TV3-eksperterne analyserer VM 2022 – peger på Clayton som kommende verdensmester

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

TV3’s faste darteksperter, Michael Frydendahl og Morten Thunø, ser i denne artikel frem mod VM 2022, og peger i den anledning på Jonny Clayton som favorit i Alexandra Palace.

Fra den 15. december frem til og med den 3. januar afholdes PDC’s verdensmesterskab anno 2022. I den sammenhæng vil årets sportslige højdepunkt igen i år kunne ses live på både Viaplay og TV3’s kanaler, hvor de faste darteksperter, Michael Frydendahl og Morten Thunø, vil sidde klar bag mikrofonerne og guide TV-seerne gennem de i alt 95 VM-kampe, der venter forude i engelske Alexandra Palace. Vi har i den anledning allieret os med eksperterne, med henblik på at høre deres bud på, hvad vi kan forvente os af det kommende verdensmesterskab.

1) Hvem betragter du som favorit, og hvorfor?

Michael Frydendahl:

Den er meget svær. For mig at se er der flere favoritter og ikke bare én som før i tiden, hvor Phil Taylor altid var favorit eller for år tilbage Michael van Gerwen.

Jeg har rent umiddelbart 4 spillere som er mine forhåndsfavoritter, men skal jeg vælge en, så bliver det Jonny Clayton, fordi han har spillet et fantastisk flot og meget stabilt 2021 og vundet fire TV-turneringer samt et par Pro Tours. Virkede måske ”lidt” udbrændt i Players Championship Finals, men har nu haft en måned til at slappe lidt af og bygge op til VM.

Morten Thunø:

Jeg har været ekstremt imponeret over Jonny Clayton i 2021. Han vandt Masters i starten af året, hvorefter han følger op med at triumfere i Premier League. Jeg har flere gange tænkt, om han kunne blive ved. Så vandt han World Grand Prix og World Series Finals. Ja, han kan blive ved.

Clayton møder højst sandsynligt Michael Smith i fjerde runde, og det er egentlig ikke så fordelagtigt. Der er andre i favoritfeltet med en bedre lodtrækning og seedning. Efter alt at dømme bliver det så en walisisk kvartfinale mod den førsteseedede Gerwyn Price. Vejen er svær, men troen er stor på ”The Ferret”. Avancerer Clayton fra kvartfinalen, kan jeg godt lide parringen med 2. quarter, der fremstår helt åben. Rammer waliseren i sidste ende finalen, så tvivler jeg ikke på ham. Clayton har et sublimt finalegen.

Hvem tror du vinder VM 2022?

  • Michael van Gerwen (26%, 37 Stemmer)
  • Jonny Clayton (20%, 28 Stemmer)
  • Gerwyn Price (18%, 25 Stemmer)
  • Peter Wright (17%, 24 Stemmer)
  • En anden (8%, 12 Stemmer)
  • Michael Smith (5%, 7 Stemmer)
  • Dimitri Van den Bergh (3%, 4 Stemmer)
  • Nathan Aspinall (2%, 3 Stemmer)
  • Rob Cross (1%, 2 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 142

Indlæser ... Indlæser ...

2) Hvem er de(n) største udfordrer(e) til ovennævnte favorit?

Michael Frydendal:

Førsteudfordreren vil være landsmand og World Cup-makker Gerwyn Price. Hvis de holder deres seedninger, mødes de i kvartfinalen. For mig at se vil det på forhånd være en 50/50 kamp, hvis begge spillere lever op til deres normalt flotte niveau.

Morten Thunø:

Jeg anser MvG som den største konkurrent til Clayton. Jeg tror også, de ender i finalen mod hinanden. MvG har enkelte udfald i sit spil efterhånden og har ikke den samme sult som tidligere. MvG’s udfald har udfordret hans tydeligt udtalte ambitioner og selvforståelse, men han har heller ikke haft det nemt den seneste tid. Husker I hans tårevædet interview efter sejren i Forum? Jeg spurgte ham personligt bagefter, hvad der gjorde ham rørstrømsk. Han svarede, det var personligt.

Sætformatet betragter jeg som en fordel for MvG lige nu. Her kan han udligne sine udfald, hvis han spiller et dårligt sæt. Han lægger sig tæt opad Clayton som favorit til at tage titlen, og MvG kunne jeg ligeså godt have valgt. Vi begynder at se glimt af den gamle MvG igen, og jeg spændt på, om han brænder Ally Pally af med nogle vilde ting. Forvent en masse 100+ checkouts fra ham i år. Det har han været vild til i 2021.

3) Hvilken kamp i første runde ser du mest frem til, og hvorfor?

Michael Frydendahl:

Det er klart, der er stor opmærksomhed på kampen mellem Fallon Sherrock og Steve Beaton. Fallon har jo taget hele dartverdenen med storm, ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun er en fantastisk dartspiller. Det bliver en spændende kamp.

