Efter tredjeplads ved Nordic Cup: Tom Veje Kristensen håber på yderligere succes i weekenden

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

Tom Veje Kristensen spillede sig i fredags i semifinalen i singlerækken ved de nordiske mesterskaber. Nu håber han på yderligere succes på PDC Nordic & Baltic-touren i den kommende weekend.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Efter de seneste år at have brugt timevis foran træningsskiven og dedikeret sig til diverse PDC-, WDF- og DDU-turneringer, så kunne 53-årige Tom Veje Kristensen i sidste uge glæde sig over sin debut på det danske herrelandshold, hvor han sammen med Per Laursen, Brian Løkken, Nicolai Olsen, Mogens Christensen, Simon Bak, Benjamin Drue Reus og Andreas Toft Jørgensen repræsenterede de rød-hvide farver ved de nordiske mesterskaber i Malmø.

I den sammenhæng formåede Tom Veje Kristensen at gøre særdeles positivt opmærksom på sig selv, da han som den eneste danske herrespiller formåede at spille sig i kvartfinalen i singlerækken. Faktisk gik det så godt, at aarhusianeren spillede sig hele vejen i semifinalen, hvor han dog tabte til den velspillende svensker Ricky Nauman.

Østjyden er dog glad for sit individuelle resultat, og håber nu på at han kan skabe endnu et topresultat, når han i den kommende weekend deltager på PDC Nordic & Baltic-touren i Finland. Det fortæller han i et interview med Dartnyheder.dk.

Ikke tilfreds med at tabe

Hvad er dit overordnede indtryk af din landsholdsdebut?

– Det kommer jo an på, hvad jeg skal sammenligne med. Jeg synes jo faktisk, at hvis man ser bort fra singlen, så kæmpede jeg faktisk med at finde niveauet.

– I doublen synes jeg ikke, at hverken Mogens (Christensen, red.) eller jeg ramte niveauet, og vi var meget skuffede, efter vi røg ud. Og i holdkampen havde jeg virkelig svært ved at finde rytmen. I singlen gik det bedre, men jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med at tabe. Tallene siger jo, at jeg spillede fornuftigt, men det betyder jo knap så meget, når man i sidste ende taber. Så jo, jeg er selvfølgelig glad for min tredjeplads i singlen, men Nordic Cup handler jo også rigtig meget om doublen og holdkampen, og her synes jeg ikke, at der var meget at glæde sig over. Det skal jeg være ærlig at sige.

Tom Veje Kristensen i kamp mod Ricky Nauman i semifinalen ved Nordic Cup. Foto: Godartspro

Næste landsholdsopgave bliver EM i Spanien. Hvordan spår du dine chancer for at blive udtaget?

– Uha, det er jo svært at spå om, hvad landstræneren har tænkt sig at gøre. Men hvis jeg var i Søren Byøs sko, så ville jeg uden tøven vælge de tre unge (Andreas Toft Jørgensen, Simon Bak og Benjamin Drue Reus, red.). Det er dem, der skal tegne fremtiden for landsholdet forud for VM på hjemmebane næste år. Det synes jeg i hvert fald, og så må vi andre kæmpe om den sidste plads.

– Og hvis jeg skal uddybe, så synes jeg faktisk, at den sidste plads står mellem mig og Mogens Christensen. Mogens har rutinen, han fungerer godt socialt, og så spillede han faktisk fornuftigt i holdkampen. Så forudsat at de tre unge bliver udtaget, så vil jeg mene, at den sidste plads står mellem mig og Mogens.

Håber på en finale

Hvad er målsætningen ved PDC Nordic & Baltic i weekenden?

– Jeg vil helt vildt gerne i en finale. Det er en kæmpestor målsætning, det ved jeg godt, men hvis ikke man sigter højt, så sker der aldrig noget. Om det så bliver på Pro Touren eller ved en Europa Tour-kvalifikation, det er i og for sig lige meget. Jeg vil bare rigtig gerne vise, at jeg kan være med, hvor det bliver rigtig sjovt.

Giver det øget selvtillid, når man kommer med en tredjeplads ved Nordic Cup i bagagen?

– Ja, selvfølgelig gør det det. Det skal det da gøre. Når man kigger på tallene, så var niveauet jo også fornuftigt, så selvfølgelig giver det øget selvtillid. Også fordi, at jeg faktisk føler, at jeg kæmpede lidt med at kaste ligeud, og derfor føler jeg, at der var mere i banken. Og hvis ikke jeg kan hæve mit niveau, så kan jeg jo altid forsøge, at trække de andres niveau ned på mit eget, griner Tom Veje Kristensen.

Tænker ikke på Nordic Darts Masters

Gode resultater i weekenden kan give kvalifikation til Nordic Darts Masters. Hvor meget fylder det i baghovedet?

– Det fylder faktisk ikke ret meget. Det fylder noget i den forstand, at jeg virkelig håber, at Benjamin (Drue Reus red.) tager den ene plads, for det synes jeg, han har fortjent. Og spiller han, som han gjorde i Slangerup, så tager han den også. Han er også seedet, så det gør ikke hans muligheder dårligere. Men derudover så fylder det faktisk ikke det store. Jeg vil bare gerne vise, at jeg kan spille med i toppen, afslutter Tom Veje Kristensen.

Weekendens PDC Nordic & Baltic-turneringer indledes på fredag, hvor der spilles en kvalifikationsturnering til PDC’s Europa Tour. Herudover afholdes der både en Pro Tour og en Europa Tour-kvalifikation lørdag, mens der spilles en enkelt Pro Tour søndag. Alle kampe og resultater vil kunne følges live på DartConnect. Her vil man også kunne følge den intense kamp om de to danske kvalifikationspladser til Nordic Darts Masters, der spilles i Forum fra den 10.-11. juni. Vladimir Andersen er på forhånd sikret en plads ved turneringen, men de to næsthøjest placerede danske spillere på PDC Nordic & Baltic-ranglisten efter weekendens to Pro Tours kvalificerer sig ligeledes til TV-turneringen.


PDC Nordic & Baltic-ranglisten forud for turneringerne i Finland:

PlaceringSpillerNationPoint
1Vladimir AndersenDanmark1400
2Madars RazmaLetland1325
3Daniel LarssonSverige900
4Darius LabanauskasLitauen725
5Benjamin Drue ReusDanmark600
6Ricky NaumanSverige500
7Matthías Örn
Friðriksson
Island400
8Brian LøkkenDanmark325
9Nikolaj JørgensenDanmark250
10Marko KanteleFinland250
11Andreas Toft JørgensenDanmark200
12Allan Daugbjerg OlsenDanmark200
13Tom Veje KristensenDanmark175
14Aki PaavilainenFinland175
15Olli LehtikangasSverige175
16Janis MustafejevsLetland175

Læs også:

Nordic Cup (Dag 2): Tom Veje Kristensen imponerede, mens Danmark kom ned på jorden i holdkampen

Johan Engström vandt første kvalifikationsturnering i Göteborg – Tom Veje Kristensen bedste dansker

Svensk dominans ved Nordic Cup Open – Brian Løkken og Michelle Merlit blev bedste danskere

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*