TV3 Sport, Viaplay og PDC.tv.
Se/gense højdepunkterne fra lørdagens semifinaler ved World Matchplay:
World Matchplay – resultater
Lørdag 24. juli
Semifinaler
Dimitri Van den Bergh (98,51) 17-9 (96,56) Krzysztof Ratajski
Peter Wright (110,37) 17-10 (101,34) Michael van Gerwen
World Matchplay – program
Søndag 25. juli (21:30) – kan ses live på TV3 Sport, Viaplay og PDC.tv
Finale
Peter Wright v Dimitri Van den Bergh
Læs også:
Fortsat ubesejret ved Matchplay: Van den Bergh satte verdensmesteren på plads
Top 3: De største profiler der ikke er kvalificeret til World Matchplay
Podcast: Optakt til World Matchplay
Be the first to comment