Michael Smith vandt Players Championship 14 – Vladimir Andersen tabte til Premier League-spiller

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Michael Smith vandt tirsdag den syvende Players Championship-titel i englænderens karriere.

Store stjerner som Peter Wright, Gerwyn Price, Michael van Gerwen, Jonny Clayton, Gary Anderson og James Wade havde på forhånd meldt afbud til tirsdagens Players Championship-turnering i engelske Wigan. Dermed var der gunstige muligheder for, at en eller flere af PDC’s mindre prominente spillere kunne levere et topresultat ved sæsonens 14. Players Championship-turnering.

Og det var da også, hvad der skete, da Irlands John O’Shea ganske overraskende formåede at spille sig hele vejen til finalen. Her tabte verdensranglistens nummer 104 dog til Michael Smith, der med en finalesejr på 8-5 vandt sin syvende Players Championship-titel i karrieren, hvilket også var hans første turneringssejr i år.

Forud for finalen besejrede Michael Smith også spillere som Damon Heta, James Wilson og Martin Lukeman og Ricky Evans. Samlet set sluttede den dobbelte VM-finalist med et turneringsgennemsnit på 99,71.

Vladimir Andersen tabte til Joe Cullen

Også danske Vladimir Andersen var i aktion ved tirsdagens turnering. Oplevelsen blev dog kort, da den 33-årige vejlenser tabte i første runde.

Nederlaget blev tildelt af Premier League-spilleren Joe Cullen, der vandt kampen 6-2. Vladimir Andersen kom ellers foran 0-1, og fulgte sin engelske modstander frem til 2-2, hvorefter ‘The Rockstar’ vandt fire legs i træk i henholdsvis 14, 16, 16 og 16 dart.

Joe Cullen endte med et gennemsnit på 95,98, mens Vladimir Andersen landede på 86,63. Dermed har danskeren nu snittet over 85 i sine seneste tre kampe i PDC, hvilket kunne indikere, at bundniveauet er blevet forbedret i forhold til tidligere på sæsonen.

Vladimir Andersen får en ny mulighed for at indhente yderligere point til verdensranglisten, når han i morgen deltager ved Players Championship 15. Turneringen kan følges fra klokken 13 på DartConnect, alt imens udvalgte kampe kan ses live på PDC.tv.


Afgørende resultater – Players Championship 14
Sidste 16
James Wilson (87,33) 6-4 (78,31) Max Hopp
Michael Smith (101,91) 6-4 (98,84) Martin Lukeman
Ritchie Edhouse (101,18) 6-2 (98,59) Kim Huybrechts
Damon Heta (98,02) 6-2 (88,78) Andrew Gilding
Dave Chisnall (97,51) 6-5 (91,55) Ryan Meikle
Krzysztof Ratajski (93,94) 6-0 (84,83) Shaun Wilkinson
Maik Kuivenhoven (93,22) 6-2 (90,72) Joe Cullen
John O’Shea (99,09) 6-3 (90,00) Ross Smith

Kvartfinaler
Michael Smith (97,65) 6-4 (95,59) James Wilson
Damon Heta (104,26) 6-4 (96,50) Ritchie Edhouse
Dave Chisnall (96,68) 6-3 (93,20) Krzysztof Ratajski
John O’Shea (90,56) 6-4 (88,67) Maik Kuivenhoven

Semifinaler
Michael Smith (98,40) 7-2 (97,33) Damon Heta
John O’Shea (87,88) 7-4 (86,16) Dave Chisnall

Finale
Michael Smith (101,39) 8-5 (93,81) John O’Shea


Læs også:

Video: Se Michael Smith og James Wade lave 9-dartere ved UK Open

15-årigt stortalent vandt Welsh Open – Beau Greaves besejrede Fallon Sherrock hos damerne

Joe Cullen satte ny rekord, da han sikrede sig karrierens sjette Players Championship-titel

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*