Kampen mellem Laurence Ilagan og Barneveld samt Matt Campbell og Adrian Lewis glæder jeg mig også til. Sidstnævnte gælder om at møde Gary Anderson.

Morten Thunø:

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg savner Adrian Lewis som en toneangivende spiller i verdenstoppen. Han er poppet lidt op igen, men jeg glemmer aldrig hans VM-titler i 2011 og 2012. Eller hans 9-darter i 2015 mod RvB. Sikke en spiller – og så kan den walk on altså noget. ”Jackpot” møder den dygtige canadier Matt Campbell. Den kamp ser jeg virkelig frem til. Steve Beaton – Fallon Sherrock skal vi også glæde os til. To spillere, der er enormt populære. Tænk, hvis der bliver buh’et af Beaton, det fine menneske. Popularitetskonkurrence lige der.

4) Hvilke(n) spiller(e) tror du kan risikere at skuffe?

Michael Frydendahl:

En spiller som virkelig hungrer efter VM titlen er Michael van Gerwen. Det er bestemt ikke noget let program han har. Kigger man sådan lige for, så skal han forbi unge, sultne og meget farlige spillere allerede fra start som Chris Dobey og Luke Humphries ,men måske også Dave Chisnall eller Darius Labanauskas. En eventuel kvartfinale vil potentielt være mod tidligere verdensmestre, idet der er fem af slagsen i hans halvdel (Adrian Lewis, Scott Mitchell, Raymond van Barneveld, Rob Cross og Gary Anderson). Ikke noget nemt program.

José de Sousa er også en spiller, som er svær at bedømme. Spiller fantastisk når det køre for ham, men laver stadig mange fejl som ”kan” blive straffet. Han er stadig ikke en komplet spiller i min øjne.

Morten Thunø:

Hvis Peter Wright ikke indfinder sig i turneringen, så kunne han godt falde for fødderne af enten Damon Heta eller Ryan Searle. Det er et par store udfordringer for ”Snakebite”. Searle har vi eksempelvis lige set i finalen ved Players Championship Finals. Sidste års finalist Gary Anderson kunne også godt ryge ud inden kvartfinalen. Jeg håber det ikke, da han er en nydelse, når han spiller godt. Og så er han i øvrigt et af de rareste mennesker, jeg har mødt i dartverdenen.

5) Hvis du skal pege på en ”fræk” outsider til VM-titlen, hvem vil du så pege på? Og hvorfor?

Michael Frydendal:

Jeg har nu fulgt Ryan ”Heavy Metal” Searle siden han slog igennem og fik sit Tour Card. Udover han er ydmyg og vellidt af de andre spillere, så har han hævet sit niveau stille og roligt gennem de sidste år. Han er ikke braget igennem på rekordtid, men stille og roligt, år for år blevet bedre og bedre. Personligt tænker jeg, det den rigtige udvikling, for på sigt at blive en stor verdensstjerne. Han har lavet fornuftige resultater ved VM i de tidligere år, og netop været i sin første store TV-finale sidste måned. Det kan måske kulminere i år.

Morten Thunø:

Så vil jeg rette blikket mod 2. og 3. quarter. Her finder vi blandt andre Joe Cullen, som jeg tror får has på den fjerdeseedede James Wade. Finder Cullen form, er han uhyggelig god. Og hans vej til en semifinale er relativ åben, da han undgår både Price, MvG og Clayton. Cullen har niveauet til at hamle op med samtlige spillere i sin quarter, og han spillede en ret god syv-sæts-kamp, da han røg til MvG ved sidste års VM. Dimitri van den Bergh er den højest rangerede spiller, han kan løbe ind i.

6) Hvilke 10 spillere tror du (på nuværende tidspunkt) bliver udtaget til Premier League 2022?

Michael Frydendal:

Gerwyn Price
Peter Wright
Michael van Gerwen
Jonny Clayton
James Wade
Gary Anderson
Michael Smith
Dimitri van den Bergh
Nathan Aspinall
Rob Cross
Men lur mig om ikke der kommer et par overraskelser afhængig af resultaterne ved VM. Der bliver måske plads til Fallon Sherrock og Ryan Searle. Hvem ved, måske Raymond van Barneveld?

Morten Thunø:

Jonny Clayton
Michael van Gerwen
Gerwn Price
Peter Wright
James Wade
Gary Anderson
Dimitri van den Bergh
Jose de Sousa
Rob Cross
Joe Cullen (det frække bud på den sidste)


Lyt til Dartsnyheder.dk’s VM-podcast ved at trykke på din foretrukne podcast-tjeneste:

Spotify

iTunes 

Google podcast


Læs også:

Podcast: Optakt til VM og interview med Andreas Toft Jørgensen

Top 5: De mest interessante kampe i første runde ved VM

PDC hæver pengepræmierne for 2022

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*