Vladimir Andersen er blevet testet positiv for Covid-19. Derfor misser danskeren sæsonens to første turneringer på PDC’s Pro Tour.
Indtil videre har opturen været stor for 32-årige Vladimir Andersen, siden hans to-årige karantæne fra Dansk Dart Union udløb i december sidste år.
I januar gjorde vejlenseren således et nærmest eventyrligt comeback til sporten, da han som den første dansker nogensinde sejrede ved Q-School, og på den baggrund sikrede sig et af PDC’s 128 Tour Cards.
Præstationen blev fulgt op i den forgangne weekend, hvor Vladimir Andersen først vandt lørdagens Pro Tour-turnering i PDC Nordic & Baltic, hvilket blev fulgt op med en kvartfinale om søndagen. På den baggrund topper danskeren PDCNB-ranglisten efter de første to ud af i alt 10 turneringer.
Men nu har opturen så fået en ende. Vladimir Andersen er nemlig blevet testet positiv for Covid-19. Det oplyser han til Dartnyheder.dk.
Vladimir Andersen blev først testet positiv i en kviktest mandag, og fik efterfølgende taget en PCR-test samme aften. Resultatet af PCR-testen er kommet i dag.
Tour Card-indehaveren delte i weekenden værelse med klubkammeraten Mikkel Knudsen, der selv fik en positiv Covid-19 test mandag.
Efter det positive testresultat er Vladimir Andersen nu tvunget til at blive hjemme i Danmark, når der i den kommende weekend tages hul på sæsonens første Players Championship-turneringer i engelske Barnsley. Her skulle danskeren ellers have haft debut på PDC’s Pro Tour.
Dermed er Vladimir Andersens Pro Tour-debut som udgangspunkt udsat frem til den 12. og 13. februar, hvor sæsonens tredje- og fjerde Players Championship-turnering afholdes i engelske Wigan.
Læs også:
Madars Razma vandt årets anden Pro Tour – Vladimir Andersen topper ranglisten
Tour-Kortet er i hus – men hvad nu? Her er, hvad der venter Vladimir Andersen
PDC bekræfter: Disse spillere er udtaget til Premier League 2022
Be the first to comment