Låsby-klubben Potten fik onsdag en perfekt start på efterårssæsonen, da de besejrede Lido 12-4 i 1. division.
De ottedobbelte danmarksmestre fra Potten Dartklub indtager fortsat førstepladsen i Danmarks bedste dartrække, efter der onsdag blev sat et punktum på sommerpausen.
Med en sejr på 12-4 over Lido fik Låsby-mandskabet en fornem start på anden halvdel af sæsonen. Det skete blandt andet med nytilkomne Jon Kirkeby på holdkortet, der debuterede med tre individuelle sejre.
Også DK26 lagde efterårssæsonen ud med en sejr. Det skete med en snæver sejr på 9-7 over Studsen, hvor særligt Brian Løkken imponerede med fire sejre over et flot gennemsnit på 18 pile per vundet leg.
I det andet sjællandske opgør mellem Holbæk og Stifterne pligtsejrede sidstnævnte med cifrene 10-6, alt imens Aabenraa trak det længste strå med en sejr på 9-7 over lokalrivalerne fra Fluen.
Det blev også til et enkelt uafgjort resultat onsdag aften, da Aalborg tog imod sidste sæsons danmarksmestre fra Aros. Ganske bemærkelsesværdigt lykkedes det her Aalborgs 53-årige Allan Tonnesen at gøre rent bord med fire individuelle sejre, da han vikarierede for Aalborgs ellers helt store profil, Steen Lysen.
Også Kælderen og Assens skulle have stået overfor hinanden onsdag aften, men det opgør er i stedet rykket til fredag den 26. august.
Næste turneringsrunde i 1. division finder sted nu på lørdag.
Stillingen i 1. division:
Hold | Kampe | Vundne | Uafgjort | Tabt | Score | Point |
---|---|---|---|---|---|---|
Potten | 12 | 9 | 1 | 2 | +52 | 28 |
Aros | 11 | 7 | 2 | 2 | +38 | 23 |
Aabenraa | 12 | 7 | 2 | 3 | +16 | 23 |
Aalborg | 12 | 6 | 4 | 2 | +54 | 22 |
DK 26 | 12 | 6 | 3 | 3 | +8 | 21 |
Assens | 11 | 5 | 2 | 4 | +10 | 17 |
Fluen | 11 | 4 | 3 | 4 | -6 | 15 |
Stifterne | 11 | 4 | 3 | 5 | -8 | 15 |
Lido | 11 | 3 | 3 | 6 | -10 | 12 |
Kælderen | 11 | 3 | 1 | 7 | -14 | 10 |
Studsen | 12 | 2 | 3 | 7 | -12 | 9 |
Holbæk | 12 | 0 | 1 | 11 | -140 | 1 |
Læs også:
Rundens hold i 1. division (sjette spillerunde) sæson 2022
Svensk dominans ved Nordic Cup Open – Brian Løkken og Michelle Merlit blev bedste danskere
Imponerende: 15-årig fik drømmedebut i 1. division
Be the first to comment