Rob Cross fuldendte vanvidscomeback mens Gerwyn Price imponerede

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Taylor Lanning/PDC

Rob Cross var bagud 2-8, men vandt alligevel 11-9 over Chris Dobey i første runde ved World Matchplay.

Mandag aften leverede den tidligere verdensmester Rob Cross et mindeværdigt comeback ved det igangværende World Matchplay. Efter at have været bagud 2-8 mod verdensranglistens nummer 31, Chris Dobey, lykkedes det Cross at kæmpe sig tilbage i opgøret, da han vandt seks legs i træk, og sidenhen vandt opgøret 11-9.

Dobey var ellers totalt dominerende i kampens indledning, hvilket blandt andet kom til udtryk ved hans seks 180’ere i kampens første ni legs. Men efter at have etableret en føring på seks legs faldt spillet fuldstændig fra hinanden, og uden for alvor at hæve niveauet lykkedes det således Rob Cross at snige sig videre til anden runde i Winter Gardens.

Også José de Sousa er videre til 1/8-finalerne i Blackpool, efter den tidligere Grand Slam-vinder besejrede Tysklands Gabriel Clemens 10-6. Clemens var ellers spået fornuftige muligheder mod den formsvage portugiser, men kom fra start bagud 4-1, og formåede aldrig at bringe sig tilbage i kampen igen.

Heller ikke World Matchplays anden tysker, Martin Schindler, formåede at avancere videre til anden runde. I stedet sluttede Schindlers Matchplay-debut med et nederlag på 10-8 til Gerwyn Price.

Efter en moderat start på kampen var stillingen undervejs 6-6, og på dette tidspunkt lignede Schindler den mest velspillende af de to. Gerwyn Price ville det dog anderledes og imponerede stort, da han vandt sine sidste fire legs i henholdsvis 16, 11, 11 og 14 dart. Dermed sluttede sidste års verdensmester med aftenens højeste gennemsnit på 99,78.

I mandagens sidste opgør, der også var den sidste kamp i første runde ved årets Matchplay, lykkedes det sidenhen Dave Chisnall at besejre Kim Huybrechts 10-7. Dermed udbygger Huybrechts sin forfærdelige statistik i Winter Gardens, hvor han blot har vundet en ud af sine ni kampe i karrieren.

Dave Chisnall møder onsdag Gerwyn Price i anden runde, mens Rob Cross kan begynde at forberede sig på et opgør mod José de Sousa.

Inden da fortsætter World Matchplay i aften med turneringens første fire kampe i anden runde. Du kan finde aftenens kampprogram og sendeplan længere nede i denne artikel.


World Matchplay – resultater
Mandag 18. juli
4x Første runde

Rob Cross (90,52) 11-9 (89,67) Chris Dobey
Jose de Sousa (93,55) 10-6 (92,77) Gabriel Clemens
Gerwyn Price (99,78) 10-8 (95,21) Martin Schindler
Dave Chisnall (94,56) 10-7 (95,30) Kim Huybrechts

Se/gense højdepunkterne fra mandagens kampe ved World Matchplay:


World Matchplay – kampprogram
Tirsdag 19. juli (20:00) – kan ses live på TV3 Sport, Viaplay og PDC.tv

4x Anden runde
Rowby-John Rodriguez v Dimitri Van den Bergh
James Wade v Nathan Aspinall
Peter Wright v Krzysztof Ratajski
Michael van Gerwen v Joe Cullen


Læs også:

Trods grus i maskineriet: Michael van Gerwen er videre ved World Matchplay

Lodtrækning og kampprogram for World Matchplay 2022

Podcast: Optakt til World Matchplay 2022

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*