Yngste verdensmester nogensinde: 18-årige Beau Graves brillerede i VM-finalen

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: WDF/TipTopPics

Beau Greaves er den yngste seniorverdensmester nogensinde, efter hun søndag triumferede i damernes VM-finale i WDF.

Med et suverænt gennemsnit på 92,05 blev blot 18-årige Beau Greaves i går den yngste seniorverdensmester nogensinde, da hun med en komfortabel sejr på 4-0 besejrede sin engelske landsmand Kirsty Hutchinson i finalen ved WDF’s verdensmesterskab.

Finalegennemsnittet på 92,05 er det højeste gennemsnit i en damefinale nogensinde, og samtidig det tredjehøjeste gennemsnit ved damernes VM nogensinde. Den 10-dobbelte kvindelige verdensmester, Trina Gulliver, står således fortsat noteret for de to højeste gennemsnit ved damernes verdensmesterskab på henholdsvis 95,97 og 94,92.

Forud for finalen havde Beau Greaves først besejret ungarske Veronika Ihász 2-1, inden hun i kvartfinalen sendte hollandske Aileen de Graaf ud af turneringen med et nederlag på 2-0. I semifinalen vandt hun sidenhen 3-0 over Lorraine Winstanley. Dermed tabte stortalentet blot et enkelt sæt gennem hele VM-turneringen.

Beau Greaves har i en årrække markeret sig som et af dartsportens største talenter, og har allerede vundet store titler i sin WDF-karriere. Blandt andet har hun tidligere vundet damernes England Open, Welsh Open og Scottish Classic. Hun har dog fortsat sin debut til gode ved turneringer som PDC’s Q-School og PDC’s Women’s Series.

Forud for WDF’s verdensmesterskab var japanske Mikuru Suzuki udråbt som forhåndsfavorit. Den dobbelte kvindelige verdensmester tabte dog allerede i anden runde til Aileen de Graaf.

Hverken Lisa Ashton eller Fallon Sherrock deltog ved kvindernes verdensmesterskab.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*